Danmarks sorte EU-formandskabsplakater pryder væggene i Lagerhuset i Göteborg, hvor instruktørerne Mads Matthiesen, Birgitte Stærmose, Eva Mulvad, og New Danish Screen-produceren Nanna Mailand er på plads på scenen for at diskutere den stigende sammenblanding af dokumentar og fiktion, som dansk film oplever for tiden. De tre instruktører bevæger sig alle i grænselandet mellem fiktion og dokumentar, hvilket inviterer til debat om, hvor meget man "må" iscenesætte i en dokumentar, og hvornår noget er "virkelighed". Men giver det overhovedet mening at trække så skarpe grænser i dagens filmlandskab?
Ikke ifølge Birgitte Stærmose, som bl.a. står bag den stærkt iscenesatte dokumentar "Ønskebørn". Hun argumenterer for, at tiden for den traditionelle observerende dokumentarfilm er forbi, fordi publikums nysgerrighed efter at være fluen på væggen i andre menneskers liv i dag bliver stillet af reality shows og vennernes iPhone-videoer på YouTube. Dokumentarfilmen må altså tage andre midler i brug for at skille sig ud.
Fra venstre: Moderator Jan Lumholdt, Mads Matthiesen, Birgitte Stærmose, Eva Mulvad og Nanna Mailand.
Også dokumentarfilm er narcissisme
Også Eva Mulvad, hvis seneste film er den fiktionsprægede dokumentar "Det gode liv", ønsker at gøre op med den traditionelle dokumentarforståelse. "Jeg vil gerne fortælle en historie, der føles som fiktion, er underholdende, sjov og smuk og appellerer til publikum. Hvorfor ikke bruge de samme virkemidler?" spørger hun.
"Jeg er ikke ude på at lave journalistik, men kunst. Mine film udtrykker mit virkelighedsbillede."
Her er Birgitte Stærmose enig. Hun mener, at modviljen over for iscenesættelse i dokumentar bunder i en moralsk opfattelse af, at dokumentarfilm er lavet for andres skyld– en sag eller en person – og derfor er forpligtet til at tale på subjektets vegne. I modsætning til fiktion, hvor "den store kunster" udtrykker sig selv. "Men for mig er det at lave film – også dokumentar – et narcissistisk foretagende. Jeg gør det klart over for mine medvirkende, at det er mit personlige projekt."
Lone Scherfig
Underholdende dogmefilm
Dagens andet seminar er en masterclass med Lone Scherfig. Med en kort, men markant filmografi, der tæller en af nyere tids mest sete danske film, "Italiensk for begyndere" og to internationale succeser med den engelske Oscar-nominerede "An Education" og Hollywood-romancen "One Day", har det svenske publikum tilsyneladende konkluderet, at hun må være værd at lytte til og er mødt talstærkt op.
Vi starter med et klip fra Scherfigs store gennembrudsfilm "Italiensk for begyndere" fra 2000, som bliver vist i festivalens danske retrospektive serie. Den impotente receptionist Jørgen Mortensen, den ubehøvlede cafébestyrer Hal-Finn og den klodsede bagerjomfru Olympia, der finder livsmod og kærlighed på et aftenskolekursus i italiensk ("Det lyder fandeme ulækkert!"), bringer smilet frem på seminariegæsternes læber. Ligesom de gjorde både hos det danske og internationale publikum.
"Jeg fik en masse opmærksomhed med 'Italiensk for begyndere', fordi den var lettere og mere kommerciel end de andre dogmefilm. Fordi filmen blev vist i arthouse-biografer i udlandet, blev publikum glædeligt overrasket over at se en let og sjov film, der i kraft af dogme-formen med håndholdt kamera osv. stadig var ukonventionel," fortæller Scherfig.
Den ulige vej til målet
"Italiensk for begyndere" handler om personer, der er fastlåste, men formår at ændre retning i deres liv. Det samme skete for Scherfig. Indtil da havde hun taget mange filmiske afstikkere siden spillefilmdebuten med "Kajs fødselsdag" i 1990, bl.a. med reklamefilm, tv-serier og radiodrama.
"Min seneste film "One Day" handler om de omveje, man tager i livet, og det fik mig til at se tilbage på de omveje, jeg har taget i min karriere. Spildte jeg tiden? Jeg har dog konkluderet, at omvejene gav mening for mig. Jeg lærte om filmhåndværket, og der er bidder – nogle gange blot sekunder - i alle mine film, jeg holder af. Det har hjulpet mig til at finde min stemme," fortæller Scherfig.
Scherfigs film handler gerne om usikre og ensomme mennesker, der er dårlige til at udtrykke sig og har svært ved kærligheden. Nu er instruktøren dog parat til at prøve andre emner og genrer af.
"Måske er det udtryk for mistet uskyld, men jeg er ikke så optaget af varme og humoristiske kærlighedsfilm længere. Jeg vil rigtig gerne lave krimi, horror og action – film, der er mere teknisk udfordrende. Arbejdet i England har givet mig mod på at udvide mit udtryk og mine ambitioner. Men hvem ved – måske er det bare endnu en omvej, og måske vender jeg i sidste instans tilbage det spor, jeg hører til."
Foruden de to seminarer bød dagen på visninger af 18 danske film rundt omkring i Göteborgs biografer og om aftenen en velbesøgt dansk fest med Carlsberg i baren og de danske musikere, MX, Boisen T. Hansen, Solhorn og DJ Curious på scenen.
Den danske fest
