Det Danske Filminstitut
Med Filmloven af 1972 blev Filmfonden omskabt til Det Danske Filminstitut (stadig under Kulturministeriet), og hermed fandt organiseringen af den statslige filmstøtte sine faste rammer. Film kom for første gang direkte på finansloven. Det skete først og fremmest gennem den såkaldte konsulentordning, hvor indstilling til statsstøtte blev besluttet af konsulenter, der var ansat for to til tre år. I de første år var der to konsulenter for voksenfilm, siden 1976 også en konsulent for børne- og ungdomsfilm, siden 1988 en konsulent for kort- og dokumentarfilm og siden 1989 en konsulent for børnekort- og dokumentarfilm. Den nye filmlov ophævede også bevillingssystemet, hvorved den skrantende biografbranche blev et frit marked.
Filmloven og den statslige støtte til dansk film kom som en redningsaktion, men kunne også opfattes som et statsligt indgreb i den frie kunst, hvorfor det blev af betydning, at Filminstituttet ud fra det såkaldte armslængdeprincip kunne arbejde uafhængigt af den politiske magt.
Kulturelle provokationer: Thorsen-sagen og avantgarden
Den nye konsulentordning fik dog fra begyndelsen problemer netop med sin uafhængighed og integritet. Jens Jørgen Thorsen, kendt som maler, happeningkunstner og instruktør af Henry Miller-filmatiseringen Stille dage i Clichy (1970), annoncerede, at han ville lave en Jesusfilm, The Many Faces of Jesus Christ, hvor frelseren skulle fremstilles som en politisk og erotisk aktivist.
Manuskriptet blev i 1973 indstillet til støtte af konsulent Gert Fredholm, men sagen vakte så stor furore – også i udlandet, hvor selveste Paven protesterede – at Filminstituttet bremsede projektet. Det blev genindstillet i 1975, denne gang af konsulent Stig Björkman, men blev nu standset direkte af kulturminister Niels Matthiasen, der henviste til, at værket kunne mistænkes for at blive blasfemisk samt være i strid med evangelisternes ophavsret (!). Uanset den kunstneriske ytringsfrihed var man ikke indforstået med, at kristendommen blev hånet og latterliggjort. Men den ministerielle beslutning blev dømt ulovlig – i 1989.
Thorsen havde rødder i periodens provokerende, alternative kultur, som også forinden havde markeret sig med kontroversielle værker. Fra kunstnerbevægelsen ABCinema kom den statsstøttede kollektivfilm Frændeløs (1970) med bidrag fra blandt andre Per Kirkeby, Jørgen Leth, Ole John samt Bjørn Nørgaard med den berømte scene, hvor Lene Adler Petersen som en nøgen, kvindelig Kristus bærer korset gennem Børsen. Et initiativ til demokratisering af adgangen til mediet kom med Filmværkstedet, grundlagt 1970 (som Workshoppen, siden Det Danske Filmværksted), der ydede støtte til film, først og fremmest dokumentar- og eksperimentalfilm, der ikke kunne gennemføres inden for den normale produktion. Det var mest samfundskritiske og politiske kortfilm, bl.a. den feministiske Tornerose var et vakkert barn (1971) af Jytte Rex og Kirsten Justesen.
Realisme, debat og kulturarv: Spillefilm i 70’erne
En ny realisme markerer sig i 1970'ernes danske film. Franz Ernsts Ang.: Lone (1970) fortalte i semi-dokumentarisk stil om en ung pige, der stikker af fra både det borgerlige og det alternative samfund. Virkelighedsskildringen var også central i Hans Kristensens film om den utilpassede og småkriminelle Per (Ole Ernst), bl.a. Flugten (1973) og Per (1975), Henning Carlsens Man sku' være noget ved musikken (1972), der – med manuskript af Benny Andersen – fokuserede på nattelivets melankolske skæbner, samt Astrid Henning-Jensens Vinterbørn (1978) efter Dea Trier Mørchs succesroman om kvinder på en fødeafdeling.
Realismen slår også igennem i krimigenren, der hidtil har været forholdsvis sjælden i dansk film. Esben Høilund-Carlsens Nitten røde roser (1974) er den første moderne krimi med blod, action og amerikansk indflydelse. Anders Refn fortsætter i samme stil med politifilmen Strømer (1976), begge produceret af Erik Crone.
Der er også film, som går ind i den politiske og kønspolitiske debat som Christian Braad Thomsens Kære Irene (1971), Peter Refns Violer er blå (1975) og især Mette Knudsen, Elisabeth Rygård og Li Vilstrups Ta' det som en mand, frue (1975), der i sin veloplagte drømmesekvens bytter om på kønsstereotyperne og viser en hjemmegående, underkuet mand og en brovtende, udearbejdende kone. En intellektualistisk debat markeres hos Henrik Stangerup, der ved siden af sit forfatterskab også udfoldede sig som filminstruktør med Giv Gud en chance om søndagen (1970), om en præst i religiøs og ægteskabelig krise, psykiatri-filmen Farlige kys (1972) og den dristige, men mislykkede Jorden er flad (1977, på portugisisk: A terra é plana), der omplantede Holbergs Erasmus Montanus til brasiliansk 1700-tal.
Den litterære arv blev desuden forvaltet i Knud Leif Thomsens Løgneren (1970), efter Martin A. Hansens roman, Claus Ørsteds Præsten i Vejlby (1972), efter Blicher, Ole Roos' Hærværk (1977, med manuskript af Klaus Rifbjerg) efter Tom Kristensens modernistiske alkoholikerroman, Anders Refn i Slægten (1978) efter Gustav Wied samt Gert Fredholms succesrige Den forsvundne fuldmægtig (1971), der opdaterer Hans Scherfigs satire over det borgerlige samfund til nutiden.
Lidt uden for de øvrige trends står Edward Fleming med bl.a. debutkomedien – og så er der bal bagefter (1970), om skuespillere på provinsturné, besættelsestidsmelodramaet Den korte sommer (1976) og transvestit- og bøssekomedien Lille spejl (1978).
Børnenes vinkel: Ungdomsfilmens storhedstid
En særlig genre, der bryder igennem og nu får sin egen storhedstid i perioden, er ungdomsfilmen. Hvor 50'ernes film om de unge tog moraliserende afstand til den amoralske og ansvarsløse ungdom, så var 70'ernes ungdomsfilm loyale mod de følsomme og marginaliserede unge, der stod tøvende og rådvilde over for voksenlivets udfordringer.
Det begyndte med Lasse Nielsens La' os være (1975, medinstruktør Ernst Johansen), Morten Arnfreds Mig og Charly (1975, medinstruktør Henning Kristiansen) og Søren Kragh-Jacobsens Vil du se min smukke navle? (1978), alle produceret af Steen Herdel, fulgt af Morten Arnfreds eksemplariske Johnny Larsen (1979), der også udmærkede sig ved fotografen Dirk Brüels atmosfæreladede billeder. Også Bille Augusts debutfilm, Honning Måne (1978), om to unge menneskers skrøbelige tilværelse, har samme følsomhed over for sårbar ungdom. Hermed blev ungdomsfilmen et ikonisk brand for dansk film. Men det kastede en alvorlig skygge over periodens ungdomsfilm, da en række af de medvirkende i 2018 stod frem i medierne og anklagede Lasse Nielsen og Ernst Johansen for at have begået seksuelle overgreb i forbindelse med filmoptagelserne.
Det er også i barndoms- og ungdomsuniverset, at et usædvanligt dansk auteur-værk tager sin begyndelse. Den selvlærte Nils Malmros' Lars Ole, 5c (1973) og Drenge (1977) kan dog også ses som voksenfilm, hvor instruktøren med eminent indlevelse og bevægende erindringskunst fra den århusianske hjemstavn rekonstruerer opvækstens håb og smerte.
Ungdomsfilmen bliver udnyttet mere kommercielt med film som Edward Flemings Rend mig i traditionerne (1979) efter Leif Panduros nyklassiske gennembrudsroman.
I animationsfilmen kom Jannik Hastrup og Flemming Quist Møller med Bennys badekar (1971), hvor en dreng finder tilflugt fra livet i det trøstesløse betonbyggeri ved at drage på opdagelse i fantasien. Den blev det afgørende gennembrud for en samfundssatirisk tegnefilmfilmstil, der markerer en demonstrativ afstand til den klassiske, mere sødladne Disney-stil.
Livet i Danmark: 70’ernes dokumentarfilm
Statens Filmcentral, stiftet i 1938 til distribution af dokumentarfilm, kom med 1972-loven under Filminstituttet og blev landets centrale producent af dokumentarfilm.
Blandt periodens vigtigste dokumentarister er Jon Bang Carlsen med portrætterne Jenny (1977) og En rig mand (1979), Frantz Ernst med Livet er en drøm (1972), om sindslidende, Christian Braad Thomsen med hjemstavnskildringen Herfra min verden går (1976), Jørgen Vestergaard med Dengang jeg drog af sted (1971), om de værnepligtige, og Den store dag (1975), om konfirmation. Claus Ørsted og Lars Brydesen tog danmarksfilmen op med Danske billeder (1970, manuskript af Klaus Rifbjerg). Jørgen Leth fortsatte i samme genre med hovedværket Livet i Danmark (1971), der skildrer nationen i form af en slags antropologisk katalog. Han vakte også opmærksomhed med cykelsportfilmene Stjernerne og vandbærerne (1973) og En forårsdag i helvede (1976).
Politisk dokumentarisme er repræsenteret med Nils Vests Et undertrykt folk har altid ret (1976), om det palæstinensiske problem, og Jørgen Flindt Pedersen og Erik Stephensens Din nabos søn (1981), om det græske juntastyres bødler.
Filmplakater fra perioden
Seksuel folkekomedie: Sengekantfilm og stjernetegnfilm
Fjernelsen af forbud imod billedpornografi i 1969 førte straks til produktion af mere eller mindre eksplicit erotiske film, hvilket for en kort stund skabte verdenssensation omkring dansk film.
Det gamle, hæderkronede Palladium kom op gennem årtiet med otte såkaldte sengekantfilm, en slags erotiske (og meget lidt pornografiske) folkekomedier, der begyndte med John Hilbards Mazurka på sengekanten (1970). En konkurrerende serie var de såkaldte stjernetegnsfilm (de fleste instrueret af Werner Hedman for selskaberne Con Amore og Happy Film), begyndende med I Jomfruens tegn (1973); det var film af lignende tilsnit men med eksplicit erotik og hardcore-pornografiske indslag. I begge serier var Ole Søltoft hovedskuespiller, typisk som genert uskyld, fristet af bl.a. Annie Birgit Garde og Birte Tove, og der var både folkekære skuespillere og diverse anonyme sexaktører på rollelisten.
De erotiske film, der også omfattede Ole Eges Bordellet (1972) og fik opbakning fra Gabriel Axel med film som Amour (1970) og Med kærlig hilsen (1971), blev en god eksportvare og er blevet stående som tidstypisk national kitsch, hvor den ny seksuelle frimodighed mødte den konventionelle danske folkekomedie.
Olsen-banden: Folkekomediens sidste kup
Folkekomedie (uden erotisk dagsorden) fik, efter nedgang i 60'erne, ny opblomstring i 70'erne først og fremmest med Nordisk Films og Erik Ballings muntre kupfilm om Olsen-banden, der havde Henning Bahs som uundværlig medforfatter, scenograf og special effect-mand. Det var begyndt med Olsen-banden (1968) og Olsen-banden på spanden (1969) uden den helt store succes, men med Olsen-banden i Jylland (1971) fandt konceptet sin helt rigtige form, og op gennem 70'erne var serien (med i alt 13 film 1968-81) befolkningens mest populære filmfornøjelse.
Den geniale, men altid uheldige bandeleder Egon (Ove Sprogøe) og hans to håbløse hjælpere, den vattede Kjeld (Poul Bundgaard) og den fjogede Benny (Morten Grunwald), sammenfattede i danskernes øjne nogle typiske, nationale egenskaber, men fik samtidig kultisk dyrkelse i bl.a. DDR.
Balling og Nordisk Film gik også ind i tv-produktion med Danmarks Radio og lavede komedieserien Huset på Christianshavn (1970-77) og den enestående populære føljeton Matador (1978-82 med hovedkoncept af Lise Nørgaard), der med sin skildring af livet hos høj og lav i en dansk provinsby 1929-47 blev et kulturelt samlingspunkt for nationen.
