Om filmen

'Skarpretteren' er en musikalsk legende om kvindens fornedrelse og ophøjelse. Historien om min egen begravelse og begravelsen af den legendariske kvinde og fremstødet til et nyt liv i andre sammenhænge, hvor hun kan opfatte sig selv produktivt i et rimeligt samfund. Nu er hun biprodukt til manden, optaget af egne følelser, længsler, lyster og erindringer. Det er tyngende ballast. Blomsterkransen skal væk, men som en tornekrans er den trykket fast ned over panden, er næsten ikke til at rive af." (Ursula Reuter Christiansen om filmen).

””Fat mod, det næste store øjeblik i historien tilhører os” er 'Skarpretterens' sidste, speakede tekst. Filmen fremtræder med denne slutparole, der ser frem mod en frigørelse, og den gennemgående tale om kvinden og kvinders fælles vilkår som en kønspolitisk film, præget af Reuters katolske baggrund og personlige situation. Den opstiller en række klassiske kvindelige roller – den sexuelle, moderlige, bruden, martyren og madonnaen – over for nogle endnu mere skabelonagtigt reducerede mandlige figurer – soldaten, bøddelen, graverne – som alle synes at pege på et offer-bøddel-forhold mellem kønnene. Men samtidig peger filmen på kvindens egen tvetydighed i forhold til både mand og børn og på hendes villighed – eller ligefrem drift – til at hengive sig til skarpretterens maskuline autoritet eller optræde som frelsende moderlig engel. En sådan selvransagelse er ganske karakteristisk for den tidlige Rødstrømpebevægelse, men filmens arketypiske eventyrpræg synes at stritte imod den historiske udviklingsramme i slutparolen, ligesom filmens visuelle scener snarere viser offer og undergang end kamp og frigørelse.

I sin anmeldelse ser Jane Pedersen (Information 2/3 1973) filmen som ”en lang destruktion af det legendariske kvindebillede”, men trods det feministiske perspektiv mener hun heller ikke, at der direkte formuleres noget alternativ i filmen. ”Alternativet dannes gennem selve filmens sprog” neden under den historie, der fortælles, ”i filmens symboler og billeder, der er af en intens skønhed og oplevelsesstyrke. Ursula Reuters tro på, at kunstneren gennem billeder og symboler kan påvirke vor fælles underbevidsthed” og dermed sætte frigørende handlinger i gang, ”synes hun selv at have realiseret i filmen, hvor man gang på gang oplever, at billederne rammer dybt ind i ens underbevidsthed på punkter, hvor man er forsvarsløs.” (…)

Filmen vises i kvindemiljøer og ved Reuters udstilling på Gentofte Kommunes Kunstbibliotek, mens hverken biografer eller tv viser interesse.” (Tania Ørum: 'De eksperimentelle tressere – kunst i en opbrudstid', s. 642. Gyldendal 2009).

Credits