Det gælder din Frihed

Om filmen

Det mest forsinkede nej i Danmarks historie - lyder det om den danske regerings endelige frasigelse af samarbejdet med den tyske besættelsesmagt den 28. august 1943 i Karl Roos' rytmiske, stilsikre speakertekst til vennen og kollegaen Theodor Christensens geniale redigering af filmoptagelser fra de fem forbandede år. Bestilt af Frihedsrådet og med premiere den 4. maj 1946 rejste filmen straks voldsom debat med sine skarpe kommentarer til den danske politik, der var ført umiddelbart før og i de første år af besættelsesårene.

”Danmarks Frihedsråd ville gerne have én film, og forhandlede med både Dansk Film Co. og Minerva om at nå til enighed om en fælles produktion. Men forgæves. Theodor Christensen nedlagde veto; de optagelser han og hans kolleger fra Minerva havde sat livet på spil for at filme, havde de også en nærmest naturgiven ret til at bruge, som de ville. Og det skulle ikke foregå i samarbejde med Olaf Malmström og hans Filmkompagni. De fælles bestræbelser strandede, et kapløb om at komme først tog fart, og under de omstændigheder valgte Frihedsrådet at satse på Christensen og Minerva Film som producent af 'Det Gælder din Frihed'. (…)

Få dage før Minerva Films 'Det Gælder din Frihed' lå klar, udbrød der brand i klipperummet hos Nordisk Film, så Theodor Christensen og kolleger måtte udsætte deres premiere til årsdagen for befrielsen, d.4. maj 1946. (…)

Til gengæld rejste der sig en storm, da 'Det gælder din Frihed' fik premiere. Den radikale folketingsmand Johannes Christiansen rejste en harmdirrende debat i Rigsdagen. Særligt filmens kritik af dansk passivitet og godtroenhed i tiden op til invasionen faldt ham for brystet. Beskyldninger om løgnagtighed og ondsindethed føg fra talerstolen, og behovet for censur blev vendt, filmen blev anklaget for at være ensidigt manipulerende og propagandistisk. (…)

Balladen om 'Det gælder din Frihed' vidner om den kamp om den rette udlægning af besættelsestidens historie, som udspillede sig i de første år efter krigen. Filmen tog modstandsbevægelsens parti, og i modstandsfolkenes rækker var der udbredt utilfredshed med den måde, samarbejdspolitikerne var i færd med at frikende både sig selv, og de mange prominente samfundsstøtter, som havde været på lidt for god fod med tyskerne lidt for længe. (…) kritikken af 'Det gælder din Frihed' viser, at nogle i magtens centrum følte sig truffet – ellers havde filmens anklager været ligegyldige” (Læs mere i Besættelsesbilleder til den kollektive erindring).

Credits

Instruktør: Theodor Christensen
Manuskript: Theodor Christensen
Fotografer: Erik Thielst, Nic. Lichtenberg, Børge Therkildsen, Arne Søeborg, Ib Dam
Speakere: Karl Roos, Asbjørn Andersen, Per B. Holst, Ebbe Rode, Olaf Ussing

Fakta

Kategori
Dokumentarfilm

Instruktør
Theodor Christensen

Udgivelsesår
1946

Produktionsselskab
Minerva Film

Rekvirent
Danmarks Frihedsraad

Varighed og format
106 min., s/h, tone