Eskimo Diva til MIX programrelease

MIXCPH. Programmet til årets MIX Copenhagen LGBT Film Festival er klar til udgivelse, og det fejrer festivalen med fest og visning af dokumentaren "Eskimo Diva". Arrangementet finder sted i Empire Bio torsdag den 10. september kl. 19.

"Eskimo Diva" handler om Nuka, der på mange måder repræsenterer det moderne Grønland og dets subkulturer. Nuka er homoseksuel og ligner en japansk popstar. Han kommer fra overklassen og er en af de grønlændere, der ikke taler landets sprog, og som er eksponent for mange af Grønlands aktuelle problemstillinger. Og på grund af hans mange forsøg på at provokere og revolutionere, møder han en del modstand fra traditionalister. "Eskimo Diva" er en fortælling om en ung mands kamp for at være den, han er.

Filmen, der er instrueret af Lene Stæhr, er blevet vist med stor succes i Grønland, Island og på Færøerne i løbet af foråret. Nu er det så blevet det danske publikums tur til at stifte bekendtskab med den unge, grønlandske drag-performer.

MIX Copenhagen

MIX Copenhagen startede i 1986 og er nu Danmarks ældste årligt tilbagevendende og stadigt aktive filmfestival, samt en af verdens ældste LGBT-filmfestivaller. 

Festivalen bliver drevet af en frivillig forening, der at vise film, som bøjer køn og bryder seksuelle grænser, påvirker kønsdebatten og afspejler en mangfoldig verden.

MIX Copenhagens hjemmeside.

Efter filmen byder MIX Copenhagen på drinks hos Kølsters Tolv Haner, mens man kan læse i det nytrykte program og se frem til den 30. MIX Copenhagen, der afvikles fra 2. – 10. oktober.

Filmen er produceret af Lene Børglum for Space Rocket Nation med støtte fra Det Danske Filminstitut.

Læs mere på arrangementets Facebookside.

Trailer