Rumlig oplevelse giver ny dimension
Mens vi planlagde udstillingen, var Joshua Oppenheimer i gang med optagelserne til sin episke dokumentarfilm 'The Act of Killing'. I filmen benytter han sig af fortællingen som politisk redskab til at undersøge personlig og national identitet – i dette tilfælde Indonesiens blodige militærregime, der i årene 1965-66 udryddede mere end en million formodede venstreorienterede. Oppenheimer og jeg havde længe diskuteret, hvordan en multi-screen udstilling af hans projekt ville føje nye perspektiver til filmens mangefacetterede fortælleform. Som kuratorer mente Dola Bonfils og jeg, at filmens originale bidrag til diskussionen om film og etik, historie og erindring, gjorde den til et oplagt modstykke til den danske historie om besættelsen. I udstillingens ene del foldes Joshua Oppenheimers allegoriske film ud til en rumlig oplevelse, der giver udstillingens anden del – det danske propaganda- og dokumentarfilmmateriale fra Anden Verdenskrig – en ny dimension.
At skabe mening af historien
Det er kuratorernes ambition, at installationen Acts of Killing sat over for det danske materiale vil give os mulighed for som danskere at reflektere over vores kollektive erindring og temaer som forsoning, historieskrivning, patriotisme, ondskab og det kollektive traume, som krig altid er. Ved at løfte tæppet til virkeligheden under Indonesiens tilsyneladende normalitet, fungerer Acts of Killing-installationen som en linse, igennem hvilken det danske krigstraume kan ses; et udefrakommende blik, som måske kan føje nuancer til den velkendte version af vores egen krigshistorie. Mellem de to udstillinger er der skabt et ’tredje’ fortolkningsrum, der kigger på, hvordan vi som samfund husker, bearbejder og skaber mening ud af historien – og ikke mindst, hvordan krig og masseødelæggelse overhovedet opstår.
Mennesker som os
Filmens unikke metode gør 'The Act of Killing' til en usædvanligt isnende beretning. Som Oppenheimer siger: ”Enhver ond handling i vores historie er blevet begået af mennesker som os selv. Og for at forstå, hvordan og hvorfor vi begår forbrydelser, og hvilken effekt disse forbrydelser har på os og på vores samfund, må vi lytte til gerningsmændene og komme dem i møde som mennesker.”
Med 'The Act of Killing' undersøger Oppenheimer, hvordan levende billeder er en del af erindringen om og udførelsen af massevold. Han sætter et komplekst fortællemæssigt apparat i spil for at fortælle en kompleks historie, og mængden af cinematiske lag i 'The Act of Killing' er svimlende. Fiktionen tilbyder de medvirkende den nødvendige afstand til virkeligheden – en art sikkert rum, et lærred, hvorpå de kan artikulere deres traumer og anger.
Oppenheimers hovedpersoner forsøger under geniscenesættelserne at distancere sig fra de moralske følger af deres handlinger, på samme vis som de oprindeligt brugte deres filmiske fantasier til at skabe afstand til de virkelige drab, de begik. De fortrænger deres skyld i forbedringer og dekorationer, der fører til endnu mere elaborerede fiktionsscener. Drivkraften i Oppenheimers filmproces er med andre ord selve gerningsmændenes samvittighed, og det er derfor ikke overraskende, at de fiktive re-enactments, som de fremstår i 'The Act of Killing', bliver et spejl, der holdes op mod de tidligere bødler for at reflektere det regime af straffrihed, som de har opbygget.
Et horisontalt projekt
Acts of Killing-installationen kan betragtes som en slags rets-arkiv, hvor anklagerens beviser stilles frem et efter et. Snarere end at fortœlle en enkelt historie, bevæger vi os rent fysisk rundt imellem filmens mange lag og har mulighed for at dvæle ved overraskende modstillinger af scener, som den lineære film ikke viser. Vores inspiration har været billedet af flydende øer; punkter på en horisontal flade, hvorfra man kan dykke ned i dybden af en oplevelse.
Den rumlighed, som vi forsøger at skabe med installationen, er en videreførelse af Joshua Oppenheimers tilgang til arbejdet som udøvende filmmager i et landskab af kritisk refleksion. Han stiller skarpt på filmens politiske natur og bruger filmen selv som sit værktøj. Ligesom det er integreret i dagsordenen for 'The Act of Killing', at filmen har et politisk efterliv og en dialog med ofrene i Indonesien, benytter installationen sig af den tværgående tœnking som kuratorisk motivation for installationen.
Klarhedens natur
Joshua Oppenheimers skepsis over for den konventionelle fortælling er drevet af hans interesse for, hvordan vi som mennesker forsøger at skabe mening i vores omverden – en massakre er en hændelse, som overskrider vores forestillingsevne, og som kræver, at vi graver dybere og undgår simplificeringer. Som han siger:
”Verden er kompleks, og hvad der forekommer klart forståeligt, er desværre oftest det, som allerede er velkendt og trygt. Hvis man er ude på at udfordre vores måder at opfatte på, må man udfordre selve klarhedens natur.”
Installationen giver os på samme vis mulighed for at bevæge os instinktivt rundt mellem historierne og lytte til den kakofoni af stemmer, som taler i munden på hinanden.
Foranderlig identitet
Joshua Oppenheimers grundlœggende motivation er at forstå, hvordan vi uafbrudt omskaber og ’performer’ vores identitet som en slags flydende og foranderligt manuskript, og installationens involverende arkitektur er en parallel hertil. Man kan se hans projekt som en arkœologisk udgravning af de lag af handlinger og historier, der udgør vores selvforståelse, og som en undersøgelse af, hvordan disse lag fungerer som en understrøm til vores etablerede underholdningsgenrer, drømme, fantasier og fortœllinger.
Filmen som emancipation
Oppenheimer er bevidst om ikke at ville dømme sine karakterer som mennesker, men han suspenderer samtidig aldrig sin moralske bedømmelse af deres handlinger. Hans metode er at skabe et rum, hvor de medvirkende har ejerskab over så mange dele af den filmiske proces som muligt, og ved at facilitere en proces, der lader de medvirkende genopfinde og geniscenesætte sig selv på enhver ønskelig måde, giver han dem maksimal frihed til at eksperimentere med deres egen selvopfattelse. Som han formulerer det:
”Der opstår altid en vis grad af selvbevidsthed hos den, der bliver filmet – noget, filmskabere ofte gør mange krumspring for at skjule. Jeg mener, at vi i stedet bør bruge netop denne selvbevidsthed til at udforske, hvordan mennesker opfatter sig selv, og hvordan de ønsker at blive set af andre. Selvbevidstheden giver os mulighed for at lade verden skinne igennem en prisme og se på alle de historier, som skaber den. Det er efter min mening et område, som filmen ikke har udforsket nok – og fordi filmen netop giver os så mange af de historier, som er med til at skabe vores verden, er den det helt rette medium for sådan en udforskning.”
Læsning på tværs
Acts of Killing-installationen sœtter sig bevidst mellem to stole. Som et samarbejde mellem en dokumentarfilminstruktør og en billedkunstner låner den sin inspiration fra de personlige og researchbaserede billedkunst-installationer, der udfordrer journalistikkens formodede objektivitet, og tilbyder i stedet en subjektivitet, som er transparent. Det er et format, som kunstkritikere har givet betegnelsen ’æstetisk journalistik’. Når den traditionelle journalistik oversimplificerer for at gøre historier salgbare, forsvinder kompleksiteten ifølge Oppenheimer: ”Journalistikken sætter ord på alt og fungerer ikke, når noget ikke kan italesættes. I beskrivelsen af menneskelige vilkår som meningsløshed og det paradoksale, må vi kunne rumme samspillet mellem stilhed og ord”.
Det Danske Filminstitut er med sin centrale rolle i udviklingen af dansk film en oplagt værtsinstitution for denne dialog på tværs af medier og genrer. Filmhuset er hverken et kommercielt galleri eller en konventionel biograf, og med husets mangfoldige publikum favnes både installationens mange facetter, biografens visninger af de relaterede film og diskussioner på tværs af akademiske traditioner i de tilhørende debatter – som et mellem-rum for nyfortolkning.
For historisk materiale om Indonesien, se den officielle hjemmeside for 'The Act of Killing': theactofkilling.com