"Du fik aldrig den schäferhund, som du ønskede dig."
"Nej, men det er da også det eneste, som jeg ikke har fået af dig."
Udveksling af replikker foregår i telefonen mellem Mira Jargils morfar og mormor. Hun er på hospitalet, han er i deres trygge hjem.
"Da jeg filmede det, så vidste jeg, at jeg havde startmaterialet til min afgangsfilm," fortæller Jargil, der har lavet et rørende portræt om sin mormors sidste tid. Hun er syg, og hun ved, at hun skal dø. "Hun var afklaret, hun ville ikke have, at man skulle have ondt af hende. Derfor bliver filmen et portræt af min morfars reaktion og refleksion – sit livs elskede."
"Den tid vi har" er titlen på filmen, som Mira Jargil måtte voldsomme og kaotiske oplevelser igennem for at komme i gang med.
Den svenske galning
Hendes oprindelige ide til afgangsfilmen handlede om en gammel, svensk mand, som boede langt ude på den svenske prærie. Derude hvor der ingen naboer er, derude hvor natten er mørk som en brøndgravers røv, som man sagde i Randers i gamle dage.
"Historien skulle handle om en mand, der mod sin datters ønske gerne ville dø hjemme i sit eget hus, hvor han har boet hele sit liv. Huset var ved at falde fra hinanden, vand, sne og kulde føg gennem alle sprækkerne, så det virkede som både en flot og farlig scenografi," erindrer Jargil, og hun skulle få mere end ret.
"Jeg blev sat af ude ved hovedvejen og måtte forcere snedækkede marker og stier for at komme frem til huset. Vi var helt alene, og da mørket faldt på, begyndte han at skifte karakter. Han ville tage på mig, og pludselig var der kun det rullende kamera mellem ham og mig. Da han hiver et jagtgevær frem, begynder det at minde om en syg gyserfilm."
Jargil får vristet sig ud af huset, og dybt rystet får hun ringet efter hjælp. "Det lyder måske som en spændende historie, men faktisk ville den nok bare komme til at handle om en sølle, skør mand, og det var ikke det, jeg ville lave."
Den døende sanger
Dokumentaristerne har en måned til research, to uger til optagelse og fire uger til at klippe deres afgangsfilm, så tidspresset for at finde den rette historie blev ikke mindre af, at Jargils anden ide også faldt på gulvet.
"Ideen var at lave et livsbekræftende portræt af sangeren Henrik Hall (Love Shop m.fl.) og hans datter." Hall havde kræft, og datteren ønskede at lære en masse af ham, inden det var for sent. Blandt andet var han gået i gang med at lære hende at spille mundharmonika. "Midt i researchoptagelserne blev hans sygdom forværret, og vi valgte derfor at stoppe optagelserne," opsummerer Jargil processen, der førte frem til afgangsfilmen om bedsteforældrene.
De tre historier om livet og døden
Researchen på de to historier viste sig ikke at være spildt, for kort tid efter filmede Jargil tilfældigt den føromtalte telefonsamtale mellem bedsteforældrene.
"Jeg havde gået og filmet dem lidt et stykke tid, men det var mest for min egen og familiens skyld – det var ikke meningen, at det skulle blive en afgangsfilm, men lidt overraskende endte temaet og erfaringerne fra de to andre projekter med at passe godt."
Døden som tema, familien som scenografi og den svære intimitet var naturlig for alle i projektet.
Den filmiske værktøjskasse
"Filmskolen har givet mig en stor bevidsthed om metoder," siger hun om de fire år med eksperimenter, chancer og tonsvis af fejl. "Jeg har lært at blive bevidst om mine instruktioner og lave niveauer i mine film, så de har tolkningsmuligheder og genkendelse for publikum."
Før skolen, fortæller hun, bestod metoden i at filme hele tiden og så ellers håbe på, at der skete noget. Nu er det masser af valg, stort forarbejde med fotografen og opbygning til pointer via eksempelvis rekvisitter.
"Jeg giver ofte mine karakterer ting, som de skal forholde sig til. Billeder, gamle breve og andre ting, som får reaktioner frem, der gavner fortællingen. Men jeg gør det aldrig uden for karakterernes kontekstuelle virkelighed, og jeg giver dem ikke replikker og propper dem ikke ind i et færdigt manuskript. Det er måske der, at hele min fascination for dokumentaren ligger. Det er uforudsigeligt, og selv om jeg hele tiden prøver, kan jeg aldrig regne ud, hvor mine historier ender."
Mira Jargil er i gang med at forberede sin næste film, som hun håber kommer til at centrere sig om en fadergruppe for socialt udsatte.
