Fast forhold med løse aftaler

PRODUKTIONSSTØTTE. Instruktør Claus Bjerre har under beskedne forhold optaget en spillefilm i samarbejde med tre unge aspirerende skuespillere og med en nyuddannet fotograf og tonemester fra Filmskolen.

Claus Bjerres kommende spillefilm, "Fast forhold med løse aftaler" (Red.: Titel ændret til  "En, to, tresomt"), er et generationsportræt af en ungdom præget af rummelighed, tolerance og ikke mindst en nysgerrighed efter at afprøve grænserne mellem venskab og kærlighed. De taler om tingene, assertivt, løsningsorienteret. Og så knalder de.

Siff er sexologistuderende, så da hendes nære veninde Maria flytter ind på sofaen, er Siff ikke afvisende overfor at dele sin kæreste Lucas. Han og Maria er tydeligvis tiltrukket af hinanden, og de tre forsøger åbent at skemalægge en ordning, som opfylder deres forskellige behov. Men som tiden går, må Siff erkende, at teori er meget nemmere end praksis.
 
Siff Lundgreen, Maria Cordsen og Lucas Alexander spiller de unge. Claus Bjerre har sammen med dem improviseret historien frem i en helt almindelig tre-værelses-lejlighed på Nørrebrogade.

Jonathan Guldberg Elsborg har fotograferet og Sune Kaarsberg står for lyden. Claus Bjerre har selv produceret for C. Bjerre Filmproduktion med produktionsstøtte på 1,8 mio. kr. fra Det Danske Filminstitut ved filmkonsulent Rasmus Horskjær.

"Fast forhold med løse aftaler" er bortset fra en enkelt scene allerede optaget. Premieren  er planlagt til efteråret 2014.