Dansk deltagelse på årets Cannes festival

CANNES 2023. En dansk kortfilm og tre udenlandsk-danske koproduktioner er udvalgt til at deltage i Cannes Filmfestival, som strækker sig fra den 16. til den 27. maj.

Opdateret den 27. april. Oprindeligt udgivet 14. april. 

Cannes Festivalen har nu offentliggjort årets program, som inkluderer en dansk kortfilm og tre film med dansk engagement. Den danske kortfilm 'Norwegian Offspring', der er skabt af et hold studerende fra den danske filmskole, er udtaget til at konkurrere i sideprogrammet La Cinef. Den østrigsk-danske 'Club Zero' af Jessica Hausners, koproduceret af Per Damgaard Hansen for Paloma Pictures, er udtaget til hovedkonkurrencen. Samtidig er den chilensk-argentinsk-danske 'The Settlers' af Felipe Gálvez, koproduceret af Katrin Pors, Mikkel Jersin og Eva Jakobsen for Snowglobe, udtaget til sideprogrammet Un Certain Regard. Amat Escalantes 'Lost in the night' er udtaget til festivalens Premiere program. Den mexicansk-dansk-tyske-hollandske film er ligeledes koproduceret Katrin Pors, Mikkel Jersin og Eva Jakobsen for Snowglobe.

Norwegian Offspring

I 'Norwegian Offspring' lever Stein en isoleret tilværelse i en norsk skov med sin vlog som den eneste forbindelse til omverdenen. I Steins øjne begrænser samfundet hans ret som menneske og mand til at fuldføre sin biologiske opgave - det at reproducere sig selv. Dette fører ham til en nat i den seksuelle underverden, hvor han gennem tre møder med tre kvinder bevæger sig længere og længere væk fra sit udgangspunkt, men måske nærmere det menneskelige?

‘Norwegian Offspring’ er instrueret af Marlene Emilie Lyngstad, skrevet af Emilie Koefoed Larsen og produceret af Carl Osbæck Adelkilde. Thomas Dyrholm har fotograferet, Ania de Sá har klippet og Emil Salling har lavet lyd. Det er tredje år i træk, at en afgangsfilm fra Filmskolen er udtaget til festivalens program La Cinef, der fokuserer på film fra verdens filmskoler.

Club Zero 

I Jessica Hausners 'Club Zero' bliver den karismatisk lærer Frøken Novak ansat på prestigefyldte kostskole, hvor hun introducerer et nyt fag for eleverne, som hun kalder "bevidst spisning". Under hendes ledelse begynder de unge studerende at udfordre sociale normer ved at reducere deres madforbrug, indtil situationen begynder at tage en farlig drejning og Club Zero en realitet.

Per Damgaard Hansen har koproduceret filmen for Paloma Productions, og Sidse Babett Knudsen spiller en af hovedrollerne. 'Club Zero' er udtaget til Cannes Festivalens hovedkonkurrence. Filmen er støttet af Det Danske Filminstitut.

Lost in the night

I Amat Escalantes drama foregår i en lille mexicansk mineby. Her bor Emiliano, der leder efter de ansvarlige for sin mors forsvinden. Hans aktivistiske mor kæmpede for at beholde lokale jobs overfor et internationalt mineselskab, men nu er hun forsvundet. Da han ikke kan få hjælp fra politi eller retssystemet, finder han selv et spor, der leder ham mod den velhavende Aldama familie. Der går ikke længe, før Emiliano får et job i deres hjem og bliver fast besluttet på at afdække hemmelighederne under overfladen.

'Lost in the night' er udtaget til Cannes Premiere, som en del af den officielle udvælgelse. Filmen er støttet af Det Danske Filminstitut og Katrin Pors, Mikkel Jersin og Eva Jakobsen har produceret filmen for Snowglobe.

The Settlers 

Felipe Gálvez' drama udspiller sig i Chile i begyndelsen af det 20. århundrede, hvor tre ryttere bliver hyret af en velhavende godsejer til at afmærke omkredsen af hans imponerende ejendom og skabe en rute til Atlanterhavet for hans får. Ekspeditionen, bestående af en ung chilener, en amerikansk lejesoldat og en hensynsløs britisk løjtnant, udvikler sig snart til en "civiliserende" færd gennem det enorme Patagonien.

Katrin Pors, Mikkel Jersin og Eva Jakobsen har produceret filmen for Snowglobe. 'The Settlers' er udtaget til Un Certain Regard – et program, der fokuserer på særligt originale stemmer og udtryk. 


Læs mere om årets Cannes Festival på festivalens officielle hjemmeside

Tags: