Formål
Dansk Kulturfilm (DK) blev stiftet som et privat selskab 30. august 1932 med det formål at producere og distribuere den type film, man i tiden kaldte ’oplysnings- og kulturfilm’. Der var et stærkt fokus på det nationalhistoriske aspekt, som fremgik af en mere udspecificeret liste over filmtyper, man jf. DKs vedtæger forpligtede sig til at fremstille og distribuere. Bl.a. ”nationale film af betydning for danske i udlandet", film der rekonstruerer Danmarkshistorien, film om befolkningens daglige liv før og nu og historiske handlingsbetonede film om kulturlivet i Danmark.
Hertil kom optagelser af aktuelle begivenheder, portrætfilm, turistfilm, bistand til propagandafilm for erhvervene og industrien og andre filmtyper. Filmloven af 1933 sørgede for det økonomiske grundlag, idet overskuddet fra censurafgifterne skulle finansiere tilblivelsen og udbredelsen af denne type film. DKs første film ’Kødbyen’ er fra 1936 og viser dyrene, der kommer ind til slagtning, og slagternes travle arbejdsdag.
Producentorgan for foreninger og organisationer
I 1938 fik Danmark en ny filmlov, hvormed der blev skabt et mere solidt grundlag for kortfilmproduktionen. Der blev oprettet tre institutioner:
- En filmfond, som yder økonomisk støtte til produktion og anskaffelse af oplysnings- og undervisningsfilm.
- En filmcentral, som distribuerer de for fondens penge producerede og indkøbte film, samt køber og udlejer kulturelt og kunstnerisk værdifulde film.
- Et filmråd, der fungerer som et rådgivende mellemled mellem justitsministeriet på den ene side og fonden og filmcentralen på den anden.
DK blev med den nye filmlov en statsligt finansieret institution og fortsatte som et rent producentorgan, idet filmcentralen overtog distribution og indkøb af undervisningsfilm. DKs aktiviteter blev nu – og helt frem til 1964 – finansieret via Filmsfonden, som hentede sine indtægter fra biografernes forlystelsesafgift, bevillingsafgiften og overskuddet fra Statens Filmcensur. Filmene blev til på den måde, at private organisationer som f.eks. turistforeninger, landbrugets organisationer, Arbejdernes Oplysningsforbund, Naturfredningsforeningen eller Dansk Kvindesamfund, henvendte sig med en opgave, som så blev planlagt i samarbejde med DK og optaget hos et filmproduktionsselskab (Minerva Film, Nordisk Film, Palladium, Dansk Film Co. eller andre). Disse undervisnings- og oplysningsfilm (i samtiden kaldet ’propagandafilm’) blev vist som forfilm i biograferne eller udlejet som smalfilm til skoler og foreninger. DK havde gennem en årrække bevillingen til Toftegaard Bio, hvor skuespilleren Kai Holm sad i direktørstolen 1938-50 og siden Helge V. Assels frem til biografens lukning i 1976. Overskuddet, som blev kanaliseret over i DKs filmproduktion, var yderst beskedent.
Fra kontoret: Personale på arbejde - en lørdag morgen.
DKs produktion topper i 40’erne og 50’erne
Under Besættelsen steg produktionen af kortfilm voldsomt, og DKs aktiviteter op gennem 40’erne og 50’erne spændte vidt, hvad dette lille udvalg af titler er et udtryk for: ’Gigten – en Samfundsfjende’ (1942), ’Mødrehjælpen’ (1942), ’Danmarks Kolonihaver’ (1944), ’Skrubtudsen’ (1944), ’Kampen mod Kræften’ (1947), ’Stands coloradobillen!’ (1949), ’Spar på vandet’ (1949), ’Indigofarvning i gamle dage’ (1949), ’Storstrømsbroen’ (1950), ’Niels Bohr’ (1952), ’Høbjergning i marsken’ (1952), ’Enlige mødre’ (1954) og ’Hvorfor stjæler barnet?’ (1955).
Fiasko med spillefilm
DK forsøgte sig også med spillefilmproduktion. I 1939 kom ’Kongen bød’, instrueret af Svend Methling, i anledning af 150-året for stavnsbåndets ophævelse. Filmen sprængte budgettet hos DK og blev en publikumsfiasko, så det blev en enlig svale i Hejles direktørtid. I slutningen af 40’erne satsede efterfølgeren Ib Koch-Olsen igen på fiktion i spillefilmformat med børnefilmen ’De Pokkers Unger’ (Astrid og Bjarne Henning-Jensen, 1947), ’Kampen mod uretten’ (Ole Palsbo, 1949) – om socialdemokraten og børneretsforkæmperen Peter Sabroe – og ’For frihed og ret’ (Svend Methling, 1949) – om politikeren Orla Lehmann og vedtagelsen af Grundloven. Sidstnævnte blev både hvad presse og publikum angår en stor fiasko og skabte derudover en voldsom furore både blandt politikere og i filmbranchen. Filmens budget var overskredet med mindst 300.000 kr., hvilket medførte en kulegravning af DKs økonomi og budgetter. Fiaskoen affødte selvsagt hård kritik af Koch-Olsen, og man måtte stoppe produktionen af 12 film. De følgende årsbudgetter blev beskåret betragteligt.
I 1949 var 30 organisationer knyttet til DK, og man rundede 60 producerede film (inkl. Ministeriernes Filmudvalgs produktioner). Formålet med DK – at skabe et bredt anlagt kulturelt oplysningsorgan – var opfyldt.
Dansk Kulturfilm udfases
Ved indgangen til 1960’erne havde billedet ændret sig markant. Dels fordi bevillingerne blev mindre, men også pga. omfattende strukturændringer i de statslige filmorganisationer. Ved årsskiftet 1958/59 blev den filmproduktion, der hidtil var blevet besluttet af Dansk Kulturfilm og Ministeriernes Filmudvalg, overtaget af Statens Filmcentral. Arbejdet med at evaluere den danske kortfilmproduktion fortsatte og førte til, at man i efteråret 1965 oprettede Kortfilmrådet. Hermed var DK i praksis reduceret til en tom skal, dvs. en institution med vedtægter osv., men med et aktivitetsniveau på vågeblus og uden reel betydning for dansk kortfilm. Dansk Kulturfilm blev endeligt udfaset med revision af filmloven i 1982.
Stills og plakater
Direktører for Dansk Kulturfilm
1932-1946 Thomas P. Hejle (1938-46 også direktør for Statens Filmcentral).
1946-1957 Ib Koch-Olsen.
1/7 1957-1/11 1957 Agnar Hølaas (også prod.leder for MFU, død 8. november).
1958-1960 Erik Hauerslev (også for MFU, Statens Filmcentral og Det Dansk Filmmuseum).
Adresser
? -1947 Dahlerupsgade 3 (sammen med SFC).
1947 Nørrebrogade 10.
?-1955 Vester Farimagsgade.
1955-1956 Hvidovregade 24 i Valby (sammen med SFC og Filmmuseet).
1956- Vestergade 27 (sammen med SFC og Filmmuseet).
Litteratur
Kortfilmen og staten, red. Christian Alsted & Carl Nørrested (Eventus, København, 1987).
Filmen i Danmark, Niels Jørgen Dinnesen & Edvin Kau (Akademisk Forlag, København, 1983).