Mikkel Jersin
Vil du beskrive dine første år som producer, og hvad du har lavet?
Kort efter Filmskolen startede jeg på Nimbus Film, hvor jeg også arbejder i dag. Jobbet har bestemt været udfordrende til tider, men heldigvis også mindst lige så spændende som jeg håbede på, da jeg i sin tid besluttede mig for at blive filmproducer. Jeg har haft mulighed for at arbejde tæt sammen med Lars Bredo Rahbek på filmene "Itsi bitsi" af Ole Christian Madsen og "I lossens time" af Søren Kragh-Jacobsen. Desuden har jeg været, eller er jeg, i gang med at koproducere en række internationale projekter, bl.a. med Dagur Kari, Pernilla August og Joachim Trier. Derudover har jeg løbet Runar Runarssons næste spillefilm i gang.
Hvad har været det vigtigste, du har lært de seneste år?
Det er umuligt at prioritere, hvad der er det vigtigste, jeg har lært de seneste år, for man ved jo aldrig, hvornår en ellers helt ubetydelig flig af visdom helt uventet går hen og bliver livgivende. Jeg har haft stort fokus på international finansiering via mit arbejde på Nimbus, så det er uden tvivl på dette område, jeg har lært mest. Måske har dette fokus medvirket til, at jeg alt i alt er blevet mere i tvivl om, hvilke film, der rent faktisk er en god ide at sætte i gang. Dette fordi jeg især har beskæftiget mig med vanskeligheden ved at finansiere en film i den aktuelle konkurrencesituation. Der er jo altid masser af gode ideer til film i omløb, men alt for få projekter, der kan stå distancen.
Hvad er de mest spændende udfordringer ved at være producer i 2014?
Mit indtryk er, at selskabernes og filmenes økonomi i dag er så meget under pres, at der må og skal tænkes nyt – hvis altså branchen skal overleve, som vi kender den i dag. Det er klart, at branchen og kunsten er dynamisk, så der vil altid være en naturlig udvikling, men mit personlige indtryk er, at de gamle forretningsmodeller ikke kan oppebære den, heldigvis, store talentmasse, vi har i Danmark. Så den mest spændende udfordring er efter min mening at være med til at finde de nye veje for danske film.
Jeg har ikke selv løsningen, og jeg tvivler på, at nogen anden producer sidder klar med det perfekte svar. Men til alt held er det en udfordring, der vedrører os alle, så mon ikke løsningen også bliver udformet i fællesskab mellem producere, de kreative, Filminstituttet, distributører, biografer, tv stationer og producenter m.fl. Det er jo i alles interesse, især publikums, at vi kan fortsætte med at være en af verdens stærkeste filmnationer – lidt patriotisk har man vel lov at være.
Hvad håber du på, at de kommende år vil bringe?
Jeg har haft stor glæde af at arbejde som koproducer på flere forskellige skandinaviske film både som major og som minor producer, så jeg håber især, at jeg får mulighed for at være en del af endnu flere pan-nordiske projekter. For mig har det først og fremmest været lærerigt, men også meget givende, at møde både erfarne og yngre producere fra de øvrige nordiske lande og få et samarbejde til at fungere over grænserne.
Hvilke nye tendenser tror du kommer til at påvirke filmbranchen de kommende år?
Jeg tror, de kommende år vil være præget af flere danske koproduktioner, hvor vi er med som enten minor eller major. Derudover tror jeg, vi vil se flere ultra lowbudget produktioner og måske desværre også færre arthouse kvalitetsfilm. Alt for mange dygtige instruktører kommer ikke igennem nåleøjet, fordi de gamle hus-instruktører af gode grunde bliver støttet, når de kommer med en ny ide til en film. Derfor er mit gæt, at flere friske sjæle og virkelystne producenter vil kaste sig over ultra lowbudget film.
Har det at være producer ændret sig på de tre år, du har været i branchen?
Jobbet som producer ændrer sig konstant. Hver eneste dag byder på nye udfordringer og muligheder. Desuden har jobbet også forandret mig selv og mit blik på branchen. Mit indtryk er, at der er en stor bevægelse i gang i branchen netop nu. Det er umuligt at sige, hvor vi ender, og jeg tror, at det altid har været sådan at være producer. Så om jobbet har ændret sig de seneste tre år? Sikkert, men sådan har det vel altid været, og det er jeg glad for.
Ditte Milsted
Vil du beskrive dine første år som producer, og hvad du har lavet?
Allerede på 3. år på Filmskolen vidste jeg, at jeg ville have mit eget produktionsselskab, så sammen med producerne Jacob Jarek og Thor Sigurjonsson startede jeg Profile Pictures lige efter, vi blev færdige i 2011. Sideløbende med vores opstart har jeg arbejdet på Alphaville Pictures Copenhagen som barselsvikar for Tine Grew Pfeiffer og siden hen Caroline Schlüter Bingestam.
På Alphaville nåede jeg også at producere min første spillefilm, Jonas Arnbys "Når dyrene drømmer". Nu har vi rigtig travlt i Profile, så det passer perfekt med, at jeg nu har været tilbage fuld tid siden december 2013. Her har jeg produceret Johan Stahls novellefilm "Weekendfar", der fik en Robert i år, og som vi er ved at udvikle til en spillefilm samt dokumentarfilmen "No Regrets" af instruktør Sun Hee Engelstoft. Dertil har jeg en del projekter i udvikling på forskellige stadier.
Er der nok at lave?
Ja!
Hvad har været det vigtigste, du har lært de seneste år?
At man skal stå ved den, man er. På Filmskolen kunne man godt komme i klemme ved at have en klar mening eller en stærk personlighed som producer – eller ligefrem en smag! Men i branchen er det heldigvis anderledes. Og det er godt at opleve, at man har den force nu – at stå ved, hvem man er – og jeg er glad for, at jeg også gjorde det på skolen, selvom det havde været lettere at lade være…
Hvad er de mest spændende udfordringer ved at være producer i 2014?
At få den nye generation af instruktørtalenter man virkelig tror på til at få en plads i en efterhånden ret stor talentmasse af danske instruktører, der både har succes og opmærksomhed ude og hjemme. De "ældre" generationer efterlyser en gang i mellem i medierne en "revolution" fra den unge generation – som jeg jo tilhører – men revolutioner kommer jo som oftest på baggrund af, at der i lang tid er noget, der ikke har fungeret, og som man vil have til at fungere. Et opråb med andre ord. Men det kan af og til være svært at gennemskue, hvad det er, opråbet skal være imod! Selvfølgelig er der danske film, man bedre kan lide end andre. MEN publikummer er ligeså forskellige som os filmskabere – så selvfølgelig skal filmene, der laves herhjemme også afspejle dette.
Hvilke karaktertræk kan man som producer ikke klare sig uden?
Mange! Men hvis jeg skal nævne nogle få: Dedikation, drive og evnen til at kunne tage beslutninger – også de svære. Og så skal en dygtig producer jo meget gerne kunne spotte talent og se potentiale. Og få realiseret sine projekter.
Har det at være producer ændret sig på de tre år, du har været i branchen – eller ser du tegn på, at noget kan ændre sig i nær fremtid? Hvis ja, hvordan?
Svært at sige. Ikke for mig som sådan. Måske oplever jeg en større åbning med hensyn til, at flere producere har lyst til at være i mindre enheder, eller at man som producer i højere grad følger sine projekter og er mere fleksibel i forhold til, hvilke selskaber man lægger dem hos – det tror jeg, kan være en positiv ting.
Hvilke forventninger har du til filmbranchen og dens udvikling i de kommende år?
Jeg er glad for, at man er blevet mere åben overfor at ville lave genrefilm herhjemme – og også, at der er en ny generation af instruktører, der har nogle andre forbilleder og referencefilm, og som går op i, at deres film får et publikum. Jeg oplever, at den klassiske art-house/independent film er lidt i retræte. At det værdsættes, at det også er stor kunst at ramme det kommercielle og populære og samtidig bevare sin kunstneriske integritet og lave film af høj kvalitet med en stærk signatur. Dette håber og forventer jeg, at den danske filmbranche i de kommende år bliver endnu bedre til – jeg selv inklusiv.
Senia Dremstrup
Vil du beskrive dine første år som producer, og hvad du har lavet?
Lige efter Filmskolen blev jeg ansat på Zentropa som producer. Jeg betragter mine første år i firmaet som efteruddannelse af den fineste slags. Jeg har arbejdet tæt sammen med Louise Vesth og Sisse Graum Jørgensen, som i mine øjne er Danmarks mest markante producerprofiler. Jeg har produceret "Lev stærkt" af Christian E. Christiansen i samarbejde med Louise Vesth. De seneste to år har jeg arbejdet som associate producer på "The Salvation" af Kristian Levring og "En du elsker" af Pernille Fischer Christensen. Sideløbende arbejder jeg på mine egne projekter.
Er der nok at lave?
Ja!
Hvad har været det vigtigste, du har lært de seneste år?
Film tager tid – lang tid. Det vidste jeg selvfølgelig i forvejen, men det er noget ganske andet at mærke det på egen krop. Det betyder også, at når et projekt endelig har momentum, så skal man udnytte det! Jeg er blevet utrolig bevist om markedet. Om hvor vigtig den rette positionering og eksponering er, hvis en film overhovedet skal have mulighed for at udnytte sit fulde biografpotentiale. Det er ikke nok "bare" at lave en god film, man skal også hjælpe publikum med at finde den.
Hvad er de mest spændende udfordringer ved at være producer i 2014?
Det lader til, at de støttemidler der findes i Skandinavien forbliver nogenlunde konstant, samtidig med at udgifterne generelt stiger. Som unge producere skal vi være gode til at koncepture vores projekter, så de kan lykkedes inden for de givne økonomiske rammer. Vi skal se på nye muligheder for optagelse og bemanding, og så skal vi i høj grad kunne samarbejde med udlandet for at finde den sidste del af finansieringen der.
Kendte brands fylder meget i tiden. Det er tilsyneladende vigtigt for publikum at de har et forhåndskendskab til værket. Alle vil gerne være med på en succes. Derfor ser vi filmatiseringer af bøger, tegneserier og teaterstykker. Det betyder, at der er mindre plads til det originale værk, og at vi som producere skal sørge for at give en anden hook til disse film, hvis de overhovedet skal have en chance. Omvendt synes jeg, at det er utroligt spændende, at de forskellige kunstarter er begyndt at fortolke hinanden. I et af de projekter jeg arbejder på, er vi i gang med en spændende proces, hvor vi løfter en historie ud af teaterformen og ind i det filmiske univers. Adaptionen er sværere, end man skulle tro – men en interessant kreativ proces.
Fortæl om en skelsættende oplevelse - og hvad du lærte af den?
Jeg er simpelthen så glad og stolt over, at "The Salvation" kom til Cannes! Det har været vores mål med filmen siden optagelsen. Dengang lavede vi en revideret post-plan, som simpelthen hed "Cannes-planen", og som pressede efterarbejdet så meget sammen, at det kun akkurat var muligt at aflevere filmen i tide. Jeg må indrømme, at jeg med min jyske baggrund følte skepsis, og var begyndt at tænke i alternative planer. Men projektet lykkedes! Og det gjorde det, fordi vi besluttede at tro på det og arbejdede målrettet efter det – af det har jeg lært, at jeg i mit arbejde skal minde mig selv om, at der er højere til loftet, end jeg umiddelbart tror. At målene, drømmene og ambitionerne for et projekt altid skal ligge højere!
Hvilke karaktertræk kan man som producer ikke klare sig uden?
Godt grundhumør, respekt, økonomiforståelse og samarbejdsevne – både med filmens kreative kræfter og med investorer og vigtige samarbejdspartnere.
Har det at være producer ændret sig på de tre år, du har været i branchen – eller ser du tegn på, at noget kan ændre sig i nær fremtid? Hvis ja, hvordan?
Vores årgang kom ud til en filmbranche i krise. Jeg blev ansat på et Zentropa, som var i økonomisk krise og lige havde afskediget adskillige medarbejdere. Det var på det tidspunkt, at Peter Aalbæk gik i pressen og annoncerede, at Zentropa skar al talentudvikling væk. Vi skulle satse på store succeser – film, der kunne sælge billetter herhjemme og vinde priser i udlandet. Som sagt så gjort. Mens jeg har været på Zentropa har "Jagten" været i Cannes, til Oscar, BAFTA, m.m., "En kongelig affære" i Berlin og til Oscar m.m., "Den skaldede frisør" på Toronto og Venedig, "Nymphomaniac" og "En du elsker" på Berlin og "The Salvation" i Cannes.
Nu blæser nye vinde. Zentropa skal naturligvis fortsætte med at lave de film, som vi har haft succes med, men der er også kommet en åbning for produktion af tv-serier og de lidt mindre film med nyere instruktører. Det er en virkelig god timing for mig, at jeg med tre års erfaring som udlært producer og med film i bagagen, som har haft meget forskellige budgetter, finansiering og produktionsformer nu for alvor kan udvikle med de nye talenter, jeg tror på.
Hvilke forventninger har du til filmbranchen og dens udvikling i de kommende år?
Vi er jo endnu en gang i en spændende tid, hvor vi er på vej ind i et nyt Filmforlig, og hvor Video on demand for alvor har åbnet sig som et nyt vindue, vi som indholdsskabere skal formå at udnytte. Jeg tror, at brands bliver ved at være vigtige – at historien om historien er lige så vigtig som filmene i sig selv. Vi har haft nogle rigtig gode år med prisvindende film rundt omkring i verden, og det er vigtigt, at vi fastholder den position. Men det er også vigtigt, at vi samtidig giver plads (og kreativt frirum) til, at nye instruktører kan komme i gang – og vi må også åbne for den lidt alternative fortælling og produktionsform, det lidt alternative univers, hvis vi skal fortsætte med at udvikle os, så vi ikke taber en generation på gulvet, blot fordi den forrige er så talentfuld og succesrig.
