"Jeg er jo ikke kendt som hende den humoristiske," fastslår Mikala Krogh med en selvironi, der naturligvis kræver en vis portion humor.
Men hun har ret. Mikala Krogh har aldrig været kendt for sit store arsenal af sjofle vitser, men for en aura af alvor. Man behøver blot kaste et hurtigt blik på temaerne i hendes film:
En mand søger svaret på hvem der slog hans morfar ihjel under 2. verdenskrig ("Min morfars morder", instrueret sammen med Søren Fauli), 2004). En narkoman og prostitueret filmer en dagbog over sit eget liv ("Beths dagbog", instrueret sammen med Kent Klich og Beth, 2006). Og nu Mikala Kroghs aktuelle film om en mor, der forsøger at opretholde et normalt liv med en pige, der har haft kræft siden hun var 2 år
"Jeg er sådan en seriøs én. Det har jeg altid fået at vide. Det er svært at lave en humoristisk dokumentarfilm," mener Krogh, der gennem omtrent 20 år har formået at ligne en moden, alvorlig kvinde. Og når nu ikke humoren er hendes kernekompetence, er den 39-årige instruktør ikke i tvivl om, hvad hun kan i stedet.
"Nuancerede menneskeskildringer. Jeg bliver ved med at arbejde med mine karakterer, indtil jeg forstår deres kompleksitet."
Overnatninger på hospitalet
I den sammenhæng findes der ikke noget bedre eksempel end Mikala Kroghs nye film, "En mors kamp for et normalt liv", en næsten ubærlig mundfuld af en dokumentarfilm om en mor, der forsøger at opretholde et normalt liv for sig selv og familien, uanset at hun kæmper for at redde sin 12-årige kræftsyge datters liv.
"Jeg bruger enormt lang tid på at være sammen med dem, som jeg filmer. Og jeg laver et grundigt forarbejde, så folk kender mig rigtig, rigtig godt. Jeg bruger lang tid på at besøge dem og snakke med dem, høre hvordan deres dag fungerer og hvad de interesserer sig for, lege med de små børn, hvis der er små børn."
Den metode er en total kontrast til Mikala Kroghs baggrund som journalist på DR’s Børneradio og P4 i P1 i slutningen af 1980’erne. Selv om ungdomskanalen P4 i P1 gjorde en dyd ud af at bruge god tid på at tale med de unge mennesker om deres problemer, var det stadig journalistik med korte deadlines, ofte fra dag til dag. Da hun begyndte på dokumentarlinien på Den danske Filmskole i 1997, løste hun den første opgave på skolen ved at lave optagelser om dagen og klippe sin film færdig om aftenen.
Men sådan fungerer den virkelige dokumentarverden ikke, og i dag er det en erfaren dokumentarist, der fortæller, at hun gerne overnattede på hospitalet sammen med den kræftsyge Cecilie.
Og naturligvis tager det tid at dokumentere, hvad der foregår i en lille familie med en kræftsyg pige. Det er ikke svært at stikke en mikrofon op under næsten på moren og få hende til at sige "det hele er enormt hårdt". Men at dokumentere, at det er enormt hårdt, at forsøge at gribe familiens eksistens og sende den videre til publikum, er en helt anden – mere tidskrævende – historie.
Privatfoto fra filmen
En mors kamp
"En mors kamp for et normalt liv" handler ikke så meget om 12-årige Cecilie, der har kræft, eller hendes raske tvillingesøster, men derimod om hendes mor, Stine, der forsøger at få dagligdagen til at glide normalt, uanset at hendes datter balancerer mellem liv og død. Det betyder, at man i filmen kan se Stine overfuse sin spinkle og hårløse datter, der lige er vendt tilbage efter en opslidende knoglemarvstransplantation og ikke gider vaske op og lave lektier. Det virker hjerteskærende, måske endda uforståeligt hårdt. Men det har en pointe, forklarer instruktøren:
"Filmen handler om, hvor vigtigt det er at holde fast i at leve et normalt liv, når man er i undtagelsestilstand. Det er ret svært, når man har et barn, der er så sygt, at man er bange for at miste det. Jeg synes, det er enormt beundringsværdigt at insistere på, at det barn også skal vaske op og lave lektier og indgå i familien, fordi de tror på livet. Det er en film om at tackle en krise."
"Den store udfordring ved 'En mors kamp for et normalt liv' er, at Stine er en ekstremt kompleks karakter. Hun er enormt kærlig, men samtidig har hun en meget kort lunte, og hun er et meget ærligt menneske. Hun rummer mange sider, som gør hende superinteressant som hovedkarakter. Men det gør også, at man skal passe på ikke at tippe balancen, så hun kommer til at virke som en hård mor."
"En mors kamp for et normalt liv". Framegrab
Al den alvor
I "En mors kamp for et normalt liv" er der en påtrængende alvor og et ønske om virkelig at trænge så langt som muligt ned i stoffet. Det vil enhver dokumentarist formentlig hævde om sine film, men det er de færreste, der kan mønstre samme bund-skandinaviske, Strindbergske seriøsitet som Mikala Krogh. Hun har selv et bud på, hvor alvoren kommer fra.
"Jeg investerer altid enormt meget af mig selv i de film, jeg laver, og jeg beskæftiger mig altid med temaer, jeg har et forhold til. Jeg har selv tvillinger, og jeg var meget optaget af det der med at skulle dele sin kærlighed mellem to identiske børn. Det var en konflikt, jeg slet ikke havde tænkt over, før jeg selv fik tvillinger. I 'En mors kamp for et normalt liv' er det sat på spidsen, fordi det ene barn ligger i isolation på Rigshospitalet og det andet er derhjemme og er ved at springe ud som teenager. Det er en konflikt, jeg fuldstændig kender, så jeg tror, at moren Stine følte, jeg havde set hende og forstået hendes konflikt, og at jeg var nede i nuancerne i stedet for bare at tænke 'gud, det er da en god historie'."
"Man har jo mange temaer i sit liv, som man kan føre over i dokumentarer. Med 'Min morfars morder' kunne jeg sætte mig ind i Søren Faulis traume (hans morfar blev likvideret under 2. verdenskrig, red.), fordi jeg selv er jødisk, og Anden Verdenskrig har betydet ekstremt meget i mit liv. Min mor er født i Stockholm i 1943, og flugten fra nazisterne har ligget som en skygge ind over min familie."
I Mikala Kroghs kommende film er det hendes fars rolle som chefredaktør på den seriøse (selvfølgelig) avis Dagbladet Information, der er den personlige krog.
"Jeg er vokset op med avisen og diskussionen om journalistens rolle," lyder hendes baggrund for at bruge det næste år på at filme på redaktionen hos Ekstra Bladet, der ifølge Mikala Krogh går lige til kanten med sin journalistik. Andre vil hævde, at avisen går langt over stregen, men det gør naturligvis kun emnet mere interessant.
"Ligesom 'Page One' (Andrew Rossi, 2011) skildrede livet på New York Times, syntes jeg det er vigtigt at lave en nuanceret film om en dansk avisredaktion og give et blik ind i en verden, som sjældent er skildret dokumentarisk," fastslår Mikala Krogh.
"En mors kamp for et normalt liv" er produceret af Sigrid Dyekjær for Danish Documentary.
Artiklen udkommer i en engelsk version i Det Danske Filminstituts festivalmagasin FILM#76 i midten af november i anledning af dokumentarfilmfestivalen IDFA i Amsterdam.
