Forhistorie
Filmsfonden og Filmsrådet blev oprindeligt oprettet med 1938-loven. Filmsfondens indtægter kom fra forlystelsesafgiften, bevillingsafgiften og filmcensurens overskud (alle film skulle censureres, og det var ikke gratis). De indkomne midler skulle bruges til produktion af oplysende og kunstneriske kortfilm. Det sørgede Dansk Kulturfilm for. Filmsfonden skulle også virke til fremme af filmens udbredelse i undervisningssektoren - via Statens Filmcentral - og til almennyttige formål som teater og idræt.
Filmsrådet forvaltede censurloven og var et alment rådgivende organ for myndighederne. Filmsrådet havde også til opgave at holde øje med filmudviklingen ude i verden, og derved påvirke biografejerne, så filmrepertoiret i de danske biografer kunne blive så alsidigt og kunstnerisk som muligt.
Der var forholdsvis begrænsede midler til rådighed, og derfor fik den første Filmsfond ikke den store betydning for spillefilmproduktionen i Danmark.
Formål
Etableringen af Filmfonden og Filmrådet i nye skikkelser (og uden ’s’) kom med 1964-filmloven. Filmfondens midler kom dels fra biografbilletafgiften på 15 % dels fra biografbevillingsafgiften tillige med et mindre årligt beløb direkte fra Kulturministeriet. Inden for dette budget skulle Filmfonden administrere Statens Filmcentral, Det Danske Filmmuseum, Filmrådets og Biografrådets virksomhed, en ny filmuddannelse samt yde økonomisk støtte til produktion af kort- og spillefilm. Det overordnede formål med Filmfonden var at fremme filmkunsten i Danmark, altså en kunststøttelov og ikke en generel branchestøtte. Filmrådet (det første bestående af 9 medlemmer udpeget af kulturministeren) havde til opgave at vurdere film og filmmanuskripter og derefter anbefale eller ikke-anbefale filmprojekterne til økonomisk støtte hos Filmfonden. I samtiden blev den nye lov kaldt ’verdens bedste filmlov’.
Støtte til filmproduktion
Filmrådet indstillede projekter til økonomisk støtte via Filmfonden, oftest på basis af et indsendt manuskript. På den måde kunne man støtte en kunstnerisk ’intention,’ selvom den færdige film måske viste sig ikke at leve op til intentionen. Det var således meningen, at også instruktører og eksperimentalfolk, der ikke var inde i varmen hos de store filmselskaber, lettere skulle kunne få støtte.
Den økonomiske støtte blev givet på flere forskellige stadier i en films ’liv’. Man kunne søge om både manuskriptstøtte og produktionsstøtte. Produktionsstøtten blev givet i form af statsgaranterede lån, der fungerede som kaution for producenternes banklån, og som i princippet skulle tilbagebetales. Garantierne var aldrig større end den private producents investering. Filmfonden havde dog mulighed for at eftergive lånene, hvis filmen ikke spillede sig ind. Endelig havde instruktørerne mulighed for, at søge kvalitetsbidrag. Dette bidrag blev givet til særligt kunstneriske færdigproducerede film, og i perioden var Palle Kjærulff-Schmidt, Erik Balling, Henning Carlsen og Knud Leif Thomsen blandt topscorerne.
Biograferne
”Lov om film og om biografer” er titlen på 1964-filmloven, idet den splitter 1938-lovens Filmsråd op i to. Biografrådet (9 medlemmer) blev oprettet på linje med Filmrådet (et nyt organ med samme navn) og begge var alene rådgivende i forhold til Filmfonden, som sad på pengene. Biografrådet administrerede biografbevillingerne og filmudlejningsbevillingerne. Desuden kunne biografdirektørerne søge om støtte (i form af lån) til fornyelse af inventar og teknisk udstyr, og udlejerne kunne søge støtte til import af børnefilm og særligt kunstneriske film. Film som Truffauts ’Silkehud’ (1964), Jiri Menzels ’Skarpt bevogtede tog’ (1966) og Bunuels ’Dagens skønhed’ (1967) opnåede eksempelvis importstøtte.
Der var især problemer med at opfylde lovens hensigt om et mere kvalitetspræget biografrepertoire. Filmrådets direktør Erik Hauerslev måtte i 1970 erkende, at loven ikke havde virket efter hensigten, og fonden gav herefter også direkte støtte til biograferne for at opfordre til et mere lødigt repertoire. Der blev iværksat forsøg med kvalitetspakker til provinsen, og fra 1969 blev der givet støtte til art cinemas, men ingen af disse tiltag fik publikum til at stå i kø ved biografernes billetluger.
Den Danske Filmskole (1966-1972)
Filmfonden fik også til opgave at etablere en professionel filmuddannelse i Danmark. 19. september 1966 startede de første 15 elever på Filmskolen i Store Søndervoldstræde, overfor Filmfondens og Filmmuseets lokaler. Skolens første rektor var filmmagister I.C. Lauritzen, som sad fra 1966-69. I begyndelsen uddannede man instruktører, fotografer og lydfolk. I 1972 kom også en uddannelse i filmproduktion til.
Der var delte meninger om Filmskolens berettigelse. Branchen mente ikke, man kunne lære at lave film på en skole. Man måtte lære håndværket fra bunden ude i ’den virkelige verden’. De var bekymrede for, at uddannelsen blev for teoretisk og akademisk, og at man ikke ville kunne tjene penge på de film, skolens elever lavede. Lærere og elever på skolen var mere optaget af filmmediets kunstneriske udviklingsmuligheder og af skolens interne opbygning. De interne stridigheder kulminerede i februar 1969 med en besættelse af skolen. Rektor blev afsat, og herefter fulgte en periode med skiftende ledelse, forsøg med kollektivt rektorat m.m., indtil Bent Christensen (skuespiller, filminstruktør og producent) tiltrådte som kunstnerisk leder i 1970. Blandt Filmskolens første elever kan nævnes Henning Camre, Dirk Brüel og Anders Refn.
Hvem bestemte hvad?
Fordelingen af kompetencer mellem Filmrådet og Filmfonden var i praksis ikke let at håndtere. Lovens intention om højnelse af filmkunsten kolliderede med den økonomiske støtte til filmbranchen og den stærke repræsentation af branchefolk i både Filmrådets (5 af 7) og Filmfondens (4 af 8) bestyrelser. Disse branchefolk producerede selv film i perioden, og det satte deres uafhængighed og vurderingsevne under pres.
Filmrådet havde til opgave at indstille til produktionsstøtte på manuskriptstadiet og måske senere - hvis filmene var blevet anbefalet af rådet - at kvalitetsstøtte de færdige film. De film, der ikke var blevet anbefalet, men alligevel produceret, havde ikke en chance for at opnå kvalitetsstøtte, uanset hvor gode de måtte være.
Man opererede med tre forskellige termer fra Filmrådet: anbefalet støtte, ikke-anbefalet støtte og veto mod støtte. Filmfonden kunne således godt vælge at støtte en film, der var blevet ikke-anbefalet af Filmrådet, men i praksis støttede man aldrig en ’veto-film’. Det enkelte filmprojekt blev altså vurderet både af Filmrådet og Filmfonden, og herved opstod forvirringen omkring kompetencerne. Filmfondens direktør Erik Hauerslev måtte stå for skud i mange avisdebatter, men faktisk var det grundlæggende lovens utilstrækkelige og uklare ordlyd, der var problemet.
Adresse
1/1 1965: Midlertidige lokaler i Rosenvængets Allé, 2100 København Ø.
Efterår 1966: Store Søndervoldstræde, 1419 København K.
Direktør
Erik Hauerslev.
Kilder
’Filmen i Danmark’, Niels Jørgen Dinnesen & Edvin Kau, Akademisk Forlag, København, 1983.
’De første 25 år’, red. Arne Bro [et al], Den Danske Filmskole, København, 1991.
’Kortfilmen og staten’, red. Christian Alsted & Carl Nørrested, Eventus, København, 1987.