Om filmen

En skildring af, hvordan F.L. Smith & Co arbejder, når de hjælper med til at åbne nye cementfabrikker.

”Filmen er produceret af Minerva for F.L. Smidth i anledning af selskabets 60-års jubilæum, og er altså ikke en statsfilm, men en film, som Theodor Christensen forhandlede sig frem til at skulle producere for det selskab, det besatte Danmarks udpegede minister for offentlige arbejder, Gunnar Larsen, var leder af.

(…) cement-giganten havde blomstrende forretningsvilkår i en tid, hvor der blev brugt masser af cement ved de store tyske anlægsarbejder i Danmark, eksempelvis langs den jyske vestkyst. At Theodor Christensen var imod både besættelse og samarbejdspolitik fremgår både af hans virke som leder af Modstandsbevægelsens Filmgruppe, hans film om besættelsen og hans personlige optegnelser, dagbøger fra besættelsesårene blandt andet, som opbevares af DFI. Så modstandsmanden skulle med 'Ordre No.95807' instruere en film, som fejrede en virksomhed, der var kendt for sine lukrative forbindelser med besættelsesmagten. Og for Gunnar Larsen, ’cementministeren’. Det kom der en særegen og modsætningsfyldt film ud af. (…)

At Christensens sympati var hos manden på gulvet, og ikke hos de, der tegnede firmaet udadtil, er tydeligt. Men han kunne naturligvis ikke slippe af sted med hvad som helst i en film, som var bestilt og betalt af det selskab, filmen handlede om. Mod slutningen vises animerede kort over firmaets forgreninger over hele verden, som tæller afdelinger i både fjende- og venneland. Den ledsagende speak stikker ud fra resten af filmen, som nøgternt beretter om firmaets aktiviteter uden at nævne krig og besættelse med ét eneste ord, og burde nok have fået nogen i F.L. Smidths hovedsæde til at kræve en omskrivning. Den lyder: ’Verden er delt op. Der er arbejdet og virket. Der er nået resultater. Tallene viser det: 650 Rotéreovne, leveret maskiner til 900 cementfabrikker, udtaget 2500 patenter i 30 lande, der er tegnet 500.000 tegninger. Og når det store opgør engang er endt, og trådene atter kan knyttes, vil F.L. Smidth og Co stadig yde sin indsats og medvirke til, at dansk initiativ og dansk arbejde æres og agtes Verden over.’

Og man spørger uvægerligt sig selv, om selskabet ikke medvirker til, at dansk arbejde æres og agtes verden over i filmens nu; under besættelsen. Hvad F.L. Smidths arbejde for tyskerne næppe gjorde i vide kredse. Og man skal nærlytte speaken for at høre det lille ’stadig’, som skaber den betydning, at selskabet faktisk bidrager til agtelsen for dansk produktion i filmens besatte nutid. Det er altså en speak, som på papiret ser neutral ud, men som sætter fokus på selskabets position under ’det store opgør’. Og som rummer en mulighed for fejltolkning, når man hører den – en mulighed, som Christensen og speaker Karl Roos bevidst kan have plantet. At det blot skulle være en tilfældighed, taler den omhu og præcision, der sædvanligvis kendetegnede makkerparrets speak, imod.” (Læs mere i En svækket stat forstærker sin propaganda)

Credits