Dfi.dk taler nu mobil

SMARTPHONE. Filmnyheder i S-toget? Cinematekets program direkte fra sofaen? Dfi.dk er blevet smartphone-venligt.

Stadig flere besøger dfi.dk med mobiltelefoner, især dem med æblet.

Fra i dag, torsdag den 24. februar, møder smartphonebrugere på dfi.dk et design, der egner sig til den lille skærm. Navigationen er forsimplet og indholdet er i fokus.

Mobilwebsitet fremhæver udvalgte sektioner:

  • "Nyheder" giver, måske ikke direkte overraskende, adgang til de seneste filmnyheder
  • "Cinemateket" præsenterer dagens (og månedens) filmprogram og giver adgang til billetbestilling
  • "DFI-Bogen" er DFI's håndbog over personer og virksomheder i den danske filmbranche
  • "English" indeholder de seneste nyheder på engelsk

Alle dfi.dk's godt 100.000 sider kan dog findes via et søgefelt øverst i skærmbilledet. På denne måde kan man finde information om næsten alle danske film fra Elfelts "Kørsel med grønlandske hunde" (1897) til Pernille Fischer Christensens premiereaktuelle "En familie".

Hvilke telefoner?

I skrivende stund vises mobilversionen automatisk for brugere med iPhone/iPod, Android og Windows Phone. Webadresserne er de samme som sædvanligt, så man skal ikke skrive noget specielt for at se mobilversionen.

Valgfrihed

Skulle man savne dfi.dk's sædvanlige opbygning, kan man nemt komme til den klassiske visning ved at klikke på linket til højre for logoet.

Dfi-dk-mobil