Kort- og dokumentarfilm, en kunstart i oplysningens tjeneste
Efter 2. verdenskrig blev cand.mag. Ib Koch-Olsen i 1946 igennem en sekretærpost i AOF kendt kvalificeret til direktørposten for Dansk Kulturfilm og produktionsledelsen af Ministeriernes Filmudvalg. Igennem den senere fiskeriminister Christian Christiansen var AOF direkte repræsenteret i Dansk Kulturfilms bestyrelse fra 1930erne frem til 1949, hvor han afløstes af sekretær Erik Hauerslev, der også kom fra AOF og i 1958 blev direktør for Statens Filmcentral (SFC). På samme måde hentede Werner Pedersen, direktør for SFC 1962-67 og Kortfilmrådet 1965–72 også sine kvalifikationer fra arbejde indenfor AOF. Det blev således de socialdemokratiske kultur- og oplysningstanker, som kom til at præge den ministerielle administration af filmlovgivningen og kortfilmordningerne.
Kortfilm som en selvstændig kunstart
Med ansættelsen af Werner Pedersen som leder af oplysningsafdelingen i SFC fra 1959 blev det hidtil dominerende nyttehensyn imidlertid erstattet af en opfattelse, der betragtede kortfilm som en selvstændig kunstart. Det lykkedes hurtigt for Werner Pedersen at få tilpasset den danske kortfilm efter herskende globale signaler, der lagde vægt på debat og eksperimenter med det lette 16mm reportageudstyr. Da Werner Pedersen blev direktør for SFC i 1962 agiterede han for indførelsen af såkaldt ’frie kortfilm’, som stillede instruktøren frit mht. emnevalg og filmisk udformning. Hans initiativ blev bakket op af stort set alle kortfilmskabere, og det medførte i 1966 nedlæggelse af Ministeriers Filmudvalg (der producerede film direkte for de danske ministerier til borgeroplysning) og et bevillingsstop for Dansk Kulturfilm i 1965.
Til gengæld oprettede man et mere tidssvarende organ, Kortfilmrådet, som i sine vurderingskriterier opprioriterede kortfilminstruktørens egne intentioner og eksperimenter og gjorde oplysningsinteresserne sekundære. Werner Pedersen, som også blev direktør for Kortfilmrådet, anså sponsorinteresser og brugshensyn som direkte ødelæggende for en udvikling af kortfilmen. Kortfilmrådet blev i sin 7-årige levetid en virkelig tumleplads for især æstetiske eksperimenter. Filmene blev ofte brugt som progressive forfilm til almindelige biograffilm, ofte til stor forargelse for tilskuerne.
'Stop for Bud' (1963) - et anderledes portræt af Bud Powell.
Da 'Stop for Bud' fra 1962 (lavet af Jens Jørgen Thorsen, Jørgen Leth og Ole John) uden problemer blev opkøbt af Werner Pedersen til SFCs distribution i 1964, kom det simpelthen som en stor overraskelse for alle filmens skabere. Det satte Jørgen Leth og Ole John i gang med produktionen af 'Se frem til en tryg tid' samme år. De to film kom så at sige til at udgøre kimen til ABCinema. Den teknisk administrative leder af Kortfilmrådet, Axel Jepsen, der siden 1958 havde været ansat som produktionsleder i SFC, blev den 1. februar 1967 konstitueret direktør for SFC. Han repræsenterede den oplysningsorienterede tradition og dermed et direkte modstykke til Werner Pedersens kunstneriske linje.
Konsulentordningens fødsel
Da Statens Filmcentral ved lov i 1972 blev eneste statslige produktionsinstitution, der ikke længere skulle fungere som teknisk/administrativ produktionsledelse for andre institutioner, blev der dannet en bestyrelse, og - som det havde været traditionen - blev brugerne stærkt repræsenteret i bestyrelsen på bekostning af branche- og instruktørinteresser. Bestyrelsen vedtog at oprette en programredaktion, som kom til at bestå af to åremålsansatte redaktører, udpeget af bestyrelsen. Redaktørerne skulle lægge programlinjen i samarbejde med to faste SFC-medarbejdere, hvoraf den ene var direktøren. Denne konsulentordning, som også blev indført i en modereret udgave i Det danske Filminstitut i samme periode, skulle tjene til at undgå bureaukratisk stivnen og fremme alsidighed i forhold til indkøb såvel som produktion. Åremålsansættelserne for programredaktørerne var en videreførelse af den konsulentordning, som Kortfilmrådet lancerede i 1970. De understregede den prioritet lovgivningsmagten og Kulturministeriet gav det personlige, subjektive skøn blandt filmkyndige og kulturpersonligheder.
De uønskede film på 'den hemmelige liste'
I april 1970 meddelte Axel Jepsen imidlertid egenrådigt Kortfilmrådet, at SFC ikke længere pr. automatik mente sig forpligtet til at distribuere rådets film. Det havde hidtil været fast kutyme, at alle statsligt producerede film skulle distribueres af SFC. Der blæste åbenbart nye, mere oplysningsorienterede vinde. Kulturministeriet fulgte Jepsen, men krævede dog fra juni 1971, at SFC skulle udarbejde et selvstændigt katalog over Kortfilmrådets film. Denne ’hemmelige liste’ gik under betegnelsen ”KR Film liste 1972”.
'Hverdag' (Tørk Haxthausen, 1969) - en af titlerne på 'den hemmelige liste'.
Supplementet til listen blev løbende opdateret i SFCs lidet læste meddelelsesblad SFC Film. I alt forblev 61 af Kortfilmrådets produktioner uønskede i SFCs distribution og dermed censureret bort.
Workshoppen – et statsligt filmværksted
I 1967 samledes en række eksperimenterende filmarbejdere og udøvende billedkunstnere under ungdomsoprørets faner i det selvfinansierede 8mm-produktionskollektiv ABCinema. Deres film havde så godt som ingen distributionsmuligheder, udover begrænset visning i kraft af medlemmernes egne initiativer og decentrale politiske særinteressegrupper.
I 1969 opfordrede Filminstruktørsammenslutningen Danmarks Radio og Filmfonden til at finansiere en permanent Workshop. Filmskolen, der blev oprettet i 1966, optog kun ganske få elever på elitebasis. Uerfarne filmfolk derimod havde ingen muligheder for at forsøge sig med mediet. Workshoppens oprettelse i 1970 havde sine rødder i et par grupper, der skulle forsøge sig som et rent eksperimenterende samarbejde mellem film og tv allerede i 1964-65. Som en reaktion på det etablerede filmmiljø samledes frustrerede, eksperimenterende filmarbejdere og udøvende billedkunstnere under ungdomsoprørets faner i det selvfinansierede 8mm-produktionskollektiv ABCinema i 1967. Workshoppen kom i praksis til at fungere som et alternativt statsfinansieret forsøg på at assimilere de tendenser, som ABCinema havde sat i gang. Workshoppen var tæt på at lukke, men overlevede i 1977 ved et folketingsflertal, men med en langt strammere styring. Navnet blev ændret til Det Danske Filmværksted.
Distribution af de film, der blev produceret i Workshoppen, var så godt som umuliggjort efter Axel Jepsens dekret fra april 1970. TV har heller aldrig vist sig som aktive sparringspartnere eller som nogenlunde sikker distributionskanal.
Filmene - de glemte perler
Det udvalg, vi har foretaget af periodens (for os) interessanteste film, er naturligvis domineret af produktioner fra Kortfilmrådets ’hemmelige liste’, Workshoppen og produktionskollektivet Hornsherred Film (interessant karakteriseret i Erik Thygesens (red.) 'Uprofessionelle billeder' fra 1980).
De statslige produktionsrammer fra Kortfilmråd til Workshop kom til at sætte sig mærkbare spor indenfor kortfilmmiljøet - film, som det virkelig er værd at hive frem fra glemslen. De hidtil privatiserede småbilledformater blev både lettere håndterbare, fik lyd og opnåede en vis offentlig opmærksomhed. Mange af udvalgets titler stammer fra et helt nyt kuld af instruktører, der også indbefattede billedkunstnere, og de fleste fortsatte med at fungere som instruktører.
'Ind imellem bliver vi gamle' (Ole Roos, Charlotte Strandgaard, 1971).
De fleste værker er produceret med støtte fra Kortfilmrådet eller i Workshoppen. Blot nogle få titler figurerer i SFCs produktions-regi, hvor Kortfilmrådets afsmitning er mere end tydelig. Det drejer sig om den modernistiske Danmarksfilm 'Danmark A+B' (1976) af Kristen Bjørnkjær sammen med Per Højholt, og Per Kirkebys meget personlige portræt af sin store forgænger 'Asger Jorn' (1977). Der er tillige et meget Per Kirkeby’sk selvportræt i den helt skæve undervisningsfilm med Grønland som eksempel i 'Geologi – er det egentlig videnskab. En simpel film' (1980). Endelig har SFC produceret Ursula Reuter Christiansens og Henning Christiansens kvindepolitiske kampfilm 'Den røde skov – et filmisk orakel i 9 billedrum' (1987). Danmarks Radio er kun inddraget i en enkelt oplysningsfilm for Kortfilmrådet, 'Ind imellem bliver vi gamle' (1971) af Ole Roos og Charlotte Strandgaard. Korfilmrådet fik lynhurtigt etableret et positivt og assimileret portræt af de polske jødiske flygtninge i den store dokumentarfilmfotograf Wladyslaw Forberts 'Jeg vil bo i Danmark' (1970). Jon Bang Carlsen gjorde sig bemærket som en unik særpræget dokumentarist på Workshoppen med sin indfølte skildring af forældreomsorgens betydning i 'Åndssvage Sara' (1972).
De rene eksperimenter
Kun fire film af de udvalgte repræsentative værker er rene medieeksperimenter: 'Krag-filmen' (1969) er kollektivgruppen ABCinemas unikke portræt af daværende statsminister Jens Otto Krag med tumultariske sammenklip af hele gruppens 8mm- optagelser fordelt på fire billedskærme, ledsaget af Henning Christiansens ironiserende lydmontage. Ole Johns 'Indeni' (Kortfilmrådet, 1972-74) arbejder på interessant vis med selve celluloidfladens afmaskningsmuligheder, som var så godt som umulige i laboratorieprocessen og nu måske nærmest uforståelige for en behændig PC-generation. Eks-skolekunstneren Peter Louis-Jensen demonstrerer i et par 8mm-film fra 1968 sin sikre beherskelse af flere optagelag (op til tre) dels i en slags selvportræt fra Galleri 101 – 'Selvportræt' (1968), dels optagelser i sort/hvid og farve af producerende hænder af tidsskriftet ”ta”, der på det tidspunkt blev distribueret i plasticpose – 'TA’ Box' (1968).
'Selvportræt' (Peter Louis-Jensen, 1968).
Kunstnerportrætter
Perioden rummer desuden nogle af de mest vellykkede danske billedkunstnerportrætter på film: Anders Hauchs filmning af konceptkunstneren Arthur Koepckes komplekse og morsomme verden afdækkes nøjagtigt på 'En cigarets tid' (Kortfilmrådet, 1969). Jens Jørgen Thorsen har (sammen med Novi Maruni) ydet sit ypperste i reportagen fra Poul Gadegaards totaludsmykning af Anglifabrikken i 'Herning 65' (Kortfilmrådet, 1966) samt det helt indforståede portræt af Henry Heerup i 'Et år med Henry' (Kortfilmrådet, 1967). 'Asger Jorn' (SFC, 1977) er omtalt ovenfor.
'En cigarets tid - et portræt af Arthur Køpcke' (Anders Hauch, 1969).
Filmene fra den politiske slagmark
Størstedelen af de øvrige film stammer fra den politiske slagmark. De sidenhen forfulgte ’røde lejesvende’ fandt ud af, hvor langt de kunne gå i forhold til statsmagtens bud i Tørk Haxthausens bestilte film om Roskilde, mens det såkaldte Russell-tribunal fandt sted november 1967. Der var for meget anti-amerikansk Vietnamkrig-protest og for lidt Roskilde, men den resulterende film 'Hverdag' kom uventet i SFC-distribution omkring udgangen af finansåret 1968/69.
De øvrige stammer fra Workshoppen: 'The Fight Between Industry and Poetry' af Per Mannstaedt, der faktisk er et kunstprojekt fra 1971. 'Mao: "Grib dagen. Grib timen"' (1972) af Dino Raymond Hansen, der under kulturrevolutionen tager sig af Mao som digter. Og Solvognens reportage fra den såkaldte julemandsaktion 'Dejlig er den himmel blå' fra 1975.
'The Fight between Industry and Poetry' (Per Ingolf Mannstaedt, 1971), framegrab.
Da Workshoppen i første omgang blev nedlagt, opstod der flere decentrale produktionsmiljøer. Det allervigtigste var nok Hornsherred Film der med 'Rockerfilmen' fra 1979 var blandt de første til at give en facetteret skildring af dette miljø.
Om og af kvinder
Filmene om kvindekampe blev under megen presseopmærksomhed startet i Workshoppen i 1971 med Kirsten Justesens og Jytte Rex’ 'Tornerose var et vakkert barn'. SFC fik modstræbende filmen i distribution 1975 og tog i kataloget skarpt afstand fra filmens ’tekniske standard’. Den slags kommentarer repræsenterede en helt ny form for afstandtagen. Janne Giese og Henning Camre portrætterer nogle af kvindebevægelsens mange aktionsformer i 'Kvindefestival 74'. Ursula Reuter Christiansen skabte for Kortfilmrådet i 1972 den meget ambitiøse og personlige 'Skarpretteren', som flere feminister tog afstand fra grundet den poetiske form og dens derfor mindre politiske slagkraft. Hendes 'Den røde skov' er omtalt ovenfor.
Skarpretteren (1972), fotograf Henning Camre og instruktør Ursula Reuter Christiansen.
Eksperimenter med virkeligheden dukkede kun sporadisk op i danske spillefilm i tiåret 1970-80. Franz Ernst og Charlotte Strandgaards ’dogmefilm’ 'Ang. Lone' fra 1970 med Gasolins musik var et af de vellykkede eksempler, der rammer en tidstypisk tone med sin improviserede spillestil.
