Det Danske Filminstitut støtter hvert år mellem fire og seks udenlandske dokumentarfilm, hvor danske filmfolk er involveret – såkaldte minor-koproduktioner.
Men hvad får dansk film og danske filmfolk egentlig ud af de internationale samarbejder? Og hvad efterspørger udlandet hos dokumentarbranchen i Danmark? Vi har spurgt en lille håndfuld filmfolk, der er aktuelle med nye projekter, samt Filminstituttets ansvarlige for koproduktionspuljen for dokumentarfilm.
Lederen af Dokumentar: Stærkt renommé
Overordnet støtter Det Danske Filminstitut minor-koproduktioner for at styrke kreative og økonomiske partnerskaber mellem danske og internationale producere, fortæller afdelingschef for dokumentar på Filminstituttet Ane Mandrup. Ansøgningerne vurderes først og fremmest på projektets kunstneriske kvalitet og dernæst på styrken i eller potentialet for producernes, gerne varige, samarbejde.
"Det er ret krævende at koproducere, og det er afgørende, at man finder nogle, man svinger kreativt med. Det er de danske dokumentarproducere allerede meget dygtige til," siger Ane Mandrup og uddyber, at dokumentarbranchen generelt har en stærk tradition for internationale koproduktioner, både major og minor, for eksempel via finansieringsfora på IDFA og Nordisk Panorama. Måske fordi dokumentarfolk er vant til det med at befinde sig ude i verden og rapportere hjem, tilføjer hun.
I de senere år har de danske producere bredt samarbejdet ud og opdyrket relationer med nye lande. Der er en stigning i koproduktioner uden for Europa – med blandt andet Kina, Sydkorea og USA – mens lande som Holland og Østrig er nye europæiske koproduktionspartnere.
"Tidligere var producenterne i højere grad fokuserede på at samarbejde med de nordiske lande. Nu er det meget bredere. Hvor de nordiske samarbejder hidtil har udgjort cirka to tredjedele, udgør de i dag lige under halvdelen af Filminstituttets støtter. Og tendensen fortsætter," siger Mandrup.
"De danske producenter er attraktive som kreative sparringspartnere, blandt andet fordi de efterhånden har opbygget et stort finansieringsnetværk. Og vi har kreative filmfolk i Danmark – særligt fotografer, klippere, lydfolk og gradere – som har så stærkt et renommé, at de efterspørges internationalt. Og så opstår koproduktionerne naturligt."
Den amerikanske producer: Sans for stilhederne
Et eksempel på et blomstrende transatlantisk samarbejde er partnerskabet mellem danske Final Cut for Real og amerikanske Louverture Films, der har produceret to danske minorfilm sammen: "Shadow World" af Johan Grimonprez, der har dansk tv- og biografpremiere i november, og nu "Strong Island" af Yance Ford.
På "Strong Island" søgte den amerikanske producer Joslyn Barnes et samarbejde med Final Cut for Reals Signe Byrge Sørensen og den danske klipper Janus Billeskov Jansen, fordi hun følte, at den danske æstetiske og narrative tilgang passede til filmen.
"Jeg havde en sær følelse af, at 'Strong Island' havde en dansk kvalitet over sig. Noget med hvor meget der bliver kommunikeret i stilhederne, vægten på en formel æstetik og struktur, en dramatisk tilbageholdenhed," fortæller Barnes, der forbinder Danmark med en stærk tradition inden for observerende dokumentarisme.
"Yance [Ford, ed.] ønskede en film, der giver publikum mulighed for at nå deres egne konklusioner – en film, der udforsker, hvad de rigtige spørgsmål er, i stedet for at give svar eller fortælle publikum, hvad de skal tænke. I en film, der beskæftiger sig med så dybe spørgsmål om race, frygt og tab, stod det klart for Yance, hvor vigtigt det var at sikre, at seerne kunne mærke deres eget engagement," siger Barnes. Hun roser Billeskov Jansens grundige proces i forhold til at gå i dybden med filmens tema om sandhed og formidle det på en kreativ måde "uden en falsk tone eller antydning af sentimentalitet."
Klipperen: Godt at ryste posen
Niels Pagh Andersen er en anden efterspurgt dansk klipper, senest blandt andet på Joshua Oppenheimers "The Act of Killing" og "The Look of Silence", Pirjo Honkasalos "Concrete Night" og Kristina Lindström og Maud Nycanders "Palme" – samt Torstein Grudes aktuelle "Mogadishu Soldier".
"Mogadishu Soldier" er en norsk-finsk-dansk koproduktion, der består af materiale optaget af unge soldater fra Den Afrikanske Union, der kæmper under FN's flag mod al-Shabaabs radikale islamister i den somaliske hovedstad.
"Det fascinerende for mig var, at der ikke umiddelbart var nogen filmskaber. Det var en udfordring, fordi der ikke var nogen klar synsvinkel, storyline eller geografisk holdepunkt. Fordi soldaterne selv havde optaget materialet, gav det et andet billede af krig, end det vi normalt ser. Soldaterne viser krigen som hverdag," fortæller Pagh Andersen.
I sit valg af projekter vægter han, at han er optaget af emnet, deler instruktørens vision og bliver udfordret. "Jeg har arbejdet med mange forskellige film, så jeg vil gerne have nogle projekter, hvor jeg ikke ved, hvordan jeg skal gøre," siger han og tilføjer: "Når man arbejder internationalt, er der flere jobtilbud. Jeg har flere valgmuligheder og kan plukke de projekter, der passer mig bedst."
For Pagh Andersen handler det også om at få ny inspiration og et andet perspektiv.
"Især små filmmiljøer har en tendens til at sige, at 'sådan gør vi her'. Landene har nogle forskellige traditioner, og det er godt i en kreativ sammenhæng at ryste posen engang imellem. Især hvis man som jeg gerne vil kommunikere til hele verden og formidle universelle følelser og temaer, som alle kan relatere til," siger han.
"Jeg synes bestemt, at koproduktioner er givende, og at vi i Danmark har været rigtig gode til at skabe dem. For mig er det uinteressant, hvis koproduktioner bare handler om at flytte penge frem og tilbage over nogle grænser. Det væsentlige er, at der sker noget med det kreative, som ikke ville være sket, hvis man var blevet hjemme i sin egen andedam."
Den danske koproducer: Den menneskelige relation
Ifølge "Mogadishu Soldier"s danske koproducer Peter Engel, der driver selskabet Wingman Media, kan det slet ikke lade sig gøre at producere en international dokumentarfilm uden at have et godt netværk af koproducenter, da der er procentuelt færre støttekroner at hente i det danske system.
Norske Piraya Film har han produceret med flere gange før, og de er hans tætteste samarbejdspartner. Som koproducent udvider han sit netværk ved for eksempel at være med til møder på IDFA med potentielle distributører, og det kan blive afsæt til at pitche nye projekter. Først og fremmest handler det dog om det kreative samarbejde og den menneskelige relation, siger han.
"Koproduktioner giver kun mening for mig, hvis man koproducerer med nogle, man godt kan lide, og som man kan se har potentiale til at blive en vedvarende samarbejdsrelation. I filmbranchen har mange koproducenter livslange samarbejder. Det mener jeg, at jeg har med Piraya Film. Jeg vil helst kun lave politiske film, og det vil Piraya Film også.
"Jeg har også nogle svenske producenter, hvor jeg ved, at jeg kun behøver at ringe én gang. Hvor jeg ved, at vi forstår hinanden og har den samme humor. Det handler om at have den samme vision, også ideologisk," siger Engel.
