Danske film får premiere i flere og flere sale. I gennemsnit kan en dansk film i premiereweekenden opleves i 75 biografer over hele landet. I 2010 og 2009 kunne man i premiere-weekenden kun opleve filmene i henholdsvis 55 og 56 biografer i gennemsnit.
Premieresale i gennemsnit
År | 2009 | 2010 | 2011 |
Sale (gennemsnit) | 56 | 55 | 75 |
Udviklingen betyder, at danske film nu kommer hurtigere ud i hele landet, så selv mindre biografer i tyndtbefolkede områder får mulighed for at vise premierefilm.
"Ronal Barbaren" åbnede i sidste weekend i 118 biografer over hele landet, bl.a. i Løgstør Bio, hvor man normalt ikke plejer at få filmene før nogle uger efter premieren. En hovedårsag er digitaliseringen.
"Efter at vi er blevet digitale, har vi nu lige så mange premierer om måneden, som vi tidligere havde på et helt år. Det betyder også, at vi kan tage en højere billetpris, så selvom vi betaler mere i filmleje nu, så hænger økonomien alligevel sammen for os," fortæller formand for Løgstør Bio, Mona Jensen.
Når filmudlejerne ikke længere har de samme udgifter til dyre 35mm-kopier, er det sund fornuft at få filmen ud i flere biografer. De noget billigere harddiske, som de digitale film i dag distribueres på, kan desuden deles mellem flere biografer, hvilket også er med til at holde udgifterne nede.
Der er ifølge brancheforeningen Danske Biografer i alt 166 digitale sale fordelt på 97 biografer her i landet. Der er i alt 160 biografer i Danmark.
Øget konkurrence
Når der kommer flere kopier og ikke flere sale, må der nødvendigvis opstå øget konkurrence blandt filmene. Og de film, der ikke klarer sig så godt, kan hurtigere blive skiftet ud.
På trods af øget pres går filmene i gennemsnit ikke kortere tid i biografen. En dansk film kan i dag forvente at ligge ti uger på biografernes top-30-liste. Det var det samme i 2009.
Uger i top-30 i gennemsnit
År | 2009 | 2010 | 2011* |
Uger i top-30 (gennemsnit) | 10 | 11 | 10 |
* tallene for 2011 indbefatter kun film, der ikke længere er aktive i biografen.
Ca. en femtedel af en films billetter sælges i premiere-weekenden. Andelen er steget en smule i forhold til tidligere år.
År | 2009 | 2010 | 2011* |
Billetter i åbningsweekenden i procent (gennemsnit) | 18 % | 20 % | 21 % |
* tallene for 2011 indbefatter kun film, der ikke længere er aktive i biografen.