Om filmen
Et filmisk eksperiment, som bevæger sig i flere planer. Fire personer gennemspiller et menneskeligt forløb, set med hvide silhuetter på sort bund. 'Indeni' dem - eller bag dem - udspilles et andet forløb, støttet og modsagt af lydsiden.
Fire film af de udvalgte værker til Sculpting the Past / Fortid fortolket er rene medieeksperimenter. Den ene er Ole Johns 'Indeni'. Filmen er fra en periode, hvor Ole John var docent på Kunstakademiet i Düsseldorf (1971-76).
”På en sort baggrund mimer 4 personer et jalousi-drama, bl.a. med markerede samlejestillinger. De står som hule silhuetter på den sorte baggrund og er indeni udfyldt af et filmbillede – naturoptagelser, en hønsegård, et vandfald og en by ved nat. Selve billedrammen fungerer som indespærring for personerne. Lydsiden er en betydningsladet brug af reallyde og klange – ved Henning Christiansen. Rent teknisk er filmen et resultat af en kompliceret proces med totalt sortmalede mennesker optaget på hvid baggrund. Negativet, hvor ’menneskefeltet’ bliver klart, sammenkopieres derefter med den film, der skal befinde sig ’indeni’.” (H. Krarup og C. Nørrested: 'Eksperimentalfilm i Danmark'. Borgen 1983).
Credits
Instruktør: | Ole John |
Manuskript: | Ole John |
Fotografer: | Ole John, Gregers Nielsen |
Musik: | Henning Christiansen |