Forfatter og filminstruktør Christian Braad portrætterer i "Film med håndskrift", seks filmskabere der nægter at underkaste sig underholdningsindustriens krav og i stedet skriver film på deres egne præmisser.
Lars von Trier, Nils Malmros og senest Pernille Fischer Christensen, er ifølge Christian Braad instruktører, der har fået tag i et betydeligt publikum. Det gælder ligeledes også Simon Staho og Christoffer Boe, der endnu er ret ukendte uden for filmkunstens indercirkel. Helt for sig selv står den dristige eksperimentator Jytte Rex.
Fælles for de seks instruktører er, at film ikke er fabriksarbejde, men en dybt personlig henvendelse til publikum. De bruger kameraet lige så intimt som forfatteren sin pen eller maleren sin pensel.
"Film med håndskrift" er udgivet af Tiderne Skifter, koster 299 kr. og kan købes i Filmhusets Film- og Boghandel.