Se Love Addict på Guardian.co.uk

STREAMINGPREMIERE. I anledning af Valentinsdag streamer den britiske avis The Guardian den danske dokumentarfilm "Love Addict" af Pernille Rose Grønkjær.

Torsdag den 14. februar fik "Love Addict" streamingpremiere på et af verdens største websites. Premieren markerede Valentinsdag, hvor millioner af The Guardians læsere over hele verden havde mulighed for at se Pernille Rose Grønkjærs film om kærligheds-afhængighed.

"Et samarbejde af denne art rummer et meget stort potentiale for os og for dansk doumentarfilm generelt," siger filmens producer Sigrid Dyekjær fra Danish Documentary. "I en tid, hvor vi konstant afsøger nye platforme for vores film, er dette et interessant supplement til de allerede eksisterende."

Det er første gang, at en af Danish Documentarys film gøres tilgængelig via The Guardian, men Sigrid Dyekjær ser det bestemt ikke som et éngangsforetagende.

"Vi håber, det er starten på et længevarende samarbejde mellem Danish Documentary og The Guardian," udtaler hun.

"Love Addict" handler om frygten for at elske og frygten for ikke at være elsket. Filmen forsøger gennem de medvirkende at beskrive begrebet "kærligheds-afhængighed" og alt, hvad det indebærer af drømme, vanvid, smerte, klarhed og længsel.

Filmen kan streames mod betaling fra The Guardians website

Læs mere om "Love Addict" på filmens officielle website