Mikaël

I sit store hjem fyldt med pragtfulde kunstværker bor Claude Zoret, som alle kalder "Mesteren", med sin yndlingsmodel, Mikaël, som han har gjort til sin adoptivsøn. En nærmest ruineret russisk prinsesse, Lucia Zimakof, beder Mesteren om at male hendes portræt. Rent undtagelsesvist går han med til det. Hun kommer regelmæssigt og sidder for ham, og det varer ikke længe, før hun har forført Mikaël, mere af egoistiske grunde end af kærlighed. Kunstkritikeren Switt, der er ved at skrive Zorets biografi, åbner Mesterens øjne for protegeens opførsel. Mikaël, som har fået sin egen lejlighed, kommer kun og besøger sin adoptivfar for hyklerisk at smigre ham og låne penge af ham. For at holde prinsessen går han endog så vidt som til at stjæle Mesterens skitser og sælge dem. Mesteren kan ikke få sig selv til at bryde med sønnen og fortæller Switt, at Mikaël ikke har stjålet skitserne, men fået dem forærende.
Den gamle mand bliver alvorligt syg. Inden han dør, gennemlæser han endnu en gang sit testamente, hvori han gør Mikaël til universalarving. Den unge mand får overbragt budskabet om adoptivfaderens nært forestående død, mens han ligger i prinsessens arme. Han gider ikke engang ulejlige sig hjem til ham. Den skuffede, men overbærende Zorets sidste ord er: "Nu kan jeg dø roligt, for jeg har set en stor Kærlighed" (Fra "Carl Th. Dreyer født Nilsson" af Martin Drouzy, 1982).