Besættelsen og statsapparatets behov for propaganda
Under den tyske besættelse af Danmark opstod der et øget behov for at sprede oplysning til befolkningen. Især om anliggender, der var direkte forårsaget af besættelsessituationen, såsom genbrugsordninger og indsamlinger, knaphed på forskellige råstoffer og varer, statslige beskæftigelsestiltag, nye love m.m.
Filmudvalget under Regeringens Beskæftigelsesudvalg (RB) blev oprettet i 1941, udenom de eksisterende kortfilminstitutioner for ikke at bruge af de midler, som f.eks. Filmsfonden havde til rådighed, der var beregnet til kulturelt værdifulde oplysningsfilm. Produktionen af disse statslige propagandafilm blev overvejende finansieret af Statsministeriet.
RBs virke
RB blev det organ, der koordinerede og styrede samtlige ministeriers filmpropaganda. Der blev ansat en produktionsleder, cand. jur. Mogens Skot-Hansen, som sammen med et udvalg bestående af to kontorchefer, Jørgen Dich fra Regeringens Beskæftigelsesudvalg og Vilhelm Boas fra Justitsministeriet, samt Thomas P. Hejle (der var leder af både Dansk Kulturfilm og Statens Filmcentral) tog stilling til ansøgningerne, godkendte projekterne og styrede produktionsplanerne. De færdige film (af ca. 6 minutters varighed) blev vist som forfilm til danske spillefilm i landets biografer og erstattede i nogen grad de upopulære tyske ugerevyer – Statens Filmcentral stod for distributionen.
Film om tørveproduktion og brunkul så dagens lys, og titler som ’Jørgensen faar Arbejde og ’Gaa Hjem og ryd op’ er illustrative for RBs virke. Efter det første års tid begyndte man også at producere ’industri-film’, hvor brancheorganisationerne var med til at finansiere film, som var propaganda for storindustrien, men også viste det arbejdende Danmark i almindelighed. F.eks. ’Dansk Porcelæn’, som giver en detaljeret gennemgang af arbejdet på Den kgl. Porcelænsfabrik og Bing & Grøndahl, samt ’Mænd og Maskiner’ – om Danmarks jern- og metalindustri, der beskæftigede over 70.000 mand.
Filmstills fra perioden
Ministeriernes Filmudvalg afløser RB
I juni 1944 afløstes RB af et nyt og mere permanent filmorgan, Ministeriernes Filmudvalg (MFU). Denne ændring fandt sted, efter at man i en længere periode havde debatteret omlægning og omorganisering af RB. MFU kom nu rent organisatorisk til at ligge under Justitsministeriet, og midlerne kom fra Filmsfonden. De samme fire personer kørte den statslige propaganda videre i MFU.
De grundlæggende kriterier var stadig, at filmene skulle fortælle om statens virksomhed eller skildre dansk erhvervsliv, men med en forventning om en snarlig afslutning på krigen var man meget optaget af filmprojekter, som kunne eksporteres til udlandet. Man ønskede at reklamere for dansk erhverv, dansk landbrug, de sociale initiativer osv. Hermed trådte Udenrigsministeriet ind på scenen hos MFU og blev primus motor i filmeksporten, der over de næste år voksede i omfang og tilførte MFU store bevillinger.
I slutningen af 1946 blev Ib Kock-Olsen, som kom fra Statsradiofonien, ny daglig leder af MFU efter Skot-Hansen. Kock-Olsen blev i samme omgang også direktør for Dansk Kulturfilm. De unge dokumentarfilminstruktører med Theodor Christensen i spidsen førte i årene efter Besættelsen nogle heftige diskussioner med Kock-Olsen om kunstnerisk frihed og statslig kontrol af kortfilmområdet. Instruktørerne opfattede sig bl.a. som ’honorarlønnede lejlighedsdigtere og festtalere’ og kaldte Dansk Kulturfilm for ’Statens Reklamefilmselskab’.
Revisioner og nye tider
Op gennem 50’erne producerede MFU en lang række statslige oplysningsfilm, men kortfilmområdet var under pres. Der blev løbende revideret på filminstitutionsområdet, og ved årsskiftet 1958/59 besluttede man at overlade MFUs og Dansk Kulturfilms produktionsledelse til Statens Filmcentral. Midlerne i Filmsfonden, som i høj grad havde finansieret produktionen, var også for nedadgående, hvilket havde direkte indflydelse på aktiviteterne i MFU og Dansk Kulturfilm. I 1960 blev der kun produceret 9 film. Derudover kom det nye medie, fjernsynet, på banen samtidig med, at biografernes interesse for kortfilm som forfilm var faldende.
Ved indgangen til 60’erne kom der nye folk til. Werner Pedersen blev ansat på Statens Filmcentral i 1959 og blev direktør i 1962. Dermed kom nye opfattelser af kortfilmens rolle i spil, som i høj grad også lå i hele tidsånden – et paradigmeskift fra fokus på filmenes nytteværdi til kortfilm som en selvstændig kunstart, hvor instruktøren fik friere hænder mht. indhold og filmisk udformning. MFU blev nedlagt i 1966 og afløst af Kortfilmrådet.
Litteratur
Kortfilmen og staten, red. Christian Alsted & Carl Nørrested (Eventus, København, 1987).