Simon Staho får stipendium af Statens Kunstfond

KUNSTSTØTTE. Filminstruktør Simon Staho modtager Statens Kunstfonds treårige arbejdsstipendium til fortsat kunstnerisk arbejde.

De treårige arbejdsstipendier gives til kunstnere med et særligt kunstnerisk talent. Ideen bag er at give kunstneren et frirum til at hellige sig kunsten fuld ud.

"Jeg vil bruge pengene til at skrive endnu mere, endnu bedre. Skrive uden angst. Til at kunne kassere endnu flere af de dårlige ideer for at komme frem til de gode ideer" siger Staho i et interview til Statens Kunstfond.

Statens Kunstfonds Film- og Scenekunstudvalg begrunder deres valg således:

"Gennem en række film har instruktøren Simon Staho med kolossal energi og kompromisløshed udfordret al filmisk vanetænkning (...) Simon Staho insisterer på filmens særegne væsen, på en uadskillelig sammenvævning af sprog og indhold. Han går helt tæt på sine temaer, og skræller alt overflødigt væk. Dette gør ham meget speciel og meget nødvendig for dansk film."

Simon Staho har instrueret en række film, senest "Magi i luften" (2011) og "Kærlighedens krigere" (2009). Stahos film har været udtaget til en lang række internationale filmfestivaler, blandt andet i Berlin, San Sebastian, Chicago, Locarno, Sydkorea og Taiwan.

Se interviewet med Simon Staho

Tags: