Ole Søltoft

Skuespiller. Født 8/1 1941, død 9/5 1999 - 57 år gammel. Gift med skuespiller Ulla Asbjørn Andersen (f. 1946)

Uddannet på Privatteatrenes Elevskole 1960-62. Overvejende medvirken i revy- og morskabsteater.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):

Hans fysik signalerer mere pluskæbet hverdagsmand end prominent sexatlet. Den gennemgående stjerne i Sengekants- og Stjernetegns-filmene spiller da også for det meste en komisk forvirret lillemand, der må kæmpe sig gennem et hav af sexede piger. I starten af karrieren viser han et vist talent for dæmpet realistisk spil, men i takt med at sexkomedierne bliver mere og mere platfodede i deres komik - og mere og mere håndfaste i deres sexindslag - forfalder Søltoft selv til uskønt komisk overspil.

Han debuterede med en kort optræden som skægget svensk soldat i "Gøngehøvdingen" (1961). Erik Balling opdagede ham på Folketeatret som Nicolaj i "Nøddebo Præstegård", og tilbød ham rollen som livstræt dandy - en af Berninas 'violette drenge' i periodefilmen "Den kære familie" (1962). Her er han lidt klein og bleg.

Efter yderligere et par småroller får han sit gennembrud som hovedpersonen i Soya-filmatiseringen "Sytten" (1965) - en film der foregriber Sengekants- og Stjernetegns-filmenes blanding af sex og folkekomedie. 24 år gammel skal Søltoft forestille den sytten-årige yngling, der på en sommerferie bliver indviet i erotikkens mysterier - en anstrengt og anstrengende præstation. Han er mere perifért med i den ligeledes Soya-inspirerede "Soyas tagsten" (1966), og spiller herefter en række småroller, bl.a. langhåret beatnik i komedien "Min søsters" børn (1966).

I den kritikerudskældte Agnar Mykle-filmatisering "Den røde rubin" (1970) cementerer han sit ry som sexskuespiller - han er den unge pianist Ask Burlefot, der, lidet troværdigt, gennemgår en udvikling fra genert skoledreng til erfaren erotiker. (Filmen findes også i en revideret version, lavet engang i 1980'erne, hvor en nu tydeligt ældre Søltoft medvirker i en stribe indklippede, mere eksplicitte sexoptrin.)

Søltoft var nu det oplagte valg til den Soya-filmatisering, der for alvor skal sætte gang i en af de mest notoriske bølger i dansk film: i "Mazurka på sengekanten" (1970) fik han lov til at rendyrke den blanding af det postuleret erotiske og det komisk befippede, der blev hans speciale i syv af de i alt otte Sengekantsfilm og samtlige seks Stjernetegnsfilm. I samspillet med blonde Birte Tove strejfer Søltoft af og til det spontant charmerende, som klæder det i reglen pauvre materiale.

I "Motorvej på sengekanten" (1972), den fjerde i serien, blev hans rolle overtaget af Søren Strømberg på afbud, da Søltoft indlagdes efter et stressrelateret sammenbrud. Men ellers er han - typecasted in extremis - på pletten i resten af serien, der gradvist bliver mere og mere håndfast i sine sexscener. Denne udvikling kunne dog næppe overraske Søltoft, der sideløbende medvirker i samtlige Stjernetegnsfilm - hvor sexscenerne fra starten er lavet som decideret hard core-porno.

Med familiepornoens forsvinden afgik også Søltofts filmkarriere ved døden. Den bås, han selv havde bygget, kunne ikke brydes op. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]