Folkelighed og mainstream: 90’ernes spillefilm
I 1990'erne blev Filminstituttets nye 50/50-ordning synlig med en række populistiske komedier.
Det var først og fremmest producenten Regner Grasten, der udnyttede ordningen, især med de populære familiefilm om Krummerne (den første kom i 1991). Her blev stilen fra 1950'er- og 1960'er-familieserier som 'Far til fire' og 'Min søsters børn' genoplivet med stor kommerciel succes. Mere tidssvarende var ungdomskomedien Kærlighed ved første hik (1999), der blev begyndelsen på den succesfulde serie om 'Anja og Viktor'. Grasten stod også bag mere ambitiøse projekter som Peter Schrøders vellykkede Det forsømte forår (1991), efter Hans Scherfigs skoleroman, og Kun en pige (1995) efter Lise Nørgaards erindringsbøger.
Der var fokus på ungdom og opvækst i regulære ungdomsfilm som Birger Larsens Lad isbjørnene danse (1990) og Eddie Thomas Petersens Springflod (1990) og i mere alment rettede film som Søren Kragh-Jacobsens Drengene fra Sankt Petri (1991), om unge i modstandskamp mod den tyske besættelse og Malmros' komplekse portræt af en ung kvindes psykiske deroute, Kærlighedens smerte (1992).
Ungdomstemaet var også centralt i Ole Bornedals horrorfilm Nattevagten (1994), fotograferet af Dan Laustsen. Filmen markerede et påfaldende brud med de danske traditioners nænsomme fortællekunst og bød i stedet på håndfast underholdning, som var sporet ind på Hollywood'sk dramaturgi og genrebevidsthed. Til gengæld fokuserede Erik Clausens De frigjorte (1993), om arbejdsløshedens ødelæggende indvirkning på selvværdet, på hverdagsdanmark.
Blandt de nye instruktører, der markerede sig tidligt i perioden, var Lone Scherfig med den bittersøde komedie Kajs fødselsdag (1990) og Susanne Bier med det svensk-jødiske familiedrama Freud flyttar hemifrån (1991, Freud flytter hjemmefra). Begge slog siden stort igennem. Først Bier med den romantiske komedie Den eneste ene (1999), som med 843.284 solgte billetter er nyere dansk films største publikumssucces, derefter Scherfig med dogmefilmen Italiensk for begyndere (2000), også en romantisk komedie, der blev set af ca. 820.000.
Desuden skal nævnes instruktørparret Michael Wikke og Steen Rasmussen med den underfundigt poetiske Russian Pizza Blues (1992) og Morten Henriksen med de smukt realiserede filmatiseringer De nøgne træer (1991), efter Tage Skou-Hansen, og Magnetisørens femte vinter (1999), efter Per Olov Enquist.
I børnefilmen bød Peter Flinths middelalderdrama Ørnens øje (1997) på flot historisk eventyrlighed. Blandt tegnefilmene var Jannik Hastrups Fuglekrigen i kanøfleskoven (1990, manuskript af Bent Haller), en fabel om tyranni og solidaritet, og Quist Møller og Stefan Fjeldmarks mere Disney-agtige Jungledyret (1993), produceret af selskabet A.Film. Jørgen Vestergaards Snøvsen (1992), efter Benny Andersens børnebøger, kombinerede 'live action' og dukkefilm.
Internationale gennembrud: Bille August og Lars von Trier
Bille Augusts Oscar-gennembrud førte ham bort fra dansk film. I første omgang instruerede han med overvældende psykologisk intensitet den svenske Den goda viljan (1992, Den gode vilje, også tv-miniserie) efter Ingmar Bergmans manuskript om forældrene og vandt endnu en Guldpalme. Derefter kom internationale, men konventionelle bestsellerfilmatiseringer som The House of the Spirits (1993, Åndernes hus), efter Isabel Allende, og Smilla's Sense of Snow (1997, Frøken Smillas fornemmelse for sne), efter Peter Høeg, begge med tysk producent (Bernd Eichinger), samt en amerikansk udgave af den uopslidelige 'Les misérables' (1998).
Efter Lars von Trier havde afsluttet sin Europa-trilogi med det visuelt nyskabende melodrama Europa (1991), filmet af Dreyer-fotografen Henning Bendtsen, gik han for DR i gang med tv-serien Riget (1994, fulgt op med Riget II, 1997). Den stærkt underholdende blanding af gys og komedie, centreret omkring excentriske personligheder på Rigshospitalet, betød et stort folkeligt gennembrud for Trier. Men samtidig bød serien på en eksperimenterende billedstil, der med håndholdt kamera, kornede billeder og demonstrativ overtrædelse af filmfortællingens konventioner blev optakten til konceptet dogmefilm, præsenteret i manifestet Dogme 95. Hans næste film blev imidlertid det intense melodrama Breaking the Waves (1996), der kombinerede seksuel fornedrelse med religiøs opofrelse, fortalt i en rå, håndholdt billedstil. Den blev et stort internationalt gennembrud.
Lars von Triers 'Breaking the Waves' (1996). Foto: Rolf Konow.
Den nye nybølge: Generationsskifte i 90’erne
Det var samtidig her i midt-1990'erne, at dansk film oplevede et ungt gennembrud, en slags ny nybølge af debutanter.
Foruden Bornedal med Nattevagten (1994) bemærkede man især den dystre voldsomhed hos Nicolas Winding Refn i Pusher (1996) og den opfølgende Bleeder (1999), der begge fortalte historier fra den københavnske underverden i en Tarantino-lignende stil; den socialsatiriske varme hos Lotte Svendsen i den lange novellefilm Royal Blues (1997) og i spillefilmdebuten Bornholms stemme (1999); den improviserede lethed i spillet hos Jonas Elmer i Let's Get Lost (1997); fokuseringen på indvandrermiljøet hos Ole Christian Madsen i novellefilmen Sinans bryllup (1997) og debutspillefilmen Pizza King (1999); og det humanistiske engagement hos Thomas Vinterberg, der inden De største helte (1996), med manuskript af Bo Hr. Hansen, havde markeret sig med to mesterlige novellefilm, Sidste omgang (1993, afgangsfilm fra Filmskolen) og Drengen der gik baglæns (1994).
Også en ny skuespillergeneration markerede sig med bl.a. Sidse Babett Knudsen, Paprika Steen, Iben Hjejle, Kim Bodnia, Mads Mikkelsen, Ulrich Thomsen, Anders W. Berthelsen, Nikolaj Lie Kaas og senere også Thure Lindhardt og Nicolas Bro, af hvilke flere har fået internationale opgaver.
Stimulerende for det nye gennembrud, som skabte en bølge af optimisme i dansk film, var også institutionen Novellefilm (oprindelig: Dansk Novellefilm), der 1994-2002 fungerede som en slags drivhus især for unge instruktører, bl.a. Lotte Svendsen med 'Royal Blues', Jonas Elmer med 'Let's Get Lost' og Henrik Ruben Genz med den Oscar-nominerede Bror min bror (1998). Opgaven blev i 2003 overtaget af Talentudvikling, senere: New Danish Screen.
Dogmefilm og kyskhedsløfter
Det nye tiltag, der for alvor kom til at præge dansk film i perioden, kom imidlertid med bevægelsen Dogme 95. Lars von Trier havde skrevet manifestet sammen med Thomas Vinterberg og præsenterede det i Paris 20.3.1995 som led i fejringen af filmens 100-årsjubilæum.
Manifestet var en protest mod tidens overfladiske, teknologisk og økonomisk overlæssede filmstil, især Hollywoods. I stedet missioneredes der for en sandere, enklere produktionsmåde, der – som specificeret i 'Kyskhedsløftet's ti bud – bl.a. kræver brug af autentiske locations uden tilføjelse af rekvisitter, samtidig optagelse af lyd og billede (hvilket udelukker underlægningsmusik), håndholdt kamera uden lyssætning samt afkald på alle former for optisk efterredigering.
De fire såkaldte dogmebrødre stod for de første film. Vinterbergs Festen (1998), virtuost filmet af Anthony Dod Mantle, vakte international opsigt med sin stærke historie om familiens hemmeligheder og løgne (med Mogens Rukov som medforfatter, baseret på en ukrediteret radioudsendelse); mest radikal var Triers egen Idioterne (1998), om et kollektiv der søger efter deres "indre idiot".
Søren Kragh-Jacobsens Mifunes sidste sang (1999), hvor en succesrig forretningsmand vender tilbage til landet, gav ny vitalitet til hjemstavnsfilmen, mens Kristian Levrings engelsksprogede The King Is Alive (2000), om en flok rejsende strandet i en afrikansk ørken, havde allegorisk karakter.
Dogmebrødrene, der blev dokumenteret i Jesper Jargils De lutrede (2002), samarbejdede om den bizarre tv-produktion, D-dag, der med fire parallelle handlinger blev sendt samtidig på fire tv-kanaler i timen omkring nytår 2000.
Flere af dogmefilmene vandt priser, og dogme blev et betydningsfuldt brand, der skabte stor international opmærksomhed om dansk film. Bevægelsen fortsatte med succes videre ind i det nye årtusind med Lone Scherfigs Italiensk for begyndere (2000), Åke Sandgrens Et rigtigt menneske (2001), Ole Christian Madsens En kærlighedshistorie (2001), Susanne Biers Elsker dig for evigt (2002), Natasha Arthys Se til venstre, der er en svensker (2003) og – som den sidste af de i alt 10 danske dogmefilm – Annette K. Olesens Forbrydelser (2004).
Selskaberne bag dogmefilmene var Zentropa, grundlagt 1992 af Lars von Trier og producer Peter Aalbæk Jensen, og Nimbus Film, oprettet 1993 med Vinterberg som central skikkelse. Sammen med flere mindre selskaber etablerede de sig med studiefaciliteter og administrationskontorer i 1999 i Filmbyen, beliggende i Avedøre ved København i en nedlagt kaserne.
Seriefremstilling: Nybrud i dansk tv-fiktion
En væsentlig faktor i dansk film fra midt-90'erne var tv-fiktionens nye gennembrud, der markerede sig gennem en række succesrige tv-serier. Der var dels de mere unikke, kunstnerisk ambitiøse tiltag som Lars von Triers nyskabende Riget (1994, 1997 – 8 afsnit) og Ole Bornedals Charlot og Charlotte (1996 – 4 afsnit), men nok så væsentligt var det, at DR generelt opgav tv-spil og tv-film, der i tidligere årtier havde været et vigtigt format, og nu udelukkende satsede på serier.
De centrale kreative kræfter i denne udvikling var forfatterbrødrene Stig og Peter Thorsboe, der efter nogle forsøg – Landsbyen (1991-96 – 44 afsnit) og krimien Blændet (1992) – brød igennem med Taxa (1997-99 – 56 afsnit), der med trendsættende succes præsenterede tv-seriefiktion med amerikansk orienteret dramaturgi og en effektiv filmisk form.
Filmplakater fra perioden
Kunstnerportrætter: Dokumentar i 90’erne
I 1990'ernes dokumentarfilm er portrætfilmen en dominerende trend. Blandt de mange kunstnerportrætter er Anne Wivels originalt formede Søren Kierkegaard (1994), Tómas Gislasons 'Fra hånden til hjertet' (1994), om Jørgen Leth, Christian Braad Thomsens Karen Blixen Storyteller (1995), Torben Skjødt Jensens Carl Th. Dreyer – Min metier (1995), Jesper Jargils 'Per Kirkeby – vinterbillede' (1996), Jytte Rex' Inger Christensen – Cikaderne findes (1998) og Leths kongeniale Jeg er levende – Søren Ulrik Thomsen, digter (1999), hvor film og digtning går op i en højere enhed.
Men der er også udblik til den store verden i Jørgen Leths Haiti. Uden titel (1996), Jon Bang Carlsens Addicted to Solitude (1999), fra Sydafrika, og Jacob Thuesens Under New York (1996), om hverdagsskæbner i storbyens subway, såvel som til den lille verden i Klaus Kjeldsens børnedokumentar Et øjeblik (1999), Dan Sälls Homo Lalandiense (1998), om Lolland og dets beboere, og Anja Dalhoffs Babylon i Brøndby (1996), om det multietniske Brøndby Strand.
Den politiske dokumentar omfatter Nils Vests Christiania, du har mit hjerte (1991), om livet i alternativ-samfundet, men dyrkedes især af tv, bl.a. Alex Frank Larsens 'Blodets bånd' (1990), hvis afsløringer i den såkaldte tamil-sag bidrog til den konservative regerings fald i 1993. Kontroversiel og dybdeborende journalistik var der også i Steen Baadsgaard og Jørgen Pedersens 'Dømt for mord' (1990), der førte til den dømtes frifindelse.
Jørgen Leths 'Jeg er levende – Søren Ulrik Thomsen, digter' (1999).
Ny filmlov af 1997
Med den nye filmlov af 1997 blev Det Danske Filminstitut omorganiseret (med Henning Camre som leder 1998-2007), således at Statens Filmcentral (SFC) og Det Danske Filmmuseum afskaffedes som selvstændige institutioner, men hvis funktioner blev lagt ind under instituttet i Filmhuset med adresse i Gothersgade, København. Filmcensur afskaffedes helt, således at børn over syv år har adgang til alle film, hvis de er i følge med en voksen. I stedet etableredes Medierådet for børn og unge, der markerer, hvilke aldersgrupper film (og spil) er egnet for.
