Trailer til Beast

TRAILER. Christoffer Boes "Beast" har nu fået en trailer. Oplev en bestialsk Nicolas Bro i kødrus her på dfi.dk.

"Beast" er en film om kærlighedens store følelser; fra den brændende lidenskab til besættelsens destruktion. Traileren til Christoffer Boes seneste film er nu tilgængelig.

Christoffer Boe har skåret de mellemliggende følelser fra i "Beast". Tilbage er et stormvejr mellem to karakterer, der elsker, hader, foragter og forguder hinanden i et konstant spil af frastødning og tiltrækning.  

Da Bruno opdager, at Maxine er ham utro, iværksætter han en lille test. Spørgsmålet er, hvor langt han vil gå for at holde på sit livs kærlighed. Hans ubegrænsede kærlighed til hende forvandler ham fra at være en medfølende mand til et blodtørstigt dyr.

I "Beast" genforener Christoffer Boe skuespillerne Nikolaj Lie Kaas og Nicolas Bro, som også optrådte i henholdsvis "Reconstruction" og "Offscreen". Maxine spilles af Marijana Jankovic, som også var med i "Alting bliver godt igen".

Filmen havde international premiere på Warszawa International Film Festival tidligere på måneden. Der er dansk premiere den 17. november.

Tine Grew Pfeiffer har produceret "Beast" for Alphaville Pictures Copenhagen ApS med støtte fra Det Danske Filminstitut.

Trailer