"MGP missionen", baseret på Gitte Løkkegaards børnebog af samme navn, handler om den 12-årige Karl, som flytter med sin mor fra Hvide Sande til København. Det bliver en svær omstilling, da Karl starter i 6.B på Rådmandsgades Skole på Nørrebro, hvor størstedelen af børnene er tosprogede, og jargonen er hård. Snart er Karl i gang med at planlægge sin flugt tilbage til morfar og mormor, men han får hjælp fra uventet kant. I klassen går også den tyrkiske pige Sawsan, der har sat sig for at deltage i finalen i MGP trods sin families modstand, og Karl og Sawsan finder stik mod alle odds sammen i en fælles mission vestpå.
I rollen som Karl ses Sylvester Espersen Byder og desuden medvirker Malika Sia Paul, Lars Knutzon, Line Kruse og Ali Kazim.
Filmen er instrueret af Martin Miehe-Renard og produceret af Marcella L. Dichmann og Henrik Møller-Sørensen for ASA Film Production.
Trailer