48 Hour Games på SXSW

TRANSMEDIA. Den interaktive dokumentar "48 Hour Games", der genskaber tilblivelsen af et computerspil, har international premiere på festivalen South by Southwest i Austin den 12. marts. FILMupdate har talt med instruktøren, Suvi Andrea Helminen.

Den danske interaktive dokumentarfilm "48 Hour Games" får international premiere på The South by Southwest (SXSW) Conferences & Festivals. Festivalen, der konvergerer original musik, uafhængige film og ny interaktiv teknologi, bliver afholdt den 8.-17. marts i Austin, Texas.

"At udvikle et interaktivt filmunivers er som at få en ligning til at gå op eller et puslespil til at passe." – Suvi Andrea Helminen

"48 Hour Games" skildrer eventet Nordic Games Jam 2011 på IT Universitetet i København, hvor flere end 300 deltagere i grupper skulle udvikle deres eget computerspil fra bunden.

New Danish Screen

New Danish Screen skal støtte og inspirere udviklingen af filmens formsprog og fortælling, så dansk film bevarer og styrker sin dynamik og diversitet. Støtteordningen skal forstå at udnytte talenternes energi og retning frem for at styre talenterne i bestemte retninger.

New Danish Screen baserer sig på et samarbejde mellem DR, TV2 og Filminstituttet jf. filmforliget 2011-2014. Der er til puljen afsat godt 112 mio. kr. over forligsperioden.

New Danish Screen er både målrettet de nye talenter på professionelt niveau og mere erfarne. Det afgørende er, at manifesterede talenter kan få mulighed for at udvikle sig, afprøve nye idéer eller skifte spor i forhold til tidligere produktion.

Alt blev filmet, og den interaktive dokumentar er opbygget, så brugeren skaber sin egen fortælling ved aktivt at vælge sin vej igennem det store videomateriale – hvilke deltagere og processer man vil følge over de to døgn, hvor handlingen udspiller sig. Undervejs udløses bonusklip afhængig af de valg, der træffes, ligesom man til sidst kan afprøve de spil, deltagerne udvikler i filmen.

Filmens instruktør Suvi Andrea Helminen fortæller om processen:

"Jeg havde ikke på forhånd planlagt at lave en interaktiv dokumentar, selvom tanken altid har tiltalt mig. En weekend i januar 2011 havde jeg spontant filmet Nordic Game Jam med 5 kameraer samtidig i 48 timer sammen med et hold af frivillige. Den umiddelbare og friske energi i spilmiljøet tiltalte mig, og game jam-begivenheden gav rammen for et kondenseret indblik i kreative processer. Mange af de historier, vi filmede, krydsede hinandens spor undervejs, og den interaktive form kom som en naturlig afledning af dette."

Instruktøren undersøgte konceptet og besluttede, at hendes film ikke skulle være for faktuel og båret af interviews, men i stedet skabe en oplevelse, hvor fortællingen kunne blive mere filmisk og følelsesmæssigt engagerende. Alle interaktionerne skulle give mening i forhold til filmen og dens publikum, og projektet skulle forholde sig til internettets præmisser som udgivelsesmedie.

"Et udgangspunkt for det interaktive design var, at jeg ville have, at filmen skulle aflæse publikums præferencer og give feedback på dette. Jeg ville skabe en oplevelse, hvor de interaktive elementer skulle indgå på en legende måde, men uden fortællingen ville miste seriøsitet. At udvikle et interaktivt dokumentarunivers er en balancegang mellem struktur og elementer af tilfældighed. Det er som at prøve at få en ligning til at gå op, det er et puslespil, der skal passe. Det er en stor udfordring, men processen er sjov og berigende."

Suvi Andrea Helminen deltager på SXSW, hvor filmen har international premiere den 12. marts. Med afsæt i filmen er der efterfølgende paneldebat om interaktive dokumentarer, gamification-koncepter og nye grænser mellem seer og spiller.

SXSW har også inviteret instruktør Christian Fonnesbech og producer Stina Lassen til paneldebat om deres transmedia-projekt "Cloud Chamber". Desuden deltager Joshua Oppenheimers dokumentar "The Act of Killing" under programmets Festival Favourites med særligt udvalgte film fra andre festivaler, og den danske koproduktion "TPB AFK: The Pirate Bay Away From Keyboard" vises som special event.

"48 Hour Games" havde dansk forpremiere ved et live-event på CPH:DOX 2012. Projektet er et samarbejde mellem instruktør Suvi Andrea Helminen og spilproducer Dajana Dimovska og produceret af Mikael Windelin for Minerva Film med støtte fra New Danish Screen.

Se "48 Hour Games" online

Læs mere om "48 Hour Games" på SXSW
Læs mere om ny dansk transmedia

Live event trailer

48 hour Games - live event trailer from Suvi Andrea Helminen on Vimeo.