Truffaut, Fellini, Kurosawa, De Sica og Bergman

OSCAR. Susanne Bier skriver sig ind blandt de største europæiske instruktører med sin Oscar i kategorien bedste ikke-engelsksprogede film.

Med sin Oscar for "Hævnen" er Susanne Bier kommet i rigtigt fint selskab som den seneste instruktør på listen over vindere i kategorien bedste ikke-engelsksprogede film. Tidligere vindere tæller bl.a. mestre som Truffaut, Fellini, Kurosawa, De Sica og Bergman.

Susanne Bier er blot den tredje kvinde, der modtager denne pris. Marlene Gorris vandt for "Antonia's Line" i 1995 og Caroline Link for "Fortabt i Afrika" i 2002.

Perspektiv

Den danske instruktør Astrid Henning-Jensen var den allerførste kvinde, der blev nomineret i kategorien for bedste ikke-engelsksprogede film. Det skete i 1959 med filmen "Paw".

Susanne Bier har også bemærket skævhed, men ser det ikke kun som et problem i filmbranchen. På den røde løber sagde hun til L.A. Times' reporter Amy Kaufman: "Jeg mener generelt set ikke, at kvinder har den plads i samfundet, som de bør have. […] Det er en større diskussion, og det har ikke kun noget at gøre med filmindustrien."

Se hele interviewet