Jesper Langberg

Skuespiller. Født 20/10 1940, død 29/6 2019. Søn af skuespiller Sigurd Langberg (1897-1954) og lillebror til skuespiller Ebbe Langberg (1933-89).

Uddannet på Det kgl. Teaters elevskole 1962-65 med efterfølgende ansættelse ved teatret indtil 1981. Har siden optrådt på skiftende scener.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):

Han begyndte som et muntert charmebundt af livsappetit, med et skær af poetisk uskyld i det undrende drømmeblik.

Men allerede da han 38 år gammel spillede sin bedste rolle uden for teatret, Mads Skjerns lillebror Kresten i tv-serien "Matador" (1978-81), kunne de åbne, tillidsvækkende træk sløres af resignation og melankoli. Og i andre roller er han blevet en mester i at give sin naturlige elskværdighed dobbeltbund. Replikken lyder venligt forekommende og altid dannet, men kan have stærke undertoner af forbehold, aggression og ironi.

Som filmskuespiller hører han til vores absolutte top uden at have fået roller til særlig ofte at demonstrere det afgørende. I starten gik det trægt med at træde ud af storebror Ebbe Langbergs skygge, der lagde sig tungt over datidens folkekomedier. Men "Tre små piger" (1966), som Ebbe instruerede, forløses i ægte munterhed. Her spiller Jesper Langberg løjtnant Andreas, der får Malene Schwartz til sidst, trods svigerfars betænkeligheder.

I de tidlige småroller forlader han sig på sin vindende personlighed, og først i Knud Leif Thomsens "Sådan er de alle" (1968) får han en hovedrolle, der stiller større krav. Han er den kejtede konservatorie-elev Johannes med et pubertært romantiserende kvindesyn. Langberg giver rollen en poesi og ægthed, der rækker langt ud over manuskriptets (pauvre) kvalitet.

Alligevel var der langt mellem de gode opgaver. Han prøver med begrænset held at sætte humør i Palle Kjærulff-Schmidts Dyrehavsbakke-vaudeville "I den grønne skov" (1968) som en meget uskyldig rød fanebærer-socialist, men får igen en god chance af Knud Leif Thomsen i Knud Sønderby-filmatiseringen "Midt i en jazztid" (1970), hvor han har sin ungdomstids bedste filmrolle som den charmerende Lesli, der trækker heltinden Anne-Lise Gabold væk fra den melankolske helt. Langberg har det fulde festformat til sådan en rolle og giver livsglæden gnist.

Blandt hovedrolleindehaverne i Finn Karlssons "I morgen, min elskede" (1971) er han den, der slipper bedst fra denne auteur-katastrofe, og derefter fik han en af sine gode filmroller som slagteren, der drømmer om at blive operasanger i Henning Carlsens og Benny Andersen bittersøde komedie "Man sku' være noget ved musikken" (1972). Siden er det f. eks. nedslående at se ham som hverdagsracist i "Firmaskovturen" (1978) og - i en hovedrolle - som politimand i Bent Christensens krimi-fiasko "Attentat" (1980).

Heldigvis udfolder han sig ikke kun i disse års mangelfulde spillefilmsproduktion. Han er træfsikker som vaklende mand mellem stærke kvinder i Morten Henriksens fine afgangsfilm fra Den Danske Filmskole, "Siggis nat" (1979), og han viser en ny autoritet som firmachef i Franz Ernsts og Jens Smærup Sørensens underfundige tv-spil "Afbrudt møde" (1982). Her gør han sin naturlige elskværdighed tveægget - på samme måde som i Morten Henriksens tv-drama "Gurli" (1984), hvor hans galleri-ejer rummer en øglerede af halvskjulte trusler bag den overfladisk milde manér.

Han har meget små roller i Henning Carlsens "Pengene eller livet" (1982) og Erik Clausens "Felix" (1982) - som henholdsvis arkitekt og politimand - men står for begge films mest professionelle indslag. Større roller kom i komedien "Når engle elsker" (1985) og det historiske drama "Peter von Scholten" (1987), men kun i sidstnævnte lykkes det ham - som titelpersonens eftertænksomme bror - at løfte sin figur en smule ud af den højst middelmådige sammenhæng.

Han er den udspionerede udenrigsministerkandidat i Franz Ernsts og Anders Bodelsens miniserie "Domino" (1991), og han castes interessant og delvis vellykket mod sin type som den målbevidste hævner i endnu en Bodelsen-miniserie, "Mørklægning" (1992), instrueret af Palle Kjærulff-Schmidt. Men sin bedste nyere filmrolle får han som den evige mordreng Ellerstrøm i Hans Scherfig-filmen "Det forsømte forår" (1993), hvor hans blide resignation kommer til at farve hele filmen.
Også i afsnit 9 og 11 af "Taxa" (1997-99) er han mor-domineret som den noble direktør Magnussen med herregårdsbopæl og fine vaner. Mærkeligt nok førte hans indlysende format ikke stort flere interessante roller med sig. Faderen i "Sekten" (1997) kan kun blive lidt overstyret gyser-rolle, og i Anders Rønnow-Klarlunds overnaturlige skrøne "Besat" (1999) tager han hul på det entydige skurkefag med en lige så forenklet rolle som autoritær læge.

Det er også Rønnow-Klarlund, der giver ham hovedrollen i endnu en metafysisk gyser, den fortænkte, 47-minutters novellefilm "Ved verdens ende" (2000), hvor Langberg flere gange er ved at gøre historiens konstruktioner menneskeligt vedkommende som en kriseramt politimand med en tragisk fortid. Og han er også god i en helt anden, poetisk-humoristiske boldgade som den rare, rutinebrydende buschauffør i Wikke & Rasmussens børnefilm "Flyvende farmor" (2001). [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]

Litteratur: Jesper Langberg: Ikke et sekund spildt (2013).