Om filmen

Optagelser fra Russell-tribunalets session november 1967 på Fjordvilla ved Roskilde kontrasteret med dagliglivet i Danmark. De udenlandske indslag i filmen udgjorde en del af det bevismateriale, der blev fremlagt for tribunalet, der behandlede spørgsmålet om amerikanske krigsforbrydelser i forbindelse med Vietnamkrigen.

Den lille 10-minutters film, 'Hverdag' fik en livlig omtale i pressen allerede inden offentligheden havde fået adgang til at se den.

Instruktøren Tørk Haxthausen og producent Niels Drechsel havde søgt og fået deres idé til filmen godkendt af Kortfilmrådet med en støtte til produktionen på 50.000 kr. Emnet var det Russell-Tribunal, som skulle finde sted i Danmark på initiativ af filosoffen Bertrand Russell . En række tidligere amerikanske soldater, deserteret fra Vietnamkrigen, skulle aflægge vidnesbyrd om krigens grusomheder over for et panel af internationale filosoffer og forfattere (Jean-Paul Satre, Simone de Beauvoir, Sara Lidman m.fl.). Det foregik over nogle få dage i 1967 i ”Fjordvilla” i Roskilde, det eneste sted, arrangørerne havde kunnet leje sig ind til det, der blev betragtet som et kontroversielt arrangement. Tørk Haxthausen lod provinsbyens traditionelle aftenliv med andespil og go-go stå i kontrast til de billeder, der blev vist for Russel-tribunalets medlemmer. Uden egentligt politisk engagement skulle filmen ”påminde os om kontrasten mellem beskyttede, mætte vesterlændinge og nødlidende østerlændinge, udsat for bomber og brand” (Henning Nystad i Politiken, 10/3 1968).

Efter et første gennemsyn af filmen og lange drøftelser besluttede Kortfilmrådets bestyrelse, ”at værket hverken skulle censureres eller makuleres. Producenten måtte ej heller lide den tort at miste den bevilgede sum. Filmen kunne blot ikke udsendes med Kortfilmrådets navn og stempel.” (Henning Nystad)

Kortfilmrådets bestyrelse bestod på daværende tidspunkt af formanden, civildommer Asbjørn Grathe, udenrigsråd Kai Johansen, en repræsentant for biografteatrene, en repræsentant for filmudlejerne, Svend Aage Lorentz som repræsentant for filminstruktørerne, Poul Solbjerghøj repræsenterede kortfilmproducenterne og Kai Holm, tidligere formand for Dansk Kulturfilm.

Der opstod en livlig mediedebat med kritik af beslutningen og mistænkeliggørelse. Var det mon efter pression fra Udenrigsministeriet? Henning Nystad forsvarede i sin kommentar i Politiken den offentlige institution, Kortfilmrådets, ret til at udøve sin myndighed, positivt eller negativt ud fra rimelige kriterier. ”... det er bittert for alle parter, at man har foræret reaktionære kritikere en glimrende lejlighed til at anfægte den modige politik, som sætter Kortfilmrådet i stand til at stimulere en døende genre og vække begejstring for den aktuelle kommentar i filmisk skikkelse. (...) Hold inde med skydningen mod et prisværdigt initiativ. Kortfilmen vil snart ligge på lit de parade, hvis den ikke bliver medium for skarpe meninger” (Politiken 10/3 1968).

Credits