"Houlbergs pølser – det er mad"
Engang stod dette slogan på de fleste danske pølsevogne. Nok skal reklamer tages med et gran salt, men Slagteri Houlberg behøvede ikke smøre tykt på med ketchup og sennep i anprisningen af egne produkter. "Houlbergs pølser - det er mad", kan de fleste født før krigen nynne med på, for pølsefabrikken tæppebombede Danmark med deres reklamer. Særligt under krigen kunne man i biografen se diverse poetiske, musikalske og finurlige hyldester til gris i egen tarm.
I Kokkens Fidus (1939) (se klip i højre spalte) redder kokken kaptajnen fra kannibalens sorte gryde ved hjælp af en dåse pølser. Tegnefilmen var skabt af tegneren Mik, som var ophav til tegneserien Ferd'nand. Hans karakteristiske runde streg og lune finder man ligeledes i Stamgæstens Middag (1945) (se klip i højre spalte), hvor en stammende restaurantgæst har svært ved at bestille sin hov, hov, hov, Houlberg.
Fra første færd hentede reklamebureauerne landets mest kreative hoveder, eksempelvis komponist Sven Gyldmark og den folkekære filminstruktør Lau Lauritzen Jr., til at sætte ord, lyd og billeder på alt fra cykler til pølser.
Reklamens begyndelse - at bejle til publikum
Filmen var endnu ung, da Danmarks første filmskaber, Peter Elfelt, så de kommercielle muligheder i mediet og begyndte at lave reklamer. I første omgang helt primitivt, men snart med en sund redegørelse for produktet og dets brug som i Linotol Comp. (1905) (se klip i højre spalte).
Reklamefilm bed sig fast som indslag i biografen. Filmskaberne tog betaling for at lave film om produkterne, mens biograferne i de tidlige år var lykkelige for at modtage gratis filmmateriale til at fylde programmet ud.
I Den heldige Frier (1908) (se klip i højre spalte) afvises bejleren i første omgang, men efter et hastigt besøg i English House, hvor han bliver behørigt ekviperet, gør han sit andet forsøg. Klæder skaber ikke folk, men baner alligevel vejen forbi den imposante svigerfar – spillet af en af tidens store skuespillere, A.W. Sandberg – og til den udkårnes hjerte.
Temaet med den ihærdige bejler er uopslideligt. 27 år senere går det komisk igen i Hansen paa Frierfødder (1935) (se klip i højre spalte). I den muntre animationsfilm afvises han i første omgang brøsigt af den udkårnes far. Her nytter hverken blomster eller fine klæder. Men i krig og kærlighed gælder alle mavekneb. Når faderen i andet forsøg er venligheden selv, skyldes den unge piges snarrådighed. Farmand er ikke længere mavesur efter et glas Samarin.
Trickfilm med snydepels
Traditionen med tegnefilm blev især varetaget af Skibstrup Reklamer, der i tyverne stod for en række reklamefilm for is, korsetter og pelse. I Moderne Pelsvarer (1925) (se klip i højre spalte) træder en mand ud af Kai Sandberg-logoet og griber en tegnet bjørn, der i det samme forvandles til en flot pelsfrakke. Et forunderligt filmtrick, hvor den pelsklædte mand til slut bukker for sit bifaldende publikum. Det er denne vilje til at udnytte de tekniske muligheder til at skabe et fabulerende rum, som siden er blevet videreført under mere sofistikerede former i computeranimationer, der kan få bagerbrød til at danse eller hvepse til et flyve race gennem stuen.
Helge Kjærulff-Schmidts skrappe lærer
Det ser man i En skolehistorie (1950) (se klip i højre spalte). Når man husker Helge Kjærulff-Schmidt som den tyranniske lærer Andersen i tv-serien Matador, kan man ikke lade være med at se reklamefilmen som en tidlig generalprøve til rollen. Der er koncentreret og langtidsholdbar 50'er-stemning i reklamen, hvor den skrappe skolemester ikke fatter, at leverpostej ikke bare er leverpostej. Og så nytter det jo alligevel engang imellem at smøre tykt på.