Sculpting the Past er et nyt udvalg af gamle dokumentarfilm. Et første greb ned i den filmiske kulturarv med det formål at sætte vores historie i spil eller – på spil.
77 danske dokumentarfilm fra slutningen af 30erne til midten af 70erne er blevet digitaliseret til vore dages distributionsplatforme. De er blevet hentet frem fra mørket i arkiverne, og vi har forsynet dem med ny information og inspiration, så de kan møde et samtidspublikum med fornyet dynamik. Filmudvalget er kurateret, hvilket vil sige, at det er resultatet af et personligt valg, foretaget i samarbejde med en række forskere.
Sculpting the Past er også overskriften på en udstilling, som løber i perioden 22/8 2013 til 28/3 2014 og åbner for et fortolkende møde mellem den danske kulturarv og verden omkring os.
Fortid til tiden
Den dokumentariske filmkunst kombinerer dokumentation af et historisk øjeblik med det kunstneriske blik.
Den dokumentariske filmkunst tager stilling til virkeligheden, og i modsætning til fiktionsfilmens opdigtede universer er virkeligheden ikke et resultat, der skal skabes, men et grundvilkår. Den dokumentariske filmkunst benytter kunstartens virkemidler til at konstruere et sammenføjet billede af virkelige handlinger og til at løfte sandhedsværdien i det samlede udtryk op til at blive et udsagn om sin tid.
'Mao: "Grib dagen, grib timen"' (Dino Raymond Hansen, 1972). Foto: Gregers Nielsen.
Sådan har vi i min generation formuleret nogle forudsætninger for vores arbejde med at lave dokumentarfilm.
Nutidens tilskuere og mediebrugere har et andet og skærpet blik på fortællingerne om samtidens konflikter, og ikke mindst fortidens. I takt med udviklingen af nye medier og teknologier er de store begivenheder samtidig rykket tættere på. Alle, der før var tilskuere, er nu også blevet øjenvidner og kan med deres mobilkameraer dokumentere begivenheder og samtidig lægge dem ud på nettet. Vi har vænnet os til, at omverdenen formidles i ’direkte’ billeder. At producere billeder er ikke længere et privilegium for de professionelle. Alle er vi på én og samme tid instruktører, aktører, tilskuere og konsumenter.
Det ændrer radikalt ved forudsætningerne og grundlaget for at skildre virkeligheden. Bl.a. er begrebet ’autenticitet’ blevet det store diskussionsemne, og mediebrugeren inviteres i langt højere grad ind i et ’fortolkningsrum’.
Ved at opsøge fortidens filmiske fortællinger får man stærke oplevelser af den samtid, de opstod i. Men i dag giver gensynet også anledning til – med nutidens forståelse, medieerfaringer og -analyser – at genforhandle de historiske forhold.
Filmudvalget
I mit professionelle liv har dokumentarfilm altid været mit fokus. Som biografleder, som instruktør og som filmkonsulent har uendeligt mange film passeret mit blik, og de udgør derfor en væsentlig del af min livsfortælling. Men som med alt erindringsstof må der en anledning og et greb til for at rekonstruere og organisere fortiden.
Anledningen er, at arbejdet med at digitalisere vores filmarv og gøre den tilgængelig på internettet har startet en diskussion om prioriteringer. Hvor skal man begynde, når det ikke kun handler om at overflytte det gamle materiale til en teknisk standard, der kan modstå materialernes forfald, men også om at relancere filmene til en internetgeneration af seere?
Fire forskere blev mine medsammensvorne i bestræbelserne på at finde tilbage til mønstre og sammenhænge, der kunne begrunde udvælgelsen. Vi har fordelt de 77 udvalgte titler af dokumentar- og eksperimentalfilm under tre overskrifter:
DET POLITISKE SPIL OM KRIG – ERINDRING OG FORSONING.
Før, under og efter besættelsestiden i Danmark.
KUNST OG VIDENSKAB - TVÆRKULTURELLE IAGTTAGELSER I VERDEN.
50’erne og 60’ernes verdensbilleder, som arkæologer, videnskabsfolk og kunstnere fortolkede dem.
DEN EKSPERIMENTELLE SCENE OG DE KREATIVE OPBRUD.
60’erne og 70’ernes udfordring af den kunstneriske ytringsfrihed.
Det gennemgående kuratoriske udgangspunkt har været, at titlerne skulle være relevante og repræsentative. De skulle have værkhøjde, kunstnerisk og/eller tematisk. Filmudvalget skal ses som en montage af eksempler, ikke som en historisk oversigt.
En besættelse – på film
Da jeg mødte Lars-Martin Sørensen (forskningsleder, ph.d.), der ikke bare gennemså hele filmmaterialet fra besættelsestiden, men også gravede sig igennem kassevis af fraklip fra de enkelte film, blev jeg fascineret af hans nærmest arkæologiske grundighed, men også vagtsom. Med talrige dokumentarfilm bag mig ved jeg, i hvor høj grad netop fraklip kan indeholde fejl, hensyn til medvirkende og ligegyldigheder. Jeg følte mig fagligt ’beluret’, men må også erkende, at det er et vilkår, når man ytrer sig i det offentlige rum.
'Danske Patrioters Hjemførsel fra Tyskland' (1947), framegrab.
Lars-Martin Sørensen og jeg har haft fokus på tre emner, der optager os begge: at lægge flere nuancer til det officielle billede af en voldsomt omdiskuteret periode i Danmarks historie, at give et indtryk af datidens udstrakte brug af filmmediet til propaganda, og at sætte spørgsmålstegn ved begrebet autenticitet, både som det blev opfattet af datidens instruktører og nutidens opfattelse af den historiske dokumentation i filmene.
En ung generation af danske filminstruktører fik i de år chancen for at udvikle et nyt, dynamisk filmsprog, både i de statslige produktioner, i bestillingsopgaverne for erhvervslivet og i de mange timers hemmelige optagelser af modstanden mod besættelsesmagten, med Theodor Christensen som den mest markante profil.
Nye verdensbilleder
Da diskussionerne om besættelsestiden efterhånden døde ud i 50erne, var den offentlige opmærksomhed optaget af en ny balancegang. Den kolde krig og Ungarn-opstanden prægede forholdet til østbloklandene, mens 50ernes økonomiske vækst satte nye markedsløsninger og centraleuropæiske samarbejder på den politiske dagsorden.
Middelklassen voksede og fik efterhånden råd til at holde ferie. Charterturismen var i sin tidlige fase, da 50ernes og 60ernes dokumentarfilm bragte de fremmede kulturer på tættere hold. Vi så dokumentarfilm i biograferne og som del af skoleundervisningen, før tv slog igennem og blev hvermandseje.
Kulturmøder
Arine Kirstein Høgel (ph.d.) var involveret i en registrering af filmmaterialer for Moesgaard Museum, da mit arbejde med filmudvalget startede. Der skulle hendes forskerblik på, før jeg kunne se, hvordan mine første ungdomsår med filminteresse formede mit syn på omverden.
Arines (og Moesgaards) fokus var arkæologen P.V. Glob, som fra midten af 50erne stod for store danske udgravninger i den Arabiske Golf. Han samlede forfattere, billedkunstnere og antropologer omkring sig til en fortolkning og formidling af den fortid, man gravede op af sandet, men også af de kulturer og nationer, der prægede området. Glob var pioner inden for sit felt og blev især kendt i offentligheden som den, der introducerede en omverdensfortolkning, der gav plads til både faglig og kunstnerisk bearbejdelse.
Vi valgte at sammensætte titlerne som et billede på, hvordan de fremmede kulturer blev præsenteret for os danskere op gennem 50erne og 60erne, med udgangspunkt i Glob og hans indflydelse. Vi har kaldt det ‘kulturmøder’ og slår på den måde en ring omkring hele periodens mange tegn på, at vi som nation var ved at åbne os mod større global sammenhæng.
'Her er Kuwait' (Svend Aage Lorentz, 1968).
I udvalget falder tre titler uden for den historiske ramme, men er taget med, fordi de på interessant vis sætter et andet perspektiv på periodens film:
Børge Høst ser i 1989 på islam ('Islam til daglig') med et markant anderledes filmæstetisk blik end Svend Aage Lorentz ca. 25 år tidligere havde gjort det i sin 'Islam'.
Arthur Krasilnikov besøger i 1989 (i 'Vi hører til') det samme folk, som Jens Bjerre skildrede i 1959 ('O’Kung – Afrikas sidste urfolk'), og redegør for resultaterne af udviklingsarbejdet for denne befolkningsgruppe.
Per Kirkebys film 'Ekspeditionen' fra 1988 er med under dette tema, fordi den kommenterer på den danske ekspeditionshistorie i starten af det tyvende århundrede. Men formmæssigt knytter den an til udvalget i det tredje tema, ’de kreative opbrud’. Filmen kredser om ekspeditionslængslen og de ekspeditionshistoriske skikkelser Lauge Koch, Mylius Erichsen og Eigil Knuth, og samtidig er det primære objekt for undersøgelsen Kirkeby selv og filmens formsprog.
Eksperimentalfilm og ytringsfrihed
Da Jørgen Vestergaard i 1968 lavede filmen om sultkatastrofen i Biafra ('Broen til Biafra') viste han billeder af sultende børn, som ingen, der har set dem, kan glemme.
Et billede man ikke glemmer. 'Fra Broen til Biafra' (Jørgen Vestergaard, 1968).
Men jeg var allerede, sammen med min generation af unge i vesten, blevet påvirket af billeder fra andre mørklagte krige. Vietnamkrigen og dens omkostninger for civilbefolkningen havde oprørt sindene, og en generation af unge vendte sig mod magten, hvad enten det var stormagterne, autoriteterne i hverdagen, ‘systemet’ eller familiekonventionerne. Vi ‘frigjorde’ os, stillede spørgsmål til alt og satte musik til det hele. Et værdiskred, der blev kaldt ungdomsoprøret, kom til at sætte sit præg på udviklingen, politisk og kunstnerisk.
Udvalgets filmtitler fra slutningen af 60erne og begyndelsen af 70erne repræsenterer denne frodige periode for dokumentarfilmen. Den kreative aktivitet i ungdomsoprør, kvindebevægelse og hippiekultur, blandt kunstnere og aktivister var stor. Man eksperimenterede med materialer og udtryk i de kunstnersammenslutninger, der opstod, og politiseringen af dokumentarfilmene medførte mange nye, mere eller mindre officielle produktionsmiljøer. Mange filmskabere nød godt af statsstøtte i form af Workshoppens frie adgang til produktionsmidlerne og Kortfilmrådets støtte til eksperimenterne. Det kunne synes som om, alle kom til udtryk på film i små og store formater.
Det var dog langt sværere at nå et publikum. Statens Filmcentral, som i de år havde udviklet et velsmurt, landsdækkende distributionssystem af kort- og dokumentarfilm til gratis benyttelse for alle landets skoler, biblioteker, klubber og foreninger, sendte i perioder dagligt flere hundrede titler ud af døren i Vestergade. Men man definerede centralens distributionsopgave som 100 % undervisningsrettet og afviste derfor stort set alt, der ikke fulgte disse konventioner. Periodens mange vigtige kunstneriske og politiske eksperimenter var karakteriseret ved en stor frihed i udtrykket, men var henvist til alternative visningssteder og dermed en censureret adgang til publikum.
Det har været inspirerende at dyrke dette tilbageblik sammen med filmhistoriker Carl Nørrested, der har skrevet om den strukturelle baggrund i 'Staten og Kortfilmen' (1987) og udfoldet sin store viden om perioden sammen med Helge Krarup i 'Eksperimentalfilm i Danmark' (1986).
Tania Ørum (lektor v. Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Københavns Universitet) har begået det store værk 'De eksperimenterende tressere – kunst i en opbrudstid' (2009) og samler her periodens kunst, litteratur og film i et kulturhistorisk overblik. Hendes perspektiv på periodens eksperimenter som en ’flerstemmig’ indsats blev en inspirerende anledning til at forstå filmkunstens rolle i perioden.
'Herning 1965' (Jens Jørgen Thorsen og Novi Maruni, 1969). Foto: Mogens Ingemann.
Når fortiden bliver håndgribelig
Processen med udvælgelsen af filmene har først og fremmest været en lystbetonet erindringsrejse. Til tider overraskende, til tider bevægende.
Fra min egen tid som leder af Kino Valde – et af de alternative visningssteder i København, som programsatte 70ernes politiske og eksperimenterende film – var det et møde med min ungdoms inspirationskilder og politiske engagement. 50erne og 60ernes rejsefilm og omverdensbeskrivelser var en genoplevelse af hele min generations voksende uro og længsel efter at åbne vinduerne til verden, men samtidig et møde med en national selvforståelse, der med dagens globale udsyn kan synes forbavsende troskyldig.
Filmene fra besættelsestiden og efterkrigstidens kamp om historien gjorde en række af de forhold tydeligere, som havde præget mine forældres livsvalg og holdninger. Fra vores liv i udkanten af de historiske begivenheder – jeg tilbragte mange eftermiddage i DSB-kinos lille biograf - kunne vi dengang konstatere, at der udformedes en form for officiel ’versionering’ af forholdene, men jo ikke gennemskue, hvilke magtkampe og holdningsbrydninger, der havde fundet sted. Vores filmudvalg lægger nye nuancer til denne periode i Danmarkshistorien, der stadig kaster lange skygger ind over samtiden.
Fortid formidlet
Det udvalg af film, der nu er samlet i Sculpting the Past er et greb ned i de mange, mange titler, der gemmer sig i filmarkiverne.
Hensigten har været at gøre kulturarven tilgængelig, ikke som en anonym historisk oversigt, men så filmene kommer samtidens blik i møde og baner vej for en forbindelse mellem det offentlige og det personlige. Sculpting the Past inviterer den enkelte tilskuer til at bruge egne erindringer som fortællefilter.