Om filmen

Maleren Per Kirkebys film vil sammenfatte Asger Jorns liv og kunstneriske indsats i én biografisk helhed. Filmen samler sig om nogle få afsnit i Jorns liv og tager udgangspunkt i de øde, forblæste landskaber i Vestjylland, hvor han blev født. Herfra bevæger den sig til fyrrerne og halvtredserne, hvor bl.a. udsmykningen til Silkeborg Bibliotek skildres. I spring - der knyttes sammen af filmens talte kommentar, der er Jorns egne tekster - føres filmen til Jorns hus i Albisola i Italien, til araberkvarteret i Paris, til det store keramiske relief, der i 1959 blev opsat på Statsgymnasiet i Århus, og til Gotland, der var en inspiration for kunstnerens interesse for den forhistoriske nordiske kunst. Filmen viser også eksempler på Jorns kunst.

Ved filmens fremkomst skrev kunstanmelderen Gunnar Jespersen i Berlingske Tidende (19/1 1978): ”Det allerbedste, man kan sige om denne film er, at den er på højde med Jorn. Uden at gå på akkord siger den en masse om ham. Per Kirkebys glæde for emnet giver sig klare billedmæssige udtryk. (…) Det er en god film, men den stiller krav. Jeg tror, at man skal vide noget om Jorn for at få udbytte af filmen. Men det samme kunne man sige om hans kunst. Uden forudsætninger får vi ikke fat i denne spændende maler, der rykker os nærmere og nærmere, jo mere vi får overblik over hans indsats.”

”Jeg så filmen kort efter dens fremkomst i 1978, og jeg kan ikke sige det bedre, end at den på mig virker som et stærkt maleri. Af Asger Jorn. Eller Per Kirkeby. Vildt og inderligt. Med en musik af Jorn selv og hans malerven Jean Dubuffet, som kan virke både skræmmende og stødende. Men som er den sidste afgørende farve, der fuldender maleriet”, skrev Leif Jensen 16. juli 1986 i B.T.'s foromtale af filmens udsendelse på DR TV.

Per Kirkeby skriver selv: ”Mig og Asger Jorn. Jeg har aldrig mødt Jorn, selv om jeg godt kunne have gjort det i tidsrummet. Som kunstnere var vi fælles om femten år. Men hvorfor skulle en ældre kunstner møde en yngre, det kan jeg godt forstå er temmelig uinteressant for den ældre. Og den yngre vil ikke. Hvis man ellers har været så heldig at starte på et af de rigtige tidspunkter. Hvor der er så meget tryk på, at det der forefindes er fuldstændig uinteressant. Og måske endda betragtes som skamløst og umoralsk. Det var situationen tidligt i tresserne. (…) I virkeligheden vidste vi godt at Jorn var en så stor blok, at det enten var dynamit eller en omvej, hvor man bare lod som om man gik lige ud. Så vi marcherede videre uden at tage større notits af den alt for nærværende ”fortid”. Vi gjorde det ved at demontere manden/værket. Delte det op i maleriet, som vi kaldte udlevet, en ”stil” og det ”teoretiske” værk som blev ”interessant”. På den måde blev vi fri for at se på billederne og sætte os ind i ideerne. (…) I hvert fald var det min mere og mere vakte interesse for Jorns omfattende intellektuelle position og dens procesagtige afspejling af en tid og et liv som greb mig. Og da jeg var voksen nok, Jorn død, og Troels Andersen opfordrede mig, gik jeg i gang med at lave en film om Asger Jorn. I den film er der ikke et eneste regulært maleri. Både fordi jeg finder malerier uegnet til filmens tid, men også fordi det var ikke der min interesse lå. Jeg tog mig god til dette projekt, og jeg fik læst mig gennem alle papirerne. Malerierne er jeg først langsomt begyndt at se på. Jeg er blevet fanget. Af deres intrikate ironi, deres mangel på ”løsninger”. Jeg skelner ikke mellem en god og en dårlig Jorn, og det er altid et tegn på, at jeg er blevet fanget. Når man har at gøre med et værk, som virkelig handler om noget, så er et såkaldt dårligt billede ofte lige så oplysende som et ”godt”” (fra et afsnit i Per Kirkebys bog 'Fisters klumme', Borgens Forlag 1995, citeret i Information 17/3 1995).

Credits