Dansk filmhistorie 1896-2009

Film på Rådhuspladsen: Den første filmforevisning i Danmark

Den første danske filmforevisning fandt sted den 7. juni 1896, kun et halvt år efter brødrene Lumières første offentlige filmforevisning i Paris i december 1895. Det var impresarioen Vilhelm Pacht, der viste en håndfuld små film, formentlig engelske produktioner, i Kjøbenhavns Panorama, en træpavillon, der var opført på Rådhuspladsen i København, foran det endnu ikke færdigbyggede rådhus.

Elfelt og Olsen: De første film og biografer

De første danskproducerede film kom året efter, i 1897, optaget af fotografen Peter Elfelt, der fik den teknisk fingernemme Jens Poul Andersen, kaldet 'Nellerødmanden', til at bygge et brugbart filmkamera. Elfelt optog i årene 1897-1907 ca. 100 film, typisk af få minutters varighed, små virkelighedsbilleder fra det danske samfundsliv, hverdagsscener og offentlige begivenheder, især med fokus på den kongelige familie (han blev kongelig hoffotograf i 1900).

Blandt filmene er Kørsel med grønlandske Hunde (1897), der traditionelt regnes for den første danske film, samt Brandvæsenet rykker ud (1897), Brydekamp mellem Beck Olsen og Poul Pons (1899) og Czar Nikolai II's Ankomst til Helsingør (1901). Han lavede en enkelt lille fiktionsfilm, Henrettelsen (1903, kun bevaret i fragment), der vistnok var inspireret af en aktuel fransk retssag om en kvinde, der slog sine børn ihjel.

Den første succesrige danske biograf, Kosmorama på Østergade i København, åbnede i 1904 under ledelse af Constantin Philipsen, der i de følgende år etablerede en kæde af biografer over hele landet. I 1905 åbnedes Biograf-Theatret, også i København. Lederen var Ole Olsen, der blev en central skikkelse i den tidlige danske film. Han kom fra beskedne kår og havde arbejdet sig frem, bl.a. som leder af et svensk tivoli. For at sikre sig film til sin biograf gik han ind i filmproduktion og oprettede i november 1906 selskabet Nordisk Films Kompagni (i dag: Nordisk Film), der – bortset fra en fallit i 1928-29 – har været en hovedfaktor i dansk film- og medieindustri siden.

Isbjørn og løver: Nordisk Film begynder

Nordisk Film, der som logo havde en isbjørn på en jordklode, fik straks succes med farcer som Anarkistens Svigermoder (1906), litterære film som Kameliadamen (1907) og især dramatiske spændingshistorier som Røverens Brud (1907) og den berømte Løvejagten (1907), hvor jægere forfølger og nedlægger to løver, optaget på den lille ø Elleore i Roskilde Fjord. Filmene, der var instrueret af selskabets faste instruktør Viggo Larsen, var 10-15 minutter lange. Nordisk Film, som fik stor succes også internationalt, opbyggede i de følgende år filialer og forbindelser i en række lande, især Tyskland, England og USA.

Selskabets opsigtsvækkende økonomiske resultater førte til dannelsen af en række konkurrerende firmaer. Det var et af dem, det lille, århusianske selskab Fotorama, der i 1910 udsendte melodramaet Den Hvide Slavehandel, der var bemærkelsesværdigt ved at være på tre spoler (ca. 40 minutter) på et tidspunkt, hvor et maksimum på én spole var normen. Nordisk Film gik straks i gang med at plagiere filmen og udsendte fire måneder senere deres egen version. Derefter gik Nordisk Film, som det første selskab i verden, over til at satse på de lange spillefilm. Det blev begyndelsen til den korte guldalder i dansk film, som i de følgende år stod stærkt på det internationale marked.

1910-1920

Årene fra 1910 til 1920 er den danske stumfilms guldalder. Periodens førende danske instruktør er Benjamin Christensen, og især de to danske skuespillere Asta Nielsen og Valdemar Psilander opnår national og international stjernestatus.

Melodramaets tidsalder: August Blom og Benjamin Christensen

Den faste instruktør ved Nordisk Film efter den lange films gennembrud var August Blom. Han udfoldede sig først og fremmest i tidens dominerende genre, melodramaet, typisk med et erotisk tema. Blandt andet lavede han nyindspilningen af Den hvide Slavehandel (1910), Ved Fængslets Port (1911) og især den ambitiøse, internationalt orienterede storfilm Atlantis (1913), et kunstnermelodrama, baseret på nobelpristageren Gerhart Hauptmanns roman om en Atlanterhavsdampers dramatiske forlis. Romanen var ikke inspireret af Titanics forlis, men den aktuelle begivenhed var utvivlsomt medvirkende til, at selskabet satsede på den store og kostbare produktion, som dog skuffede både kunstnerisk og kommercielt. Filmen var imponerende filmet af fotografen Johan Ankerstjerne (hvis filmlaboratorium, oprettet 1932, siden blev dansk films førende). Andre væsentlige film fra perioden var Eduard Schnedler-Sørensens cirkusmelodrama Døds-Spring til Hest fra Cirkus-Kuplen (1912), en af tidens typiske 'sensationsfilm', og Holger-Madsens religiøst opbyggelige Evangeliemandens Liv (1915).

Periodens førende danske instruktør var Benjamin Christensen, som for andre selskaber lavede tre markante film. Det hemmelighedsfulde X (1914) var en spionhistorie, som byder på suveræn filmisk fortælleteknik, især i scenen hvor skurken lukkes nede i møllens kælderrum og ikke kan komme op. Hævnens Nat (1917) var et forbrydermelodrama med mindelser om Victor Hugo-romanen Les misérables. Den svenskproducerede Häxan (1922), et af filmhistoriens mest originale værker, fortalte i en blanding af kulturhistorisk lysbilledforedrag og historisk rekonstruktion hekseriets historie fra middelalderen til nutiden, men vakte forargelse i samtiden.

De første stjerner: Valdemar Psilander og Die Asta

Især to danske skuespillere opnåede stjernestatus, også internationalt, i stumfilmtiden. Den førende mandlige stjerne var Valdemar Psilander, der brillerede som melankolsk mandetype, der falder for erotiske eller kriminelle fristelser i melodramaer som Ved Fængslets Port (1911) eller kaster sig ud i sin mørke skæbne i 'sensationsfilm' som Døds-Spring til Hest fra Cirkus-Kuplen (1912) og Klovnen (1917). Han var Nordisk Films højest betalte skuespiller i årene 1911-16 og nåede lige at etablere sit eget selskab kort inden sin alt for tidlige død i 1917.

Den berømteste kvindelige stjerne fra tiden var Asta Nielsen. I debutrollen i Kosmoramas Afgrunden (1910), instrueret af hendes senere ægtemand Urban Gad, brød hun igennem med sit intense og psykologisk realistiske spil. Det var et melodrama om en ung kvinde, der er forlovet med en pæn præstesøn, men stikker af med en troløs gøgler fra et cirkus og ender med at dræbe ham.

Uheldigvis for dansk film resulterede hendes succes i, at hun og manden kort efter rejste til Tyskland, hvor hun – tiljublet som Die Asta – fik en stor karriere med meget forskelligartede roller (inklusive titelrollen i Hamlet, 1921) frem til slutningen af 1920'erne. Hun lavede kun fire danske stumfilm; i Balletdanserinden (1911) spillede hun sammen med Psilander.

Krig og fred: Første Verdenskrig og dansk film

Første Verdenskrig betød en markant ændring af situationen for dansk film, da adgangen til de europæiske markeder kompliceredes. Der var dog også fordele ved, at f.eks. tyskerne forbød franske og engelske film. Det forstod især Nordisk Film at udnytte, indtil tyskerne i 1917 oprettede deres eget UFA, der opkøbte Nordisk Films tyske filial.

Nordisk Film satsede herefter på de store, kostbare produktioner, der forventedes at møde international interesse, og producerede en række ambitiøse film, der søgte at kommentere store samfundsmæssige emner. Det gjaldt August Bloms Verdens Undergang (1916), hvor en komet rammer Jorden, samt den pacifistiske Himmelskibet (1918), en science fiction-film om en rumrejse til de fredselskende marsboere, og den politisk debatterende Folkets Ven (1918), begge instrueret af Holger-Madsen.

I 1911 åbnede Victoria Teatret i København, som den første danske biograf der var bygget direkte til formålet, og året efter åbnede Sophus Madsen Palads Teatret i Københavns gamle hovedbanegård, som med sine 3000 siddepladser var Nordeuropas største biografteater. I januar 1918 stod Palads-bygningen, som vi kender den i dag, klar på Axeltorv.

1920-1929

I 1920'erne fortsætter Nordisk Films nedtur. Selskabet får stærk konkurrence fra Palladium, som opnår succes med den komiske duo Fyrtaarnet og Bivognen. I denne nedgangsperiode debuterer Carl Th. Dreyer som instruktør.

Efterkrigskrise: Nordisk Films nedtur

I 1920'erne fortsatte Nordisk Films nedgang, præget både af vanskelige økonomiske betingelser og af problemer med at finde en kunstnerisk profil, der ramte tidens smag.

Selskabets nye ledende instruktør var A.W. Sandberg, som stod for en række stort opsatte filmatiseringer af Dickens' romaner – Vor fælles Ven (1921), Store Forventninger (1922), David Copperfield (1922) og Lille Dorrit (1924). A.W. Sandberg instruerede desuden Fra Piazza del Popolo (1925) efter den farverige danske romanklassiker og cirkusmelodramaet Klovnen (1926, som man allerede havde lavet i 1917 med Psilander), nu i en flot udgave med den berømte svenske stjerne Gösta Ekman. Filmene var respektabelt håndværk, men de slog ikke an i udlandet.

Det var i denne nedgangsperiode, at den unge Carl Th. Dreyer debuterede som instruktør.

Den store klassiker: Carl Th. Dreyer

Carl Th. Dreyer var som ung journalist kommet til filmen i 1912, blev mellemtekstforfatter og siden manuskriptkonsulent og klipper hos Nordisk Film. Hans instruktørdebut, Præsidenten (1919), er et melodrama om en dommer, der skal dømme sin egen datter, som er født udenfor ægteskab, og som han svigtede. Den ambitiøse Blade af Satans Bog (1920) fortalte i fire historier fra fire historiske epoker om ondskaben. Hans mest berømmede danske stumfilm var Du skal ære din Hustru (1925), der undtagelsesvis fortalte om almindelige mennesker i et dansk samtidsmiljø. Dreyers høje kunstneriske ambition førte ham ind på en international karriere, og han lavede film i Sverige, Norge, Tyskland – bl.a. Michael (1924) efter Herman Bangs roman Mikaël – samt Frankrig, hvor han skabte hovedværket La passion de Jeanne d'Arc (1928, Jeanne d'Arcs Lidelse og Død), der i intense, sjælegranskende nærbilleder fortalte om Jeannes rettergang og martyrium.

Han fortsatte med Vampyr (1932), en privat finansieret fransk-tysk lydfilm, der effektfuldt blandede horror-stoffet med drømmeagtig billedpoesi. I en årrække med opgivne projekter ernærede han sig igen som journalist. Først i 1940'erne fik han mulighed for igen at instruere, først dokumentarfilmen Mødrehjælpen (1942) derefter spillefilmen Vredens Dag (1943), et dystert og storladent drama om 1600-tallets hekseprocesser. Dreyer, der med sin kunstnerisk kompromisløse og ukommercielle filmkunst stod isoleret i det danske filmmiljø, fik i 1952 bevilling til Dagmar-biografen i København og lavede siden Ordet (1955) efter Kaj Munks skuespil om tro og genopstandelse, samt alderdomsværket Gertrud (1964), baseret på svenskeren Hjalmar Söderbergs skuespil fra 1900-tallets begyndelse om 'kødets lyst og sjælens ubodelige ensomhed'. I de sidste 30 år af sit liv arbejdede Dreyer på en Jesus-film, Jesus fra Nazareth. Manuskriptet blev udarbejdet (og udgivet 1968), men aldrig realiseret.

Dreyer har med sin overbevisende psykologiske indsigt og sin bevidste stilistiske abstraktion status som en af filmkunstens største skikkelser.

Komiske succeser: Palladium og Fy og Bi

I nedgangsperioden i 1920'erne fik Nordisk Film stærk konkurrence fra Palladium. Selskabet, der oprindelig var svensk, havde hentet instruktøren Lau Lauritzen Senior og skuespilleren Carl Schenstrøm hos Nordisk Film. Lauritzen satte den høje tynde Schenstrøm sammen med den korte, brede Harald Madsen og kaldte den komiske duo Fyrtaarnet og Bivognen, forkortet Fy og Bi.

Palladium blev danskejet fra 1922, og Fyrtaarnet og Bivognen blev det stærkeste aktiv i 20'ernes danske film med farcer som Film, Flirt og Forlovelse (1921), Sol, Sommer og Studiner (1922), Han, hun og Hamlet (1922) og Vester-Vov-Vov (1927). De fik også et stort internationalt publikum og blev især kendt i Tyskland (som Pat und Patachon), men også i England (som Long and Short) og i Østeuropa. Parret, der fortsatte efter lydfilmens gennembrud, blev en enkelt gang brugt i et mere ambitiøst projekt, Lauritzens Don Quixote (1926) efter Cervantes' roman, optaget i Spanien.

Tidlig animation: Storm P.'s tegnefilm

Det var også i denne periode dansk animationsfilm begyndte i det små. Multikunstneren Robert Storm Petersen lavede nogle korte tegnefilm, bl.a. Gaasetyven (1920) og Peter og Ping Trylleri (1922).

Biografloven af 1922

Forhold vedrørende film og biografer sorterede fra begyndelsen som andet markedsgøgl under politiet og justitsministeriet. I 1907 indførtes filmcensur, 1913 oprettedes Statens Filmcensur. 1922 fik Danmark sin første biograflov, som indførte hård beskatning (40%) på biografbilletter. Samtidig blev det såkaldte bevillingssystem slået fast. Adgangen til at drive biograf forudsatte en bevilling og var således underlagt myndighedernes kontrol. En biografbevilling blev ofte brugt som en slags kunstnerpension. Også filmselskaber kunne få adgang til at drive biograf (en såkaldt 'produktionsbevilling'). Systemet fortsatte i Biografloven af 1938 og var gældende indtil Filmloven af 1972.

Der blev i stumfilmtiden lavet ca. 1600 korte og lange fiktionsfilm og over 1000 dokumentariske film i Danmark, ca. 250 er bevaret.

1930-1939

I 1930'erne får lydfilmen sit gennembrud i Danmark og gemytlige lystspil med sange, såkaldte folkekomedier, bliver årtiets dominerende genre. Poul Henningsen instruerer dokumentarfilmen Danmark, der varsler en ny filmisk bevidsthed til inspiration for den ny generation af dokumentarister.

Dansk tale: Lydens gennembrud

Nordisk Film gik fallit i juni 1928, men blev gendannet i februar 1929 under ledelse af direktør Carl Bauder. Han havde også erhvervet rettighederne til et filmlydsystem, opfundet af de danske ingeniører Axel Petersen og Arnold Poulsen og præsenteret med demo-filmen Den talende Film så tidligt som i oktober 1923 (altså præcis fire år før lydfilmens internationale gennembrud med den amerikanske The Jazz Singer).

Den første tonefilm med dansk tale, Præsten i Vejlby, havde premiere i maj 1931. Den var instrueret af George Schnéevoigt, der nu blev førende instruktør hos Nordisk Film. Faktisk havde Nordisk Film og Schnéevoigt allerede året før udsendt en talefilm, men grønlandsfilmen Eskimo (1930) var en dansk-norsk koproduktion med norsk tale.

Præsten i Vejlby, en tung og højstemt filmatisering af Steen Steensen Blichers klassiske kriminalnovelle, markerede kulturelle ambitioner, som også præger Schnéevoigts tragiske melodrama Tango (1933) fra natklubkredse.

Men årtiets dominerende hovedgenre, der bedre kunne udnytte lydens muligheder, blev lystspil med sang, såkaldte folkekomedier med en munter og jovial holdning til tilværelsen.

Dansk film for danskerne: Lystspil med sange

Typiske komedier var Schnéevoigts Skal vi vædde en Million? (1932) og Odds 777 (1932), samt Emanuel Gregers' Mille, Marie og mig (1937), hvor den førende kvindelige stjerne, Marguerite Viby, brillerede i en tredobbelt rolle som flittig medicinstuderende, landlig hushjælp og sofistikeret natklubsangerinde, et nøgleværk til belysning af tidens kvindeopfattelse. Det var komponisten Kai Normann Andersen, der leverede de iørefaldende sange.

Hvor stumfilmen havde befordret international distribution, trak lydfilmen sproggrænserne op, og for små nationer som Danmark betød lydens gennembrud en voldsom begrænsning af markedet og en pludselig provinsialisme. Dansk film blev hermed næsten udelukkende en sag for danskerne.

1930'erne var samfundsmæssigt præget af verdenskrisen og de politiske ideologiers konfrontationskurs. I de gamle kunstarter trivedes modernistiske nybrud af forskellig slags. Sådan var det ikke i filmen, der satsede på at give befolkningen optimisme, virkelighedsflugt og traditionel underholdning som kontrast til de sørgelige realiteter. Palladiums Panserbasse (1936) med den trivelige Ib Schønberg som folkelig politibetjent berørte krisetemaet, men kunne netop på den baggrund holde det gode humør oppe. Andre typiske film var Rasmines Bryllup (1935) og Bolettes Brudefærd (1938), begge gemytlige folkekomedier, lige som Lau Lauritzen Seniors Barken Margrethe (1934), der stråler af nationalromantisk og undertiden lettere racistisk selvglæde.

Et hjørne af verden: Tidlig dansk dokumentarisme

Et par film adskiller sig dog fra den vanlige stil, nemlig den halvdokumentariske grønlandsfilm Palos Brudefærd (1934), instrueret af tyskeren Friedrich Dalsheim og skrevet af den store Grønlands-rejsende Knud Rasmussen, samt den kontroversielle arkitekt, forfatter og samfundsdebattør Poul Henningsens dokumentarfilm Danmark (1935, også kaldet Danmarksfilmen), der blev det grundlæggende værk i dansk dokumentarfilm, instrueret på bestilling fra Udenrigsministeriet.

Filmen, med dens mildt satiriske stil og jazzede sange, blev nedsablet af kritikken og omklippet (en rekonstruktion kom i 1964). Men den varslede en ny filmisk bevidsthed, et filmisk flow, som man ikke tidligere havde set, og den blev inspiration for den ny generation af dokumentarister.

Her var hovedskikkelsen Theodor Christensen, der selv kom til at spille en central rolle som mentor i de følgende årtier. Sammen med Karl Roos skrev han landets første filmteoretiske bog, Film (1936), og instruerede dokumentarfilm som C – et Hjørne af Sjælland (1938) ligesom han var medinstruktør på Iran, det nye Persien (1939) om danske ingeniørbedrifter.

Biograflovene af 1933 og 1938

Med Biografloven af 1933 kom en strammere regulering af bevillingssystemet, således at bevillinger skulle gives efter kvalifikationer og kun én biograf pr. person. Også filmcensuren blev lagt i fastere rammer. Den halvstatslige institution Dansk Kulturfilm, oprettet 1932, stod for produktionen af en lang række dokumentarfilm samt for enkelte spillefilm i 30'erne og 40'erne.

Loven blev revideret i 1938. Ved denne lejlighed oprettedes Statens Filmcentral, der stod for distribution af oplysende dokumentarfilm. Med dannelsen af et filmråd og en filmfond indførtes statslig støtte til kunstnerisk og kulturelt værdifulde film, hvilket dog i praksis fik meget begrænset betydning.

1940-1949

I besættelsestiden skifter de danske film karakter og bliver mørke samtidig med, at der kommer større fokus på det nationale. Dokumentarismen blomstrer op, og dokumentarfilm bliver almindelige som forfilm i biograferne. Efter krigen slår dansk film ind på en mere virkelighedsnær retning med fokus på hverdagens skæbner og samfundsmæssige problemer.

Film i mørket: Besættelsestidens filmkultur

Ved den tyske besættelse af Danmark i april 1940 blev dansk film underlagt besættelsesmagtens direktiver. Tyskerne kontrollerede helt selskabernes adgang til råfilm og bestemte over biografernes repertoire. Der blev nu vist flere tyske film i biograferne (på et tidspunkt skulle hver anden film på Københavns premierebiografer være en tysk film), men film fra de allierede lande blev dog først forbudt med udgangen af 1942.

De danske film, der blev produceret i perioden, kunne selvsagt ikke fremføre kritik mod besættelsesmagten, og filmene undgik næsten fuldstændig at referere til den aktuelle situation, men skiftede klart karakter. Kriminalitet og uhygge havde hidtil stort set været fraværende i dansk tonefilm (Præsten i Vejlby var en undtagelse). Men nu var det de mørke film, der slog igennem, blandt andet med Bodil Ipsen og Lau Lauritzen Juniors dystert psykologiske Afsporet (1942), produceret af selskabet Apollon-Film hos ASA, og gyseren Mordets Melodi (1944), der havde mindelser om fransk poetisk realisme og amerikansk film noir.

Dansk film fik i det hele taget en mere international orientering. Komediegenren bevægede sig væk fra den traditionelle folkekomedie og hen mod den sofistikerede amerikanske screwball comedy a la Lubitsch som det ses i Bodil Ipsens En Herre i Kjole og Hvidt (1942), men især hos Johan Jacobsen, der markerede sig som en af periodens hovedskikkelser med komedier som Mine kære Koner og Som du vil ha' mig -! (begge 1943). Hans elegante episodefilm Otte Akkorder (1944), om en grammofonplade der går fra hånd til hånd, hentede sin struktur i Julien Duviviers franske Et balkort (Un carnet de bal) og den amerikanske Seks skæbner (Tales of Manhattan).

Samtidig kom der dog også større fokus på det nationale. Svend Methlings klassikerfilmatisering Sommerglæder (1940), baseret på Herman Bangs roman, gav et både rørende og satirisk billede af et fordums provins-Danmark set via et mylder af personer; Emanuel Gregers' Sørensen og Rasmussen (1940) fortalte gemytligt om grevinde Danner og Frederik VII på herregårdsbesøg. Dertil kom Schnéevoigts biografiske Jeg har elsket og levet (1940), om komponisten Weyse fra 1800-tallets romantiske guldalder i dansk kultur, og Tordenskjold gaar i Land (1942) om søhelten fra 1700-tallet.

Dreyers Vredens Dag (1943), med dens skildring af tortur og hekseforfølgelse i 1600-tallet, kunne opfattes som en indirekte kommentar til nazismen, selv om det ikke var Dreyers hensigt. Til gengæld var der ingen tvivl om, at Hagen Hasselbalchs korte dokumentarfilm Kornet er i Fare!, der blev udsendt i april 1945 kort inden befrielsen, helt bevidst både var en regulær oplysningsfilm om bekæmpelse af kornsnudebiller og samtidig en vittig fabel med underforstået reference til den tyske besættelsesmagt.

Frihed og flugt: Dokumentarisme og eksperimentalfilm i 40'erne

Korte dokumentarfilm blev i besættelsestiden almindelige som forfilm i biograferne, hvor de i nogen grad kunne erstatte de upopulære tyske ugerevyer (en ordning som institutionen Ministeriernes Filmudvalg, 1944-66, fik etableret), og det betød især muligheder for unge instruktører.

Bjarne Henning-Jensens Brunkul (1941) og Papir (1942) og Ole Palsbos Spild er Penge (1942) var oplysende film efter britisk forbillede. Som hos producenten John Grierson, der bl.a. stod for den trendsættende Night Mail (1936), satsede også den danske dokumentarisme på at forene oplysning, poesi og æstetik, bl.a. i film som Karl Roos' Under Straatag og Lyre (1942), om Frilandsmuseet og bondelivet i gamle dage, Theodor Christensens Mennesker i et Hus (1943), om sociale problemer og institutionerne, der kan løse dem, og Hagen Hasselbalchs Shaped by Danish Hands (1948), om danske kunsthåndværkere.

Efter krigen kom Theodor Christensens kontroversielle hovedværk Det gælder din Frihed (1946), der med satirisk brod kritiserede regeringens samarbejdspolitik med besættelsesmagten. Også Dreyer lavede flere dokumentarfilm i perioden, bl.a. den socialt engagerede Mødrehjælpen (1942), hans første film efter en lang ufrivillig pause, samt Thorvaldsen (1949).

Det var også i denne periode, dansk eksperimentalfilm begyndte. Theodor Christensen og Karl Roos skrev manuskript til 1600-tals røverhistorien Jens Langkniv (1940), som forsøgte at give dansk film lidt avantgardistisk filmsprog, inspireret af russisk montage, men desværre helt uden held. Ellers var det ligesom i andre lande især billedkunstnere, der stod for eksperimenterede kortfilm. Dokumentaristen Jørgen Roos samarbejdede med billedkunstneren Albert Mertz om den korte Flugten (1942), en modernistisk studie på syv minutter, og lavede siden sprælske kortfilm med surrealisten Wilhelm Freddie, Det definitive afslag på anmodningen om et kys (1949) og Spiste horisonter (1950).

Hverdagen vender tilbage: Efterkrigsrealisme i dansk film

Danmark blev befriet i maj 1945, og allerede inden årets udgang kom der to spillefilm om modstandsbevægelse og sabotage, Bodil Ipsen og Lau Lauritzen Juniors De røde Enge og Johan Jacobsens Den usynlige Hær, der siden blev fulgt op af værnemagerdramaet Tre år efter (1948).

Hermed slog dansk film ind på en mere virkelighedsnær retning, en kritisk-humanistisk realisme med fokus på hverdagens skæbner ikke uden lighed med den samtidige italienske neorealisme, og der blev sat fokus på samfundsmæssige problemer. Ole Palsbo kom med skarp social og psykologisk analyse i Diskret Ophold (1946) og især Ta' hvad du vil ha' (1947) med dens skildring af en kynisk stræbers karriere. Bjarne Henning-Jensen kom med den smukke Ditte Menneskebarn (1946), baseret på Martin Andersen-Nexøs klassiske roman om en pigeskæbne fra et ældre landmiljø, og lavede sammen med hustruen Astrid både det intense psykologiske forbryderdrama Kristinus Bergman (1948) og komedien De pokkers Unger (1947), den første danske børnefilm. I samme genre fortsatte Astrid Henning-Jensen alene med den korte Palle alene i verden (1949, først vist i Danmark 1954), der står som en klassiker i børnefilmen.

Et hovedværk var Johan Jacobsens Soldaten og Jenny (1947), der med engageret realisme skildrede sociale uretfærdigheder gennem historien om to af hverdagens taberskæbner, spillet af de nye stjerner Poul Reichhardt og Bodil Kjer. Filmen var produceret af selskabet Saga Film, der blev oprettet i 1942 med John Olsen som leder. Selskabet stod også bag den film noir-agtige John og Irene (1949), hvor Bodil Kjer og Ebbe Rode var det omrejsende dansepar, som drages ind i forbrydelse og undergang.

Som en atypisk produktion fra tiden står den spillefilmlange tegnefilm Fyrtøjet (1946), første danske farvefilm, baseret på H.C. Andersens eventyr.

1950-1959

I 1950'erne vender folkekomedien tilbage med de populære Morten Korch-filmatiseringer og familiefilmene om Far til fire. En anden retning i 50'erne er problemorienterede film, særligt om ungdommen. Uden for tidens trends står Dreyers Ordet (1955).
 

Tilbage til folkekomedien: 50'ernes spillefilm

Den ny realisme i dansk film holdt dog brat op ved indgangen til det nye årti, som prægedes af en tilbagevenden til den eskapistiske, nationalt farvede hyggekultur, som havde været karakteristisk for 1930'ernes folkelige film. Efter krigens voldsomhed og traumer var der åbenbart behov for en tilbagevenden til de traditionelle danske værdier.

Det var symptomatisk, at Nordisk Film først fyrede ægteparret Astrid og Bjarne Henning-Jensen, derefter Ole Palsbo, der ragede uklar med selskabet under optagelserne til en ny film (og kort tid efter begik selvmord). Filmen, Vi arme syndere (1952), blev overtaget af selskabets nye mand, Erik Balling, som stod for en mere folkelig linje, som dog ikke lykkedes alt for godt for Nordisk Film i de følgende år.

Periodens største succes skyldtes producenten Henning Karmark, hvis medlemskab af det danske naziparti hurtigt var blevet glemt. Til sit selskab ASA Filmudlejning havde han erhvervet rettighederne til forfatteren Morten Korch, som andre selskaber havde afvist. Korchs folkelige romaner om det danske landmiljø, en slags dansk heimat-kitsch, var tidens mest læste, og de førte til dansk films største publikumssucceser nogensinde. De røde heste (1950), den første film ud af 13 i perioden 1950-67, solgte over 2,6 millioner billetter (til en befolkning på 4,5 millioner) og slog Poul Reichhardts stjerneposition fast.

Instruktør var Alice O'Fredericks, der utvivlsomt er filmhistoriens mest produktive og magtfulde kvindelige instruktør. Hun lavede også de populære familiefilm om Far til fire (otte film i perioden 1953-61), som bød på familiehygge fra forstædernes villakvarterer, produceret af selskabet ASA, etableret i 1936 (skal ikke forveksles med ASA Filmudlejning).

Andre karakteristiske film var Johan Jacobsens virtuose ægteskabskomedie Min kone er uskyldig (1950); Torben Anton Svendsens Mød mig på Cassiopeia (1951), en musical med Kai Normann Andersens fineste musik, hvor en muse (Bodil Kjer) fra Olympen besøger Jorden og trods Zeus' advarsler forelsker sig; Erik Ballings romantiske komedie Kispus og grønlandsdramaet Qivitoq (begge 1956), der var de første danske live action farvefilm; Gabriel Axels social- og hverdagsrealistiske Altid ballade (1955) samt komedien Guld og grønne skove (1958), der med venlig satire satte dansk provinsialisme op mod amerikansk business.

Tidens store komiske stjerne var Dirch Passer, der ofte udfoldede sin sprudlende og underfundige humor i makkerskab med Ove Sprogø (Det var på Rundetårn, 1955) eller Kjeld Petersen (Vi er alle sammen tossede, 1959).

Problemerne banker på: Andre retninger i 50'ernes film

Der var dog også problemorienterede film. Bodil Ipsens Café Paradis (1950) illustrerede effektfuldt alkoholismens farer. Men lige som i amerikansk film var det især ungdommen og dens problematiske levevis, der blev skildret. Film som Farlig ungdom (1953), Ung leg (1956) og Bundfald (1957), om trækkerdrenge, var både advarende og pirrende.

Uden for tidens trends stod først og fremmest Dreyers monumentale comeback med Ordet (1955), der blev hans største succes hos det danske publikum, men også Johan Jacobsens koldkrigsdrama Blændværk (1955), en af de få film der tangerer politiske emner, samt hans intense drama om besættelsens traumer, En fremmed banker på (1959), der vakte opsigt med den første samlejeskildring i en dansk film.

Meninger i tiden: Dokumentarfilmen i 50'erne

I dokumentarfilmen markerede Jørgen Roos sig med den indignerede Slum (1952), Den strømlinede gris (1952), om dansk svineavl, og H.C. Andersen-portrættet Mit livs eventyr (1955). Bjarne Henning-Jensen lavede grønlandsfilmen Hvor bjergene sejler (1955), som blev nomineret til en Oscar i kategorien 'Documentary (feature)', og Børge Høst portrætterede Poul Henningsen i Meninger i tiden (1955). Theodor Christensens Bare en pige (1959) var en debatfilm om ligestilling og forskelsbehandling.

Dyre drømme: Amerikansk filmblokade

De amerikanske film vendte tilbage til danske biografer efter befrielsen og opnåede straks den dominerende stilling, de havde haft før. I midten af 50'erne kom der imidlertid en kurre på tråden i det hjertelige forhold mellem danskerne og amerikansk film.

De store amerikanske selskaber, repræsenteret i sammenslutningen MPEA, var utilfredse med den lave procentsats, som biograferne betalte til selskaberne. Det skyldtes imidlertid statens utilbøjelighed til at ofre udenlandsk valuta på filmindkøb. Som modtræk holdt de amerikanske selskaber de store film væk fra det danske marked – hvilket førte til, at Scarlett-færgerne blev etableret i 1954 med det formål at bringe københavnere til Landskrona for at se Gone With the Wind (1939, Borte med blæsten). Og fra oktober 1955 til juli 1957 lavede MPEA en regulær blokade mod danske biografer, der først fra 1958 igen fik de store amerikanske film. Borte med blæsten fik dansk premiere i 1958.

1960-1969

Tv's hastige udbredelse i de danske hjem truer biografernes billetsalg. I erkendelse af nødvendigheden af økonomisk støtte til en trængt dansk filmbranche, vedtages Filmloven af 1964 med statslig støtte til filmkunsten. Nybrud i den europæiske filmkunst rammer dansk film og sætter gang i den danske nybølge. I forlængelse af 1960'ernes generelle frigørelsestendenser bliver pornografien frigivet og voksencensur af film afskaffet.

Truslen fra tv, verdens bedste filmlov

Billetsalget til biograferne havde nået et højdepunkt med 60 millioner solgte billetter i 1954. Men det var også det år, hvor dansk tv (med statsmonopolet Statsradiofonien, fra 1959: Danmarks Radio) efter tre års prøveperiode begyndte regelmæssige udsendelser. Tv's hastige udbredelse i danske hjem gik hårdt ud over biografernes billetsalg. I 1960 var man nede på 44 millioner billetter og i 1970 på 20 millioner. Dansk film bevarede dog forholdsmæssigt sin popularitet med 25-30% af billetsalget, mens amerikanske film havde 55-60%.

Hidtil havde det kulturelle establishment generelt betragtet filmmediet som folkelig underholdning uden større kulturel værdi. Nu, hvor den var trængt af et nyt, folkeligt underholdningsmedie, vandt filmen respekt. Den dramatiske nedgang i omsætningen svækkede filmbranchen og førte til erkendelse af, at statslig støtte var nødvendig, især hvis den kunstneriske film skulle overleve.

Det harmonerede med 1960'ernes nye kulturpolitiske orientering, hvor staten i stigende grad blev en aktør i kulturen. Kulturministeriet blev etableret i 1961, i 1964 kom Statens Kunstfond og samme år kom den ny filmlov (ikrafttræden 1965), der fik ry som "verdens bedste filmlov". Statens indtægter fra billetafgifter blev nu samlet i Filmfonden (med Erik Hauerslev som leder under Kulturministeriet), der gav pengene tilbage til filmbranchen, blandt andet som kvalitetsbidrag, altså en slags kunststøtte.

Den statslige anerkendelse af filmen som kulturelt værdifuld markerede sig også med oprettelsen af Den Danske Filmskole (1966), som i løbet af 70'erne blev en væsentlig faktor i den nye danske film, samt indførelsen af film som fag ved Københavns Universitet (1967). Desuden blev Det Danske Filmmuseum (nu: Museum & Cinematek), der var begyndt 1941 under ledelse af Ove Brusendorff, nu opgraderet som en del af Filmhuset på Christianshavn med egen biograf og daglige forevisninger.

Europæiske signaler: 60'ernes danske nybølge

I den europæiske filmkunst var 1960'erne generelt præget af friske signaler og nybrud, især med den italienske modernisme (Antonioni, Fellini) og den såkaldte franske nybølge (Truffaut, Godard, Chabrol, Resnais).

De nye orienteringer ramte også dansk film. Det begyndte med Bent Christensens elskværdige Harry og kammertjeneren (1961), et vellykket forsøg på at modernisere den danske folkekomedie, skrevet af Leif Panduro, der siden også blev det centrale navn i dansk tv-dramatik. Ellers var det især instruktøren Palle Kjærulff-Schmidt og forfatteren Klaus Rifbjerg, der sammen markerede en fornyelse, hvor filmen bevægede sig væk fra dansk films konventioner og i stedet orienterede sig mod en ny, tidssvarende filmkunst. Gennembrudsværket var Weekend (1962), produceret af Bent Christensen. Med sit beske generationsportræt af de 30-årige med fokus på familielivets og parforholdets trummerum og desillusion slog filmen en helt ny tone an i dansk film. Herefter fulgte blandt andet den følsomme periodeskildring Der var engang en krig (1966), om drengeliv og opvækst under den tyske besættelse, en moderne klassiker i dansk film.

Christensen og Panduro fortsatte med den sorthumoristiske Naboerne (1966), en satirisk allegori om våbenkapløbet illustreret som en eskalerende nabofejde i et sommerhusområde.

Henning Carlsen, der havde vakt opsigt med den engelsksprogede Nadine Gordimer-filmatisering Dilemma (1962), optaget i hemmelighed i Sydafrika, skabte et af periodens hovedværker med den skandinaviske koproduktion Sult (1966), der med den svenske Per Oscarsson i en formidabel hovedrollepræstation omsatte Knut Hamsuns debutroman til en kompleks, modernistisk skildring af en ung forfatter på randen af et sammenbrud. Markant var også ægteparret Sven og Lene Grønlykkes Balladen om Carl-Henning (1969), der fortalte en skæbnefortælling fra det sønderjyske marskland.

En mere konservativ filmkunst kom fra Knud Leif Thomsen med den satiriske Selvmordsskolen (1964) og den fintmærkende filmatisering Midt i en jazztid (1969), efter Knud Sønderbys klassiske roman. Og helt uden for tidens strømninger stod igen Dreyer med sit sidste værk, det desillusionerede kærlighedsmelodrama Gertrud (1964).

Tidens stil: Dokumentarfilm og avantgarde i 60'erne

I dokumentarfilmen havde Henning Carlsens trilogi om danskerne, De gamle (1961), Familiebilleder (1964) og Ung (1965), mindelser om den franske cinéma vérité-bevægelse. Theodor Christensen fortsatte kønsrolledebatten med den præ-feministiske Dit navn er kvinde (1961). Markante var også Børge Høsts En ny virkelighed (1963), om atomforskning, Jørgen Roos' Knud Rasmussen-portræt Knud (1966), den første af en række grønlandsfilm, og nevøen Ole Roos' portrætfilm om den franske skuespiller Michel Simon (1964). Desuden Claus Ørsted og Lars Brydsens Kongens Enghave (1967), der i poetisk overrumplende billedstil gav en socialt engageret skildring af en taberskæbne på lossepladsen.

Den tidsånd af ungdomsoprør, protestbevægelser og alternative kunstneriske udtryk, der internationalt prægede perioden, satte sig kun svage spor i periodens danske film. Jørgen Leth kom dog med den korte avantgardefilm Det perfekte menneske (1967), der med ironisk naivitet undersøgte, hvad mennesket er for en størrelse, og siden blev udgangspunkt for De fem benspænd (2003 – sammen med Lars von Trier). Han var også central i kunstnerbevægelsen ABCinema (1968-70), der stod bag den kortvarige besættelse af Filmskolen i 1969, en demonstration mod den kommercielle filmbranches indflydelse på skolen.

I animationsfilmen var Bent Barfod, Jannik Hastrup og Flemming Quist Møller centrale navne.

Filmserier og fortidsøgle: Folkelige film i 60'erne

Trods nybølge, avantgarde og nye tiltag kørte den konventionelle folkekomedie videre i sit traditionelle spor, blandt andet med Baronessen fra benzintanken (1960), hvor det jævne Danmark mødes med aristokratiet i Ghita Nørbys charmerende skikkelse. Dertil en række populære serier som Soldaterkammerater (1958-68), Poeten og Lillemor (1959-61), Støv på hjernen (1959-63) og Min søsters børn-filmene (1966-71).

Et atypisk forsøg på at indføre action i amerikansk stil var selskabet Sagas science fiction-agtige Reptilicus (1961), hvor en fortidsøgle hærger København. Filmen, der var instrueret af Poul Bang efter manuskript af dansk-amerikaneren Ib Melchior, har ikke helt ufortjent fået kultagtig status som det værste bras, der nogensinde er lavet i dansk film.

Tidsånden sejrer: Voksencensurens afskaffelse

Filmcensur havde været en institution i Danmark siden 1907; Statens Filmcensur blev oprettet 1913, fortsatte med Biografloven af 1922 og blev yderligere skærpet med Biografloven af 1933, hvor især kriminalitet og erotik skulle holdes under kontrol.

1960'ernes generelle frigørelsestendenser omfattede ikke mindst seksualiteten, der pressede på i film som Sytten (1965), Jeg – en kvinde (1965) og Knud Leif Thomsens Gift (1966). I erkendelse af tidsånden – såvel som det forretningsmæssige potentiale – blev forbuddet mod pornografi afskaffet, først for tekstlig pornografi (i 1967 via den socialdemokratiske regering), så for billedpornografi (i 1969, via en konservativ justitsminister).

Dermed blev også voksencensur af film opgivet (1969), idet censurinstitutionen nu kun skulle vurdere, hvilke film der kunne tillades for børn (siden 1960 havde der været to grænser: forbudt for børn under 16 år og forbudt for børn under 12 år). I 1997 blev filmcensur helt afskaffet i Danmark.

1970-1979

Med Filmloven af 1972 etableres Det Danske Filminstitut. Organiseringen af den statslige filmstøtte finder sine faste rammer først og fremmest gennem den nye konsulentordning, hvis politiske uafhængighed og integritet fra begyndelsen kommer under pres med Thorsen-skandalen. Ungdomsfilmen får sin storhedstid i 70'erne og folkekomedien får en ny opblomstring bl.a. i form af kup-filmene om Olsen-banden. Pornografiens nylige frigivelse fører til produktion af 'erotiske folkekomedier' – de såkaldte sengekantfilm og stjernetegnfilm.

Det Danske Filminstitut

Med Filmloven af 1972 blev Filmfonden omskabt til Det Danske Filminstitut (stadig under Kulturministeriet), og hermed fandt organiseringen af den statslige filmstøtte sine faste rammer. Film kom for første gang direkte på finansloven. Det skete først og fremmest gennem den såkaldte konsulentordning, hvor indstilling til statsstøtte blev besluttet af konsulenter, der var ansat for to til tre år. I de første år var der to konsulenter for voksenfilm, siden 1976 også en konsulent for børne- og ungdomsfilm, siden 1988 en konsulent for kort- og dokumentarfilm og siden 1989 en konsulent for børnekort- og dokumentarfilm. Den nye filmlov ophævede også bevillingssystemet, hvorved den skrantende biografbranche blev et frit marked.

Filmloven og den statslige støtte til dansk film kom som en redningsaktion, men kunne også opfattes som et statsligt indgreb i den frie kunst, hvorfor det blev af betydning, at Filminstituttet ud fra det såkaldte armslængdeprincip kunne arbejde uafhængigt af den politiske magt.

Kulturelle provokationer: Thorsen-sagen og avantgarden

Den nye konsulentordning fik dog fra begyndelsen problemer netop med sin uafhængighed og integritet. Jens Jørgen Thorsen, kendt som maler, happeningkunstner og instruktør af Henry Miller-filmatiseringen Stille dage i Clichy (1970), annoncerede, at han ville lave en Jesusfilm, The Many Faces of Jesus Christ, hvor frelseren skulle fremstilles som en politisk og erotisk aktivist.

Manuskriptet blev i 1973 indstillet til støtte af konsulent Gert Fredholm, men sagen vakte så stor furore – også i udlandet, hvor selveste Paven protesterede – at Filminstituttet bremsede projektet. Det blev genindstillet i 1975, denne gang af konsulent Stig Björkman, men blev nu standset direkte af kulturminister Niels Matthiasen, der henviste til, at værket kunne mistænkes for at blive blasfemisk samt være i strid med evangelisternes ophavsret (!). Uanset den kunstneriske ytringsfrihed var man ikke indforstået med, at kristendommen blev hånet og latterliggjort. Men den ministerielle beslutning blev dømt ulovlig – i 1989.

Thorsen havde rødder i periodens provokerende, alternative kultur, som også forinden havde markeret sig med kontroversielle værker. Fra kunstnerbevægelsen ABCinema kom den statsstøttede kollektivfilm Frændeløs (1970) med bidrag fra blandt andre Per Kirkeby, Jørgen Leth, Ole John samt Bjørn Nørgaard med den berømte scene, hvor Lene Adler Petersen som en nøgen, kvindelig Kristus bærer korset gennem Børsen. Et initiativ til demokratisering af adgangen til mediet kom med Filmværkstedet, grundlagt 1970 (som Workshoppen, siden Det Danske Filmværksted), der ydede støtte til film, først og fremmest dokumentar- og eksperimentalfilm, der ikke kunne gennemføres inden for den normale produktion. Det var mest samfundskritiske og politiske kortfilm, bl.a. den feministiske Tornerose var et vakkert barn (1971) af Jytte Rex og Kirsten Justesen.

Realisme, debat og kulturarv: Spillefilm i 70'erne

En ny realisme markerer sig i 1970'ernes danske film. Franz Ernsts Ang.: Lone (1970) fortalte i semi-dokumentarisk stil om en ung pige, der stikker af fra både det borgerlige og det alternative samfund. Virkelighedsskildringen var også central i Hans Kristensens film om den utilpassede og småkriminelle Per (Ole Ernst), bl.a. Flugten (1973) og Per (1975), Henning Carlsens Man sku' være noget ved musikken (1972), der – med manuskript af Benny Andersen – fokuserede på nattelivets melankolske skæbner, samt Astrid Henning-Jensens Vinterbørn (1978) efter Dea Trier Mørchs succesroman om kvinder på en fødeafdeling.

Realismen slår også igennem i krimigenren, der hidtil har været forholdsvis sjælden i dansk film. Esben Høilund-Carlsens Nitten røde roser (1974) er den første moderne krimi med blod, action og amerikansk indflydelse. Anders Refn fortsætter i samme stil med politifilmen Strømer (1976), begge produceret af Erik Crone.

Der er også film, som går ind i den politiske og kønspolitiske debat som Christian Braad Thomsens Kære Irene (1971), Peter Refns Violer er blå (1975) og især Mette Knudsen, Elisabeth Rygård og Li Vilstrups Ta' det som en mand, frue (1975), der i sin veloplagte drømmesekvens bytter om på kønsstereotyperne og viser en hjemmegående, underkuet mand og en brovtende, udearbejdende kone. En intellektualistisk debat markeres hos Henrik Stangerup, der ved siden af sit forfatterskab også udfoldede sig som filminstruktør med Giv Gud en chance om søndagen (1970), om en præst i religiøs og ægteskabelig krise, psykiatri-filmen Farlige kys (1972) og den dristige, men mislykkede Jorden er flad (1977, på portugisisk: A terra é plana), der omplantede Holbergs Erasmus Montanus til brasiliansk 1700-tal.

Den litterære arv blev desuden forvaltet i Knud Leif Thomsens Løgneren (1970), efter Martin A. Hansens roman, Claus Ørsteds Præsten i Vejlby (1972), efter Blicher, Ole Roos' Hærværk (1977, med manuskript af Klaus Rifbjerg) efter Tom Kristensens modernistiske alkoholikerroman, Anders Refn i Slægten (1978) efter Gustav Wied samt Gert Fredholms succesrige Den forsvundne fuldmægtig (1971), der opdaterer Hans Scherfigs satire over det borgerlige samfund til nutiden.

Lidt uden for de øvrige trends står Edward Fleming med bl.a. debutkomedien – og så er der bal bagefter (1970), om skuespillere på provinsturné, besættelsestidsmelodramaet Den korte sommer (1976) og transvestit- og bøssekomedien Lille spejl (1978).

På børnenes side: Ungdomsfilmens storhedstid

En særlig genre, der bryder igennem og nu får sin egen storhedstid i perioden, er ungdomsfilmen. Hvor 50'ernes film om de unge tog moraliserende afstand til den amoralske og ansvarsløse ungdom, så var 70'ernes ungdomsfilm loyale mod de følsomme og marginaliserede unge, der stod tøvende og rådvilde over for voksenlivets udfordringer.

Det begyndte med Lasse Nielsens La' os være (1975, medinstruktør Ernst Johansen), Morten Arnfreds Mig og Charly (1975, medinstruktør Henning Kristiansen) og Søren Kragh-Jacobsens Vil du se min smukke navle? (1978), alle produceret af Steen Herdel, fulgt af Morten Arnfreds eksemplariske Johnny Larsen (1979), der også udmærkede sig ved fotografen Dirk Brüels atmosfæreladede billeder. Også Bille Augusts debutfilm, Honning Måne (1978), om to unge menneskers skrøbelige tilværelse, har samme følsomhed over for sårbar ungdom. Hermed blev ungdomsfilmen et ikonisk brand for dansk film.

Det er også i barndoms- og ungdomsuniverset, at et usædvanligt dansk auteur-værk tager sin begyndelse. Den selvlærte Nils Malmros' Lars Ole, 5c (1973) og Drenge (1977) kan dog også ses som voksenfilm, hvor instruktøren med eminent indlevelse og bevægende erindringskunst fra den århusianske hjemstavn rekonstruerer opvækstens håb og smerte.

Ungdomsfilmen bliver udnyttet mere kommercielt med film som Edward Flemings Rend mig i traditionerne (1979) efter Leif Panduros nyklassiske gennembrudsroman.

I animationsfilmen kom Jannik Hastrup og Flemming Quist Møller med Bennys badekar (1971), hvor en dreng finder tilflugt fra livet i det trøstesløse betonbyggeri ved at drage på opdagelse i fantasien. Den blev det afgørende gennembrud for en samfundssatirisk tegnefilmfilmstil, der markerer en demonstrativ afstand til den klassiske, mere sødladne Disney-stil.

Livet i Danmark: 70'ernes dokumentarfilm

Statens Filmcentral, stiftet i 1938 til distribution af dokumentarfilm, kom med 1972-loven under Filminstituttet og blev landets centrale producent af dokumentarfilm.

Blandt periodens vigtigste dokumentarister er Jon Bang Carlsen med portrætterne Jenny (1977) og En rig mand (1979), Frantz Ernst med Livet er en drøm (1972), om sindslidende, Christian Braad Thomsen med hjemstavnskildringen Herfra min verden går (1976), Jørgen Vestergaard med Dengang jeg drog af sted (1971), om de værnepligtige, og Den store dag (1975), om konfirmation. Claus Ørsted og Lars Brydesen tog danmarksfilmen op med Danske billeder (1970, manuskript af Klaus Rifbjerg). Jørgen Leth fortsatte i samme genre med hovedværket Livet i Danmark (1971), der skildrer nationen i form af en slags antropologisk katalog. Han vakte også opmærksomhed med cykelsportfilmene Stjernerne og vandbærerne (1973) og En forårsdag i helvede (1976).

Politisk dokumentarisme er repræsenteret med Nils Vests Et undertrykt folk har altid ret (1976), om det palæstinensiske problem, og Jørgen Flindt Pedersen og Erik Stephensens Din nabos søn (1981), om det græske juntastyres bødler.

Seksuel folkekomedie: Sengekantfilm og stjernetegnfilm

Fjernelsen af forbud imod billedpornografi i 1969 førte straks til produktion af mere eller mindre eksplicit erotiske film, hvilket for en kort stund skabte verdenssensation omkring dansk film.

Det gamle, hæderkronede Palladium kom op gennem årtiet med otte såkaldte sengekantfilm, en slags erotiske (og meget lidt pornografiske) folkekomedier, der begyndte med John Hilbards Mazurka på sengekanten (1970). En konkurrerende serie var de såkaldte stjernetegnsfilm (de fleste instrueret af Werner Hedman for selskaberne Con Amore og Happy Film), begyndende med I Jomfruens tegn (1973); det var film af lignende tilsnit men med eksplicit erotik og hardcore-pornografiske indslag. I begge serier var Ole Søltoft hovedskuespiller, typisk som genert uskyld, fristet af bl.a. Annie Birgit Garde og Birte Tove, og der var både folkekære skuespillere og diverse anonyme sexaktører på rollelisten.

De erotiske film, der også omfattede Ole Eges Bordellet (1972) og fik opbakning fra Gabriel Axel med film som Amour (1970) og Med kærlig hilsen (1971), blev en god eksportvare og er blevet stående som tidstypisk national kitsch, hvor den ny seksuelle frimodighed mødte den konventionelle danske folkekomedie.

Olsen-banden: Folkekomediens sidste kup

Folkekomedie (uden erotisk dagsorden) fik, efter nedgang i 60'erne, ny opblomstring i 70'erne først og fremmest med Nordisk Films og Erik Ballings muntre kupfilm om Olsen-banden, der havde Henning Bahs som uundværlig medforfatter, scenograf og special effect-mand. Det var begyndt med Olsen-banden (1968) og Olsen-banden på spanden (1969) uden den helt store succes, men med Olsen-banden i Jylland (1971) fandt konceptet sin helt rigtige form, og op gennem 70'erne var serien (med i alt 13 film 1968-81) befolkningens mest populære filmfornøjelse.

Den geniale, men altid uheldige bandeleder Egon (Ove Sprogøe) og hans to håbløse hjælpere, den vattede Kjeld (Poul Bundgaard) og den fjogede Benny (Morten Grunwald), sammenfattede i danskernes øjne nogle typiske, nationale egenskaber, men fik samtidig kultisk dyrkelse i bl.a. DDR.

Balling og Nordisk Film gik også ind i tv-produktion med Danmarks Radio og lavede komedieserien Huset på Christianshavn (1970-77) og den enestående populære føljeton Matador (1978-82 med hovedkoncept af Lise Nørgaard), der med sin skildring af livet hos høj og lav i en dansk provinsby 1929-47 blev et kulturelt samlingspunkt for nationen.

1980-1989

I 1980'erne vinder to danske film en Oscar for bedste udenlandske film. En humanistisk realisme præger tidens film, som skildrer hverdagsmennesket, forankret i en genkendelig dansk virkelighed. Nils Malmros markerer sig inden for den realistiske ungdomsfilm, mens Lars von Trier skaber et gennembrud for avantgarden i dansk film. Filmloven revideres igen i 1989, og 50/50-ordningen til stimulering af populærfilmen etableres.

Filmlovene af 1982 og 1989

I 1980'erne lykkedes det to gange for dansk film at vinde en Oscar i Hollywood (som bedste udenlandske film), hvilket aldrig før var sket. Men samtidig var det en kritisk periode, hvor produktionen faldt faretruende. I 1982 blev der kun udsendt syv danske spillefilm, der tilsammen solgte under en million billetter.

I erkendelse af at det især var de danske film, der kunne holde liv i biograferne, blev der med Filmloven af 1982 tilført markant flere midler til filmstøtte. Desuden indførtes en klausul om, at mindst 25% af støttemidlerne skulle bruges på børne- og ungdomsfilm.

I 70'ernes film havde der været to hovedspor i dansk film. Der var den kunstneriske film, der i reglen var statsstøttet, og der var den populære film, der i reglen var privat finansieret. I løbet af 80'erne viste det sig imidlertid, at hele den danske film var afhængig af statslig støtte i større eller mindre grad. Med en forholdsvis kostbar produktionsproces og en lille nations meget begrænsede befolkningsunderlag kunne kun den meget succesrige film overleve på privat initiativ.

Filmloven blev revideret igen i 1989. Til yderligere stimulering af populærfilmen etableredes nu den såkaldte 50/50-ordning (senere: 60/40-ordning), der støttede danske filmprojekter "som må antages at have en rimelig mulighed for at tiltrække et større publikum" med 50% finansiering (dog højest 3,5 millioner), hvis der var privat kapital bag de andre 50%. Typisk afsattes 25% af årets støttemidler til formålet. Hermed ændrede filmstøtten sig definitivt fra en kunststøtte til en kulturstøtte.

Folkelighed, realisme og filmatisering: Statslig filmkunst i 80'erne

Inden for populærfilmen var komedierne om Walter og Carlo tidstypiske succeser, begyndende med Per Holsts Walter og Carlo – op på fars hat (1985), der selvironisk legede med genren og konventionerne. Men den folkelige film, der havde nået et højdepunkt med Olsen-banden serien, havde svært ved at finde fornyelse. Balling kom selv med en sidste film, den succesrige komedie Midt om natten (1984) med Kim Larsen og Erik Clausen, hvor ungdomsoprør og slumstormere blev til folkekomedie med sange.

Ellers var det netop Erik Clausen, der kom med folkelig gennemslagskraft både som selvlært instruktør og skuespiller i film som Cirkus Casablanca (1981) og Rocking Silver (1983), der muntert engagerede sig på arbejdernes og gøglernes side. Han afprøvede også de mere dystre temaer med den visuelt eksperimenterende Manden i månen (1986), om en hustrumorder der kommer ud fra fængslet, og var med Rami og Julie (1988), om dansk-palæstinensisk kærlighed, den første til at bringe det multietniske Danmark ind i mainstreamfilmen.

I den realistiske tradition var der kønsrollesatire med Helle Ryslinges Flamberede hjerter (1986) og Christian Braad Thomsens Koks i kulissen (1983), mens Esben Høilund-Carlsens Slingrevalsen (1981) udstillede mellemgenerationens rundtur i kærlighedskarrusellen. En mere traditionel humanistisk realisme præger Kaspar Rostrups Oscar-nominerede Dansen med Regitze (1989), der hylder et almindeligt kvindeliv.

Den kultiverede filmatisering, 'kulturarvsfilm', der bl.a. havde markeret sig med Kaspar Rostrups Jeppe på bjerget (1981) efter Holbergs klassiske skuespil, fik en ny storhedstid. Først med Gabriel Axels konventionelt litteraturformidlende Oscar-vinder Babettes gæstebud (1987), efter Karen Blixens fortælling, hvor den franske mesterkok demonstrerer sin kulinariske kunst for den nøjsomme lokalbefolkning. Dernæst med Bille Augusts mesterlige Martin Andersen Nexø-filmatisering Pelle Erobreren (1987), der både vandt Oscar og Guldpalmen i Cannes.

Humanistisk fortællekunst: Børne- og ungdomsfilm i 80’erne

Filmlovens nye positive særbehandling stimulerede yderligere den børne- og ungdomsfilm, der var brudt igennem i midt-70'erne.

Bille August foldede sig ud i samarbejdet med forfatteren Bjarne Reuter i de træfsikre barndoms- og ungdomsskildringer Zappa (1983), Busters verden(1984) og Tro, håb og kærlighed (1984), og hans humanistiske fortællekunst og lydhøre skildring af ensomhed og svigt nåede et bevægende højdepunkt med Pelle Erobreren (1987), hvor han skabte en af dansk films store bedrifter. Producer var Per Holst, der stod for en række af periodens centrale film.

Nils Malmros fortsatte sin magiske erindringskunst med 'Kundskabens Træ' (1981, filmet af Jan Weincke), en moderne klassiker i dansk film om mobning, svigt og skuffet kærlighed, fulgt af 'Skønheden og udyret' (1983), om en teenagepige og hendes jaloux far, og den selvironiske 'Århus by night' (1989), om en ung århusiansk filminstruktørs erfaringer med et københavnsk filmhold.

Opvækst var også temaet i Linda Wendels 'Ballerup Boulevard' (1986) og 'Lykken er en underlig fisk' (1989), Astrid Henning-Jensens 'Barndommens gade' (1986), efter Tove Ditlevsen, Hans-Henrik Jørgensens 'Historien om Kim Skov' (1981), Søren Kragh-Jacobsens 'Isfugle' (1983) og Jon Bang Carlsens symbolsk ladede 'Ofelia kommer til byen' (1985).

Børnefilm havde medgang først og fremmest med Søren Kragh-Jacobsens 'Gummi-Tarzan' (1981), baseret på periodens vigtigste børnebogsforfatter, den muntert fabulerende Ole Lund Kirkegaard; desuden Kragh-Jacobsens 'Skyggen af Emma' (1988) fra 30'ernes København, og Erik Clausens 'Tarzan Mama Mia' (1988, også: Mig og Mama Mia). Dertil kom tegnefilm som Jannik Hastrups økologiske hval-eventyr 'Samson og Sally' (1984), der var den første lange tegnefilm siden 'Fyrtøjet', Anders Sørensens korte 'Eventyret om den vidunderlige kartoffel' (1985) samt Peter Madsens populærmytologiske 'Valhalla' (1986), der havde veteranen Børge Ring som supervisor. Han vandt en Oscar for den korte, hollandsk producerede animationsfilm 'Anna & Bella' (1984).

Da Warhol spiste en burger: Dokumentar i 80’erne

I dokumentarfilmen kom Jon Bang Carlsens amerikanske skæbneportrætter 'Hotel of the Stars' (1981) og 'Fugl Fønix' (1984), Maj Wechselmanns kontroversielle 'Ingen Hamlet på Kronborg i år' (1986), om besættelsestiden, og Anne Wivels 'Ansigt til ansigt' (1987), om pastoralseminariet i København. Desuden Katia Forbert Petersens 'Mit søde barn' (1987), om mødre i den tredje verden, Lars Johanssons 'Anholt – stedet, rejsen' (1988) og Lars Brydesens 'Dråben i havet' (1985), om havforurening. Socialt og humanistisk engageret var Dola Bonfils' 'Politiet i virkeligheden' (1986) og 'Med døden inde på livet' (1989), om hospitalslivet og døden og Lars Engels' tv-producerede 'Pigerne på Halmtorvet' (1992) og 'Piger i Vestre Fængsel' (1992).

Jørgen Leths væsentligste værker i perioden var '66 scener fra Amerika' (1981), hvor Andy Warhol mindeværdigt spiser en burger i én lang optagelse, og den reflekterende rejsefilm 'Notater om kærligheden' (1989), en hybrid mellem dokumentarisme og eksperimentalfilm.

Lidelse i allegorisk univers: Avantgardens gennembrud

Den eksperimentelle film blev dyrket af Leth, men også af Jytte Rex, der med billedkunstnerisk fantasi skabte visuelle myter som 'Belladonna' (1981) og 'Isolde' (1989). I den eksperimentelle video art var Niels Lomholt og Ane Mette Ruge fremtrædende.

Avantgardens uventede gennembrud i den nye danske film kom imidlertid med Lars von Trier. Efter den originale afgangsfilm fra Filmskolen, 'Befrielsesbilleder' (1982), om en tysk soldats martyrium, debuterede han med den engelsksprogede 'The Element of Crime' (1984, Forbrydelsens element), der sammen med den eksperimentelle lowbudget-film 'Epidemic' (1987) og det stort anlagte melodrama 'Europa' (1991) udgør den såkaldte Europa-trilogi, en mareridtsagtig undergangsvision af Europa i fremtid, nutid og fortid.

Trier, der fra begyndelsen fik international bevågenhed, skabte med inspiration fra Dreyer, Bergman og Tarkovskij en særegen hypnotisk billedstil af postmodernistisk tilsnit. Hans mangetydige fortællinger kredser om idealistens undergang i en dæmonisk verden og om lidelse i et allegorisk univers.

1990-1999

Effekten af 50/50-ordningen bliver synlig med 1990'ernes populistiske komedier. I midt-90'erne oplever dansk film et generationsskifte med en ny nybølge af debuterende instruktører og skuespillere. Lars von Trier får sit internationale gennembrud og dogmefilmene skaber international opmærksomhed omkring dansk film. Zentropa, selskabet bag dogmefilmene, etablerer sig med flere mindre selskaber i Filmbyen. Med Filmloven af 1997 omorganiseres Det Danske Filminstitut og filmcensuren afskaffes.

Folkelighed og mainstream: 90'ernes spillefilm

I 1990'erne blev Filminstituttets nye 50/50-ordning synlig med en række populistiske komedier. Det var først og fremmest producenten Regner Grasten, der udnyttede ordningen, især med de populære familiefilm om 'Krummerne' (den første kom i 1991). Her blev stilen fra 1950'er- og 1960'er-familieserier som 'Far til fire' og 'Min søsters børn' genoplivet med stor kommerciel succes. Mere tidssvarende var ungdomskomedien 'Kærlighed ved første hik' (1999), der blev begyndelsen på den succesfulde serie om 'Anja og Viktor'. Grasten stod også bag mere ambitiøse projekter som Peter Schrøders vellykkede 'Det forsømte forår' (1991), efter Hans Scherfigs skoleroman, og 'Kun en pige' (1995) efter Lise Nørgaards erindringsbøger.

Der var fokus på ungdom og opvækst i regulære ungdomsfilm som Birger Larsens 'Lad isbjørnene danse' (1990) og Eddie Thomas Petersens 'Springflod' (1990) og i mere alment rettede film som Søren Kragh-Jacobsens 'Drengene fra Sankt Petri' (1991), om unge i modstandskamp mod den tyske besættelse og Malmros' komplekse portræt af en ung kvindes psykiske deroute, 'Kærlighedens smerte' (1992).

Ungdomstemaet var også centralt i Ole Bornedals horrorfilm 'Nattevagten' (1994), filmet af Dan Laustsen. Filmen markerede et påfaldende brud med de danske traditioners nænsomme fortællekunst og bød i stedet på håndfast underholdning, som var sporet ind på Hollywood'sk dramaturgi og genrebevidsthed. Til gengæld fokuserede Erik Clausens 'De frigjorte' (1993), om arbejdsløshedens ødelæggende indvirkning på selvværdet, på hverdagsdanmark.

Blandt de nye instruktører, der markerede sig tidligt i perioden, var Lone Scherfig med den bittersøde komedie 'Kajs fødselsdag' (1990) og Susanne Bier med det svensk-jødiske familiedrama 'Freud flyttar hemifrån' (1991, Freud flytter hjemmefra). Begge slog siden stort igennem. Først Bier med den romantiske komedie 'Den eneste ene' (1999), som med 843.284 solgte billetter er nyere dansk films største publikumssucces, derefter Scherfig med dogmefilmen 'Italiensk for begyndere' (2000), også en romantisk komedie, der blev set af ca. 820.000.

Desuden skal nævnes instruktørparret Michael Wikke og Steen Rasmussen med den underfundigt poetiske 'Russian Pizza Blues' (1992) og Morten Henriksen med de smukt realiserede filmatiseringer 'De nøgne træer' (1991), efter Tage Skou-Hansen, og 'Magnetisørens femte vinter' (1999), efter Per Olov Enquist.

I børnefilmen bød Peter Flinths middelalderdrama 'Ørnens øje' (1997) på flot historisk eventyrlighed. Blandt tegnefilmene var Jannik Hastrups 'Fuglekrigen i kanøfleskoven' (1990, manuskript af Bent Haller), en fabel om tyranni og solidaritet, og Quist Møller og Stefan Fjeldmarks mere Disney-agtige 'Jungledyret' (1993), produceret af selskabet A.Film. Jørgen Vestergaards 'Snøvsen' (1992), efter Benny Andersens børnebøger, kombinerede 'live action' og dukkefilm.

Internationale gennembrud: Bille August og Lars von Trier

 

Bille Augusts Oscar-gennembrud førte ham bort fra dansk film. I første omgang instruerede han med overvældende psykologisk intensitet den svenske 'Den goda viljan' (1992, Den gode vilje, også tv-miniserie) efter Ingmar Bergmans manuskript om forældrene og vandt endnu en Guldpalme. Derefter kom internationale, men konventionelle bestsellerfilmatiseringer som 'The House of the Spirits' (1993, Åndernes hus), efter Isabel Allende, og 'Smilla's Sense of Snow' (1997, Frøken Smillas fornemmelse for sne), efter Peter Høeg, begge med tysk producent (Bernd Eichinger), samt en amerikansk udgave af den uopslidelige 'Les misérables' (1998).

Efter Lars von Trier havde afsluttet sin Europa-trilogi med det visuelt nyskabende melodrama 'Europa' (1991), filmet af Dreyer-fotografen Henning Bendtsen, gik han for DR i gang med tv-serien 'Riget' (1994, fulgt op med 'Riget II', 1997). Den stærkt underholdende blanding af gys og komedie, centreret omkring excentriske personligheder på Rigshospitalet, betød et stort folkeligt gennembrud for Trier. Men samtidig bød serien på en eksperimenterende billedstil, der med håndholdt kamera, kornede billeder og demonstrativ overtrædelse af filmfortællingens konventioner blev optakten til konceptet dogmefilm, præsenteret i manifestet Dogme 95. Hans næste film blev imidlertid det intense melodrama 'Breaking the Waves' (1996), der kombinerede seksuel fornedrelse med religiøs opofrelse, fortalt i en rå, håndholdt billedstil. Den blev et stort internationalt gennembrud.

Den nye nybølge: Generationsskifte i 90’erne

Det var samtidig her i midt-1990'erne, at dansk film oplevede et ungt gennembrud, en slags ny nybølge af debutanter. Foruden Bornedal med Nattevagten (1994) bemærkede man især den dystre voldsomhed hos Nicolas Winding Refn i 'Pusher' (1996) og den opfølgende 'Bleeder' (1999), der begge fortalte historier fra den københavnske underverden i en Tarantino-lignende stil; den socialsatiriske varme hos Lotte Svendsen i den lange novellefilm 'Royal Blues' (1997) og i spillefilmdebuten 'Bornholms stemme' (1999); den improviserede lethed i spillet hos Jonas Elmer i 'Let's Get Lost' (1997); fokuseringen på indvandrermiljøet hos Ole Christian Madsen i novellefilmen 'Sinans bryllup' (1997) og debutspillefilmen 'Pizza King' (1999); og det humanistiske engagement hos Thomas Vinterberg, der inden 'De største helte' (1996), med manuskript af Bo Hr. Hansen, havde markeret sig med to mesterlige novellefilm, 'Sidste omgang' (1993, afgangsfilm fra Filmskolen) og 'Drengen der gik baglæns' (1994).

Også en ny skuespillergeneration markerede sig med bl.a. Sidse Babett Knudsen, Paprika Steen, Iben Hjejle, Kim Bodnia, Mads Mikkelsen, Ulrich Thomsen, Anders W. Berthelsen, Nikolaj Lie Kaas og senere også Thure Lindhardt og Nicolas Bro, af hvilke flere har fået internationale opgaver.

Stimulerende for det nye gennembrud, som skabte en bølge af optimisme i dansk film, var også institutionen Novellefilm (oprindelig: Dansk Novellefilm), der 1994-2002 fungerede som en slags drivhus især for unge instruktører, bl.a. Lotte Svendsen med 'Royal Blues', Jonas Elmer med 'Let's Get Lost' og Henrik Ruben Genz med den Oscar-nominerede 'Bror min bror' (1998). Opgaven blev i 2003 overtaget af Talentudvikling, senere: New Danish Screen.

Dogmefilm og kyskhedsløfter

Det nye tiltag, der for alvor kom til at præge dansk film i perioden, kom imidlertid med bevægelsen Dogme 95. Lars von Trier havde skrevet manifestet sammen med Thomas Vinterberg og præsenterede det i Paris 20.3.1995 som led i fejringen af filmens 100-årsjubilæum. Manifestet var en protest mod tidens overfladiske, teknologisk og økonomisk overlæssede filmstil, især Hollywoods. I stedet missioneredes der for en sandere, enklere produktionsmåde, der – som specificeret i 'Kyskhedsløftet's ti bud – bl.a. kræver brug af autentiske locations uden tilføjelse af rekvisitter, samtidig optagelse af lyd og billede (hvilket udelukker underlægningsmusik), håndholdt kamera uden lyssætning samt afkald på alle former for optisk efterredigering.

De fire såkaldte dogmebrødre stod for de første film. Vinterbergs 'Festen' (1998), virtuost filmet af Anthony Dod Mantle, vakte international opsigt med sin stærke historie om familiens hemmeligheder og løgne (med Mogens Rukov som medforfatter, baseret på en ukrediteret radioudsendelse); mest radikal var Triers egen 'Idioterne' (1998), om et kollektiv der søger efter deres "indre idiot". Søren Kragh-Jacobsens 'Mifunes sidste sang' (1999), hvor en succesrig forretningsmand vender tilbage til landet, gav ny vitalitet til hjemstavnsfilmen, mens Kristian Levrings engelsksprogede 'The King Is Alive' (2000), om en flok rejsende strandet i en afrikansk ørken, havde allegorisk karakter.

Dogmebrødrene, der blev dokumenteret i Jesper Jargils 'De lutrede' (2002), samarbejdede om den bizarre tv-produktion, 'D-dag', der med fire parallelle handlinger blev sendt samtidig på fire tv-kanaler i timen omkring nytår 2000.

Flere af dogmefilmene vandt priser, og dogme blev et betydningsfuldt brand, der skabte stor international opmærksomhed om dansk film. Bevægelsen fortsatte med succes videre ind i det nye årtusind med Lone Scherfigs Italiensk for begyndere (2000), Åke Sandgrens 'Et rigtigt menneske' (2001), Ole Christian Madsens 'En kærlighedshistorie' (2001), Susanne Biers 'Elsker dig for evigt' (2002), Natasha Arthys 'Se til venstre, der er en svensker' (2003) og – som den sidste af de i alt 10 danske dogmefilm – Annette K. Olesens 'Forbrydelser' (2004).

Selskaberne bag dogmefilmene var Zentropa, grundlagt 1992 af Lars von Trier og producer Peter Aalbæk Jensen, og Nimbus Film, oprettet 1993 med Vinterberg som central skikkelse. Sammen med flere mindre selskaber etablerede de sig med studiefaciliteter og administrationskontorer i 1999 i Filmbyen, beliggende i Avedøre ved København i en nedlagt kaserne.

Seriefremstilling: Nybrud i dansk tv-fiktion

En væsentlig faktor i dansk film fra midt-90'erne var tv-fiktionens nye gennembrud, der markerede sig gennem en række succesrige tv-serier. Der var dels de mere unikke, kunstnerisk ambitiøse tiltag som Lars von Triers nyskabende 'Riget' (1994, 1997 – 8 afsnit) og Ole Bornedals 'Charlot og Charlotte' (1996 – 4 afsnit), men nok så væsentligt var det, at DR generelt opgav tv-spil og tv-film, der i tidligere årtier havde været et vigtigt format, og nu udelukkende satsede på serier.

De centrale kreative kræfter i denne udvikling var forfatterbrødrene Stig og Peter Thorsboe, der efter nogle forsøg – 'Landsbyen' (1991-96 – 44 afsnit) og krimien 'Blændet' (1992) – brød igennem med 'Taxa' (1997-99 – 56 afsnit), der med trendsættende succes præsenterede tv-seriefiktion med amerikansk orienteret dramaturgi og en effektiv filmisk form.

Kunstnerportrætter: Dokumentar i 90’erne

I 1990'ernes dokumentarfilm er portrætfilmen en dominerende trend. Blandt de mange kunstnerportrætter er Anne Wivels originalt formede 'Søren Kierkegaard' (1994), Tómas Gislasons 'Fra hånden til hjertet' (1994), om Jørgen Leth, Christian Braad Thomsens 'Karen Blixen Storyteller' (1995), Torben Skjødt Jensens 'Carl Th. Dreyer – Min metier' (1995), Jesper Jargils 'Per Kirkeby – vinterbillede' (1996), Jytte Rex' 'Inger Christensen – Cikaderne findes' (1998) og Leths kongeniale 'Jeg er levende – Søren Ulrik Thomsen, digter' (1999), hvor film og digtning går op i en højere enhed.

Men der er også udblik til den store verden i Jørgen Leths 'Haiti. Uden titel' (1996), Jon Bang Carlsens 'Addicted to Solitude' (1999), fra Sydafrika, og Jacob Thuesens 'Under New York' (1996), om hverdagsskæbner i storbyens subway, såvel som til den lille verden i Klaus Kjeldsens børnedokumentar Et øjeblik (1999), Dan Sälls 'Homo Lalandiense' (1998), om Lolland og dets beboere, og Anja Dalhoffs 'Babylon i Brøndby' (1996), om det multietniske Brøndby Strand.

Den politiske dokumentar omfatter Nils Vests 'Christiania, du har mit hjerte' (1991), om livet i alternativ-samfundet, men dyrkedes især af tv, bl.a. Alex Frank Larsens Blodets bånd (1990), hvis afsløringer i den såkaldte tamil-sag bidrog til den konservative regerings fald i 1993. Kontroversiel og dybdeborende journalistik var der også i Steen Baadsgaard og Jørgen Pedersens Dømt for mord (1990), der førte til den dømtes frifindelse.

Ny filmlov af 1997

Med den nye filmlov af 1997 blev Det Danske Filminstitut omorganiseret (med Henning Camre som leder 1998-2007), således at Statens Filmcentral (SFC) og Det Danske Filmmuseum afskaffedes som selvstændige institutioner, men hvis funktioner blev lagt ind under instituttet i Filmhuset med adresse i Gothersgade, København. Filmcensur afskaffedes helt, således at børn over syv år har adgang til alle film, hvis de er i følge med en voksen. I stedet etableredes Medierådet for børn og unge, der markerer, hvilke aldersgrupper film (og spil) er egnet for.

2000-2009

Den folkelige film tegnes efter årtusindeskiftet af 'romertalsfilm', romantiske komedier og 'drengerøvsfilm'. Mainstreamfilmen opnår succes med afprøvninger af klassiske genrer og skildringer af klasse-Danmark. Filminstituttets talentudviklingsordning New Danish Screen bliver oprettet for at styrke udviklingen af filmens formsprog og fortælling. Særlig markant inden for dokumentarfilmen er den ny dokumentarisme, der bryder igennem i det nye årtusind.

Organisation og hovedgenrer

Det Danske Filminstitut er den centrale organisatoriske faktor i dansk film, men også tv (med DR og TV2) har indflydelse. Siden 1999 etableres der hvert fjerde år fra politisk hold et såkaldt filmforlig, der udstikker de økonomiske rammer for dansk film i den følgende periode.

Instituttets virksomhed, siden 2007 under ledelse af direktør Henrik Bo Nielsen, er opdelt i tre hovedområder – Produktion & Udvikling, der står for støtte til spillefilm, kort- og dokumentarfilm samt for New Danish Screen; Publikum & Formidling, der står for støtte til lancering og salg af danske film samt publikumsservice af forskellig art; og Museum & Cinematek, der står for Cinematekets filmprogram, fagbibliotek samt filmarkiv og plakat- og billedarkiv, inklusive restaurering og sikring af filmarven.

Nutidig dansk spillefilm kan opdeles i tre hovedkategorier – folkelige film, mainstreamfilm og art film. Der er ganske vist film, som overlapper kategorierne imellem, men i hovedsagen er der tale om folkelig populærfilm (oftest støttet gennem 60/40-ordningen), mainstreamfilm (oftest støttet gennem konsulentordningen) og artfilm, forstået som kunstnerisk mere eksperimentelle film (oftest støttet gennem konsulentordningen eller New Danish Screen-ordningen).

Filmuddannelse foregår på Den Danske Filmskole (siden 1992 med Poul Nesgaard som leder), men også på alternative uddannelser som Super 16 (siden 1999) og Den Europæiske Filmhøjskole/European Film College i Ebeltoft (siden 1993) samt Københavns Universitets Film- og Medievidenskab.

De centrale produktionsselskaber er Zentropa Entertainment (Peter Aalbæk Jensen, Vibeke Windeløv, Ib Tardini, Meta Louise Foldager, Sisse Graum Jørgensen), der fra 2008 har haft Nordisk Film som medejer. Desuden Nimbus Film (Bo Erhardt, Birgitte Hald), Grasten Filmproduktion (Regner Grasten), M&M Productions (Tivi og Kim Magnusson), Thura Film (Michael Obel), ASA Film Production (Henrik Møller-Sørensen), Fine & Mellow (Thomas Gammeltoft), Cosmo Film (Rasmus Thorsen, Thomas Hostrup-Larsen); Angel Film (Mogens Glad, Poul Erik Lindeborg) og det internationalt forankrede animationsselskab A.Film.

Romertalsfilm og drengerøvsfilm: Den folkelige film siden årtusindskiftet

Den nugældende 60/40-ordning (en opdatering af den i 1989 indførte 50/50-ordning), hvor der kan gives op til 60% af budgettet i støtte, blev indført i 1999 (i realiteten ligger den statslige støtte dog omkring 40%). Ordningen skal sikre produktionen af populære film med et succeskriterium på 175.000 solgte billetter.

Serier af film, sequels til populære film ofte kaldet 'romertalsfilm', er fortsat en typisk model i dansk populærfilm. Der er hyggebetonede familiefilm efter klassisk model som de nye Min søsters børn- og Far til fire-filmene, og der er den populære Anja & Viktor-serie, som begyndte med 'Kærlighed ved første hik' i 1999 og har budt på fersk parforholdsromantik til ungdommen.

En mere 'voksen' komedie, der drejer genren væk fra folkekomedien og familiekomedien og hen mod den romantiske komedie, der er fokuseret på partnervalg og livsstil i stil med udenlandske forbilleder som den engelske 'Four Weddings and a Funeral' (1994, 'Fire bryllupper og en begravelse'), brød stort igennem først med Susanne Biers 'Den eneste ene' (1999) og dernæst med Lone Scherfigs dogmefilm 'Italiensk for begyndere' (2000), som er blandt de internationalt mest succesrige danske film. Andre typiske komedier er Hella Joofs bøssekomedie 'En kort en lang' (2001), Gert Fredholms 'At klappe med een hånd' (2001) og Morten Arnfreds 'Lykkevej' (2003).

En nøgleperson i den nye populærfilm er Anders Thomas Jensen, der som manuskriptforfatter har udfoldet sig med stor leveringsdygtighed i mange genrer, men udfolder sig mest originalt i den folkelige actionkomedie, 'drengerøvsfilm', hvor lavkomiske taber-typer står i centrum.

Hans manuskript til 'I Kina spiser de hunde' (1999, instrueret af Lasse Spang Olsen og produceret uden statsstøtte) betød genrens danske gennembrud, fortsat med manuskripter til bl.a. 'Rembrandt' (2003, instrueret af Jannik Johansen), 'Sprængfarlig bombe' (2006) og 'Ved verdens ende' (2009, begge instrueret af Tomas Villum Jensen) samt hans egne film, bl.a. 'Blinkende lygter' (2000) og især 'Adams æbler' (2005), der virtuost forener flabet voldskomedie med allegorisk fabel om det gode og det onde.

Klasse-Danmark, kammerspil og genrefilm: Mainstreamfilmen siden årtusindskiftet

Central i nutidsfilmen er Per Flys meget sete og højt priste trilogi om underklasse-, overklasse- og middelklasse-Danmark, 'Bænken' (2000), 'Arven' (2003) og 'Drabet' (2005). Det er ikke socialrealisme, men en slags sociologiske melodramaer, der ambitiøst tegner et billede af nationen gennem effektfuld skæbnedramatik. Melodramaet dyrkes også af Susanne Bier med dogmefilmen 'Elsker dig for evigt' (2002), 'Brødre' (2004, amerikansk remade 2009) og den Oscar-nominerede 'Efter brylluppet' (2006), som har ført hende til Hollywood med 'Things We Lost in the Fire' (2007).

En stærk trend er realistiske hverdagsdramaer som Jesper W. Nielsens 'Okay' (2002), Annette K. Olesens 'Små ulykker' (2002) og dogmefilmen 'Forbrydelser' (2004), Paprika Steens 'Lad de små børn' (2004), Jacob Thuesens 'Anklaget' (2005) og Ole Christian Madsens 'Prag' (2006). De har alle manuskript af Kim Fupz Aakeson, der ved siden af Anders Thomas Jensen er den mest markante manuskriptforfatter i perioden. Han brød igennem med den romantiske komedie Den eneste ene, men har især markeret sig med afdæmpede, intense kammerspil, der fokuserer på parforholdets og familielivets smertepunkter.

Malmros er fortsat med sit erindringsprojekt, dels 'At kende sandheden' (2002) om overlæge-faderen, dels 'Kærestesorger' (2009) om gymnasietiden. Erindret barndom er også omdrejningspunktet i Niels Arden Oplevs 'Drømmen' (2006) og Peter Schønau Fogs 'Kunsten at græde i kor' (2006) efter Erling Jepsens roman om opvæksten i en traumatiseret sønderjysk familie.

Ellers er det påfaldende, at de klassiske genrer afprøves mere uforfærdet end tidligere. Thrilleren har vundet indpas, først og fremmest med Nikolaj Arcels 'Kongekabale' (2004), der i effektiv Hollywoodstil afslører politisk råddenskab; desuden Nicolas Winding Refns ødipalt farvede gangsterdrama 'Pusher 2' (2004), Bornedals neo noir-drama 'Kærlighed på film' (2007) og Rumle Hammerichs 'Headhunter' (2009). En stor publikumssucces var Ole Christian Madsens historiske 'Flammen & Citronen' (2008), der ud fra to tragiske, autentiske skæbner, tegnede et uheroisk billede af besættelsestiden. Niels Arden Oplev fik international succes med den svenske krimi 'Män som hatar kvinnor' (2009, Mænd der hader kvinder) efter Stieg Larssons bestseller. I udkanten af genren ligger Henrik Ruben Genz' 'Frygtelig lykkelig' (2008), en originalt udformet sorthumoristisk 'egnskrimi' efter Erling Jepsens roman.

Arcel, der også er central som manuskriptforfatter til andre instruktørers film, bl.a. 'Klatretøsen' (2002, Hans Fabian Wullenweber), en actionfilm for børn, og 'Män som hatar kvinnor', fortsatte med børnefilmen 'De fortabte sjæles ø' (2007), det første overbevisende danske bud på en fantasy-film med 3D-effekter.

Inden for børne- og ungdomsfilm er der desuden Christina Rosendahls 'Supervoksen' (2006) og Natasha Arthys 'Fighter' (2007), om pigeopvækst. Mest original var Stefan Fjeldmark m.fl.s 'Terkel i knibe' (2004), første danske spillefilm i 3D-animation, baseret på et radiospil af Anders Matthesen, der også leverede alle stemmer. Med sin krasse satire og sine groteske virkemidler betød den en effektiv modernisering af den danske børnefilm.

Benspænd og kridtstreger: Artfilm siden årtusindskiftet

Den mere eksklusive, æstetisk eksperimenterende filmkunst appellerer til et forholdsvis smalt publikum. Succeskriteriet er ikke så meget antallet af solgte billetter, men snarere respektfulde anmeldelser og prestigefulde priser ved internationale festivaler.

En hovedskikkelse i perioden er Christoffer Boe, der markerede sig med 'Reconstruction' (2003), en raffineret kærlighedshistorie på flere planer og metaplaner, efterfulgt af den allegoriske 'Allegro' (2005), om kunstneren spærret inde i sin kunst, og 'Offscreen' (2006), hvor hovedpersonen er en skuespiller, der med et påmonteret kamera registrerer sin egen dæmoniske undergang.

I den eksklusive kategori er også Pernille Fischer Christensens psykologisk fintmærkende 'En soap' (2006), skrevet af Fupz Aakeson, om en kvinde i krise og en transseksuel, der venter på en kønsskifteoperation. Filmen var, ligesom Offscreen, produceret af New Danish Screen, der under navnet Talentudvikling (i forlængelse af Dansk Novellefilm/Novellefilm) blev oprettet i 2003 for at "støtte og inspirere udviklingen af filmens formsprog og fortælling". Andre film i ordningen er Anders Morgenthalers barske animationsfilm 'Princess' (2006) og spillefilm 'Ekko' (2007), Martin de Thurahs korte 'Ung mand falder' (2007) samt Martin Zandvliets prisbelønnede spillefilmdebut 'Applaus' (2009) om en skuespillerinde I krise.

Artfilmen omfatter også Åke Sandgrens dogmefilm 'Et rigtigt menneske' (2001), en fabel om en fremmed i det danske samfund, Jytte Rex' 'Silkevejen' (2004), om en rejse ind i døden, og Simon Stahos formalistisk intense historie om en tragisk moderskikkelse, 'Daisy Diamond' (2007).

I den mest vidtgående avantgarde er periodens hovedværk billedkunstnerne Michael Kvium og Christian Lemmerz' 'The Wake' (2000), en otte timers stum, musikledsaget visuel strøm, der reflekterer over liv og natur i en James Joyce-inspireret billedassociation.

Hovedskikkelsen i artfilmen er stadig Lars von Trier, hvis eksperimentelle filmkunst i bogstavelig forstand er grænseoverskridende. Han vandt Guldpalmen for 'Dancer in the Dark' (2000), en tragisk musical med den islandske sangerinde Björk i hovedrollen (og som komponist). I 'De fem benspænd' (2003) var det bizarre udgangspunkt, at Jørgen Leth skulle lave nye versioner af sin kortfilm 'Det perfekte menneske' ud fra specifikke regler og begrænsninger, der var udtænkt af Trier.

'Dogville' (2003) og 'Manderlay' (2005) er dele af den ufuldendte USA-trilogi. Gennem ironisk-belærende historier om den hårdt plagede heltinde i depressionens Amerika analyseres menneskepsykens og samfundets mekanismer, fremstillet med en Brecht-inspireret stilisering i et filmstudie med antydede dekorationer og hvide streger på gulvet. Senest kom den gådefuldt symbolske 'Antichrist' (2009), om kvindens natur og naturens ondskab.

Den store verden: Internationalisering i dansk film

Dansk film har siden tonefilmens begyndelse hovedsagelig haft national udbredelse, forbeholdt den lille og nære verden. Op gennem historien har der været tiltag til nordisk samarbejde, idet nogle populærfilm f.eks. blev indspillet i parallelle danske og svenske udgaver i 1930'erne og 40'erne. I 70'erne og frem blev der gjort flere forsøg på at komme ind på det internationale marked, ude i den store verden. Men Bent Christensens 'The Only Way' (1970, 'Oktober-dage'), Ballings 'One of Those Things' (1971, Hændeligt uheld),Carlsens fransksprogede 'Une divorce heureux' (1975, 'En lykkelig skilsmisse') og Bang Carlsens 'Time Out' (1988) demonstrerede tydeligt, at den slags internationale forsøg bliver underligt hjemløse.

Undtagelsen er Lars von Trier, som fra begyndelsen formåede at fremstå som en international filmkunstner, hvis film i de fleste tilfælde er engelsksprogede med internationale skuespillere og dansk hovedproducent. Hans tidlige film medvirkede til, at Filmloven af 1989 frafaldt reglen om, at danske film skulle være på dansk.

Der er danske instruktører, der har lavet udenlandske film i udlandet – Bille August med tyske og amerikanske film, Bornedal med den amerikanske 'Nightwatch' (1997), baseret på hans egen debutfilm, Susanne Bier med 'Things We Lost in the Fire' (2007) og Lone Scherfig med den engelske 'An Education' (2009).

Men der er også film som Bornedals 'I Am Dina' (2002) efter norsk succesroman med engelsktalende danske, svenske, engelske og franske skuespillere i norsk miljø, desuden Lone Scherfigs 'Wilbur Wants to Kill Himself' (2002, Wilbur begår selvmord), optaget i Skotland med lokale skuespillere, Nicolas Winding Refns 'Fear X (2003) og 'Valhalla Rising' (2010), Thomas Vinterbergs 'It's All About Love' (2003) og 'Dear Wendy' (2005) samt Kragh-Jacobsens 'The Island on Bird Street' (1997, 'Øen i Fuglegaden') og 'Skagerrak' (2003).

Her markerer internationaliseringen sig med danskproducerede, men engelsksprogede film, lavet som europæiske koproduktioner med en lang række deltagende selskaber og fonde. Resultatet er ofte et nationalitetsmæssigt diffust produkt, såkaldt 'euro-pudding', der trods kvaliteter har svært ved at finde et publikum, både ude og hjemme.

Forbrydelse betaler sig: Storhedstid for dansk tv-fiktion

Dansk tv-fiktion har oplevet en ny storhedstid gennem en række succesrige tv-serier, hvor forfatteren står som den centrale kreative kraft.

Stig og Peter Thorsboe fortsatte sammen eller hver for sig (ofte med henholdsvis Hanna Lundblad og Mai Brostrøm som medforfattere) med krimierne 'Rejseholdet' (2000-04 – 32 afsnit), 'Ørnen' (2004-05 – 24 afsnit) og 'Livvagterne' (2009-10, 20 afsnit); TV2 fulgte op med Eddie Thomas Petersens 'Strisser på Samsø' (1997-98 – 12 afsnit). Mest succesrig blev Stig Thorsboes 'Krøniken' (2004-07 – 22 afsnit), der opfindsomt kombinerede tv-mediets historie i Danmark med et familiedrama på baggrund af dansk samfundsudvikling i perioden 1949-72.

Populære var også forfatteren Søren Sveistrups parforholdsserie 'Nikolaj og Julie' (2002 – 22 afsnit) og krimierne 'Forbrydelsen' (2007 – 20 afsnit) og 'Forbrydelsen II' (2009 – 6 afsnit). Mere kunstnerisk ambitiøse var instruktør-styrede miniserier som Ole Christian Madsens efterkrigsdrama 'Edderkoppen' (2000 – 6 afsnit) og Per Flys 'Forestillinger' (2007 – 6 afsnit).

Serierne, der også har haft international succes (og bl.a. indbragt tre Emmy'er), har understøttet den generelle tendens til amerikansk påvirket genreorientering og har samtidig givet det danske produktionsmiljø en vigtig mulighed for udfoldelse og professionel dygtiggørelse, ikke mindst for en lang række af periodens centrale filminstruktører – bl.a. Niels Arden Oplev, Per Fly, Lone Scherfig, Henrik Ruben Genz, Ole Christian Madsen og Rumle Hammerich.

Det personlige og det universelle: Dokumentarfilm siden årtusindskiftet

Dokumentarismen fortsætter med modne værker som Jørgen Leths 'Nye scener fra Amerika' (2003), Anne Wivels 'Menneskenes land - min film om Grønland' (2006), Morten Henriksens 'Med ret til at dræbe' (2003), om modstandskæmpernes stikkerlikvideringer, og Ole Roos' portrætfilm Ib Schønberg (2000) og om Henrik Stangerup, 'At skrive eller dø' (2006).

Men mest markant er den ny dokumentarisme, der frodigt bryder igennem i det nye årtusind. Sami Saif og Phie Ambos 'Family' (2001) almengør det private i historien om Saifs forsøg på at finde sin arabiske far. Også i Max Kestners korte genistreg 'Rejsen på ophavet' (2004) krydses det selvbiografiske med det universelle. Med lignende optik ser Niels Frandsens 'Epidemien' (2001) på den store polioepidemi i 1952.

Pernille Rose Grønkjærs 'The Monastery' (2006) portrætterer to excentriske personligheder, Asger Leths 'Ghosts of Cité Soleil' (2006) skildrer bandelivet i Haiti indefra, og Anders Østergaard kommer med de fabulerende kunstnerportrætter 'Tintin et moi' (2003), om tegneserieskaberen Hergé, og 'Gasolin' (2006), om den danske rockgruppe, den mest billetsælgende danske dokumentarfilm.

Den politiske dokumentar dyrkes i Tómas Gislasons visuelt nyskabende 'Den højeste straf' (2000), om to tragiske danske skæbner i Stalin-tidens Sovjetunionen, Eva Mulvads 'Vores lykkes fjende'r (2006), om en kvindelig afghansk politiker, Christoffer Guldbrandsens kontroversielle tv-dokumentar 'Den hemmelige krig' (2006), om danske specialstyrkers udlevering af afghanske krigsfanger til amerikanerne i strid med Geneve-konventionen, og 'Dagbog fra midten' (2009), en slags politisk komedie om Ny Alliances storhed og fald, samt Anders Østergaards 'Burma VJ: Reporter i et lukket land' (2008), sammensat af illegalt optagede videoreportager. Hertil kommer Max Kestners danmarksfilm 'Verden i Danmark' (2006) samt 'Magtens billeder' (2004), en serie på tolv dokumentarfilm, hvor skiftende instruktører foretager kritiske nedslag i samfundsdebatten.

I skæringen mellem dokumentar og fiktion ligger Morten Hartz Kaplers mockumentary 'AFR' (2007), om mordet på en dansk statsminister.

Litteraturhenvisninger

Bondebjerg, Ib, Jesper Andersen, Peter Schepelern (red.): Dansk film 1972-97. København: Munksgaard/Rosinante, 1997.

Bondebjerg, Ib: Filmen og det moderne. Filmgenrer og filmkultur i Danmark 1940-1972. København: Gyldendal 2005.

Bruhn Jensen, Klaus (red.): Dansk mediehistorie 1-3. København: Samleren, 1996-97. Ny udgave 1-4: Samfundslitteratur 2001-03.

Brüel, Dirk, Andreas Fischer-Hansen, Jan Weincke (red.): Fotografens øje. København: Lindhart & Ringhof, 2009.

Dinnesen, Niels Jørgen & Edvin Kau: Filmen i Danmark. København: Akademisk forlag, 1983.

Drouzy, Martin: Carl Th. Dreyer født Nilsson I-II. København: Gyldendal, 1982.

Engberg, Marguerite: Dansk stumfilm I-II. København: Rhodos 1977.

Fabjancic, Micha, Carl Nørrested: Statens kortfilm. Registrant over statslige kortfilm indtil 1980. København: C.A. Reitzel, 1984.

Green Jensen, Bo: De 25 bedste danske film. København: Rosinante, 2002.

Hjort, Mette og Ib Bondebjerg: Instruktørens blik. København: Rosinante, 2000.

Hjort, Mette og Ib Bondebjerg: Danish Directors: Dialogues on a Contemporary National Cinema. Bristol: Intellect, 2003.

Hjort, Mette: Small Nation, Global Cinema: The New Danish Cinema. Minnesota: University of Minnesota, 2005.

Hjort, Mette, Scott MacKenzie (eds.): Purity and Provocation: Dogma ’95. London: BBI, 2003.

Hjort, Mette, Eva Novrup Redvall, Eva Joerholt: The Danish Directors 2 – Dialogues on the New Danish Fiction Cinema. Bristol: Intellect, 2009.

Jeppesen, Peter, Ebbe Villadsen og Ole Caspersen: Danske spillefilm 1968-91. København: Sammenslutningen af Danske Filmklubber, 1993.

Karpen, Annemette (red.): Dansk tegnefilm gennem 100 år. København: Animationshuset, 2008.

Krarup, Helge og Carl Nørrested: Eksperimentalfilm i Danmark. København: Borgen, 1986.

Larsen, Lisbeth Richter, Dan Nissen (red.): 100 Years of Nordisk Film. København: Det Danske Filminstitut, 2006.

Neergaard, Ebbe: Historien om dansk film. København: Gyldendal, 1960.

Piil, Morten: Gyldendals danske filmguide. København: Gyldendal, 1998, ny udgave 2008.

Piil, Morten: Danske filmskuespillere. København: Gyldendal, 2001.

Piil, Morten: Danske filminstruktører. København: Gyldendal, 2005.

Rasmussen, Bjørn: Filmens Hvem Hvad hvor – bind I: Danske titler og biografier. København: Politiken forlag, 1968.

Schepelern, Peter (red.): 100 års dansk film. København: Rosinante, 2001.

Schepelern, Peter: Lars von Triers film. København: Rosinante, 2000.

Thorsen, Isak: Isbjørnens anatomi. Nordisk Films Kompagni som erhvervsvirksomhed i perioden 1906-28. København: Københavns Universitet (ph.d.-afhandling), 2009.

Toftgaard, Anders, Ian Halvdan Hawkesworth (red.): Nationale spejlinger. Tendenser i ny dansk film. København: Museum Tusculanum, 2003.

Wendt Jensen, Jacob: Cut: bag om dansk films ny guldalder – fortalt af dem, der skabte den. København: Haase, 2008.