Rekordmanden vinder Palm Springs pris

PRISER. Den danske dokumentarfilm "Rekordmanden" har vundet prisen for bedste korte dokumentarfilm i Palm Springs.

Det danske produktionsselskab Plus Pictures' "Rekordmanden" vandt lørdag den 23. juli prisen for bedste korte dokumentarfilm på Palm Springs Short Film Festival i Californien.

Instruktør Brian McGinns film er et portræt af Ashrita Furman, som har slået mere end 300 Guiness-rekorder de sidste 30 år og dermed har den officielle rekord for flest Guinness World Records.

Furmans rekorder tæller blandt andet "flest æbler skåret i luften med et samurai sværd" og "undervands-langdistance-svømning". Filmen møder ham, da han skal i gang med at træne sig op til at bestige Machu Picchu på stylter.

Mette Heide har produceret for Plus Pictures med støtte fra Det Danske Filminstitut. "Rekordmanden" fik verdenspremiere på Hot Docs i Toronto i maj. Filmen vil blive vist på Kulturnatten den 12. oktober i Cinemateket og senere på året på TV 2 og Filmstriben.dk.

Palm Springs International Short Film Fest

Trailer: