Støtte til efteruddannelse og kompetenceudvikling

Foto: Saksit / Adobe Stock

Vær opmærksom på, at der kun ansøges om støtte til efteruddannelses- og kompetenceudviklingsforløb som privatperson, og at man derfor skal logge ind med sit private MitID i Støtteportalen.

Ansøgninger fra MitID Erhverv-profiler afvises.

Formål med støtteordningen

Formålet med støtteordningen er at yde støtte til efteruddannelse- og kompetenceudvikling i den danske filmbranche inden for områder, som er nødvendige for at gennemføre filmproduktion i en kompleks mediesituation, og som understøtter filmlovens formål om at fremme filmkunst, filmkultur og biografkultur i Danmark.

Støtten kan gives inden for områder, der omgiver filmproduktion f.eks. forretningsudvikling, virksomhedsinnovation, udvikling og anvendelse af ny produktionsteknologi, herunder tekniske kompetencer til brug af udstyr, software og teknologier, juridiske forhold vedrørende filmproduktion, ledelsesforhold, distributionsudvikling mv. Støtten kan gives inden for områder, der knytter sig til filmproduktion f.eks. kunstnerisk udvikling og innovation, bæredygtighed og anvendelse af kunstig intelligens.

Hvem kan ansøge om støtte?

Støtteordningens målgruppe er personer, der arbejder eller har arbejdet professionelt inden for den danske filmbranche, herunder fastansatte, løstansatte, freelancere, projektansatte mv., samt personer som har opnået relevant uddannelse inden for filmproduktion eller filmbranchen.

Der kan ydes støtte til personer inden for alle fagligheder og faggrupper i filmbranchen. 

Det er endvidere et krav, at ansøger opfylder alle øvrige krav og forudsætninger, der stilles for at kunne ansøge og modtage støtte fra støtteordningen.

Hvad kan der ansøges om støtte til?

Der kan ansøges om støtte til:

  • efteruddannelses- og kompetenceforløb, som vil give ansøger kompetencer, der er efterspurgte i den danske filmbranche og 
  • efteruddannelses- og kompetenceudviklingsforløb, der er af høj kvalitet og har relevans i forhold til de kompetencer, som er efterspurgte i den danske filmbranche.

Støtten kan ydes til:

  • Dækning af deltager- og brugerbetaling

  • Kompensation for tabt arbejdsfortjeneste

  • Omkostninger til rejse og ophold

Støtte til dækning af deltager- og brugerbetaling udgør som udgangspunkt den fulde deltager- eller brugerbetaling, dog maksimalt:

  • Kr. 10.000 ved aktiviteter, der varer 2 – 3 dage, og

  • Kr. 25.000 ved aktiviteter, der varer mere end 3 dage

Der kan ved støtteudmålingen ydes støtte med et mindre beløb end det ansøgte og de maksimale støttelofter ud fra en vurdering af den ansøgte aktivitet og det samlede ansøgerfelt med henblik på at kunne imødekomme flest mulige ansøgere, samt de støttemidler der er til rådighed for støtteordningen.

Såfremt særlige filmfaglige hensyn gør sig gældende kan der i forbindelse med længerevarende efteruddannelses- og kompetenceudviklingsforløb ydes en højere støtte, som fastsættes ud fra en konkret vurdering af den enkelte ansøgning.

Støtten til tabt arbejdsfortjeneste dækker dokumenterede omkostninger på maksimalt DKK 2.000 pr. dag (før skat).

Støtte til rejse og ophold dækker omkostninger til billigste offentlige transport og til overnatning på niveau med de for staten til enhver tid gældende regler.

Hvordan foregår sagsbehandlingen?

Der er to årlige ansøgningsrunder med deadlines.

Sagsbehandling og indstilling til støtte foretages af redaktør Annette Kjær.

Ansøgning om støtte skal ske gennem Filminstituttets digitale selvbetjeningsløsning ”Støtteportalen”. Det fremgår af Filminstituttets hjemmeside, hvordan der søges gennem Støtteportalen.

Støtten bevilges af Filminstituttets direktion.

Sagsbehandlingstiden er mellem 4-6 uger.

Tidligere vilkår

Det fremgår af tilsagnsbrevet hvilke vilkår, der er gældende for tilsagnet.

Deadlines

Tirsdag den 1. april 2025 kl. 12.00*

Tirsdag den. 2. september 2025 kl. 12.00

Tidligere deadlines

Tirsdag den 1. september 2024

Tirsdag den 26. november 2024


* Rykket fra 4. februar og 4. marts pga. forsinkelse af bekendtgørelse og dermed nye støttevilkår. 

Kontakt

Nikoline Riget
Projektkoordinator
Email: nikoliner@dfi.dk 
Tlf. +45 2170 7053

Annette Klit Kjær
Redaktør
Email: annettek@dfi.dk
Tlf.: +45 3374 3452