Kan talenter parres?

TALENTDATE. Instruktør Jacob Bitsch og producer Anders Skotlander har med et oplæg til en dansk 1880'er western vundet New Danish Screens Talentdate Pris.

Hvis man parrer to filmtalenter, kan der så komme en spændende film-idé ud af det?

Ja, ser det ud til, for mandag den 15. august kunne New Danish Screen overrække en Talentdate Pris til instruktør Jacob Bitsch og producer Anders Skotlander, to filmfolk der mødte hinanden på en Talentdate og derefter fik blod på tanden til at arbejde videre med et fælles projekt.

I foråret 2011 indbød New Danish Screen til to omgange Talentdate. Tanken var at lade kreative kræfter møde hinanden, så de kunne udvide deres netværk og udvikle nye samarbejdsrelationer. Ved det andet arrangement mødtes instruktører, manuskriptforfattere og producere og præsenterede deres ideer for hinanden. Syv par fandt sammen og sendte deres projekt ind for at komme i betragtning til Talentdate Prisen.

Vinderne Jacob Bitsch og Anders Skotlander mødtes første gang til talentdate – på tværs af landsdele, erfaringsniveau og baggrund – og deres fælles vinderprojekt "Hjalmers Dyb" bringer de to ud i nyt og uprøvet territorium. "Hjalmers Dyb" er nemlig en dansk 1880'er western om demokratiets fødsel i det jyske, centreret omkring to brødre.

"Det var en slags speeddating, hvor de deltagende fremlagde deres ideer, og det er altid godt at blive kastet ud i det og møde nye folk," fortæller Anders Skotlander. "Jeg pitchede en idé om at lave noget i western-genren, men på dansk – og ikke nødvendigvis med pistoler. Det skulle være med et dansk udtryk, og i 1880'erne gik folk for eksempel nok mere rundt med le eller dolk, og det ville nok heller ikke foregå til hest. Jacob tænkte i en episk storfilm, og han gik hurtigt i gang med at researche."

Vinderparret

Jacob Bitsch, der debuterede i 2009 med spillefilmen "Camping", er uddannet instruktør fra Den Danske Filmskole i 2007. Han har derudover en bachelor i Filmvidenskab og har studeret på filmskole i New York og Prag.

Anders Skotlander er producer og medejer af Oscar Film i Aalborg, oprindeligt et post-produktionsselskab, som nu fokuserer mere på produktion, bl.a. som koproducent på en russisk spillefilm "I'm Going to Change my Name", der er optaget i Armenien.

Prisvinderne blev udvalgt af Jakob Høgel, kunstnerisk leder af New Danish Screen, og Peter Schønau Fog, projektredaktør. De 10.000 kr., der ledsager prisen, skal gå til videreudvikling af projektet.