Selvom Filmhusets kølingsanlæg med havvand kørte på højtryk, føltes det alligevel som en trykkoger, da cirka 70 kvinder og halvanden håndfuld mænd diskuterede køn, ligestilling og filmstøtte ved offentliggørelsen af den nye rapport ”Undersøgelse af kønsfordelingen i dansk film” forleden.
Som mand, der gerne tager del i debatten, skulle skoene kridtes godt – den opsparede mængde af lige dele harme og utålmodighed blandt de fremmødte var til at tage og føle på. De konstateringer af kønsmæssige skævheder på tværs af både støttefordelinger og sammensætning af både uddannelsesforløb og brancheposter, som rapporten er rig på, satte sindene salen i kog. Kravet i salen var tydeligt: "Det skal fikses – og det skal være nu – gerne med kvoter".
Det er et både forståeligt og sympatisk synspunkt, jeg er bare ikke enig i tilgangen. Virkeligheden er efter min opfattelse langt mere kompleks og kalder på noget andet end et ”quickfix” med statslig tvangsregulering eller trusler herom. Jeg og Filminstituttet ønsker os markant flere kvindelige ansøgere på især spillefilmordningerne. Vi vil gerne have mere diversitet og endnu hårdere konkurrence om støttetilsagnene – det giver nemlig øget kvalitet, og vi deler salens undren over, hvorfor der både i dokumentar- og fiktionsverdenen synes at være dobbelt så mange film, der handler om mandlige karakter end kvinder.
Fra Filminstituttets side er intentionen med rapporten at skabe et utvetydigt datagrundlag, som vi og branchens aktører kan samles om. Dernæst at analysere årsagssammenhængene, de barrierer – virkelige såvel som indbildte – der forhindrer nogen i overhovedet at søge, og ikke mindst den kommercielle virkelighed. Alt sammen for at kun forankre konkrete initiativer i og sammen med den branche og de kunstnere, der skal lave filmene. Herefter opstiller vi gerne måltal, men hvis ikke de er forankret i konkrete initiativer, kan det ærligt talt være lige meget. Så bliver det bare en skåltale. Filminstituttet og filmbranchen har i to år arbejdet efter den model med etnicitet og diversitet – vi er fortsat overbeviste om, at det skaber ægte resultater.
Man skal være både blind og døv for at tro, at den plan kunne føre til begejstring i salen. Dertil var oplevelsen af uretfærdighed for stor og tålmodigheden brugt op. Det ser også underligt ud, at mandlige instruktører i gennemsnit får en lille million mere i produktionsstøtte end kvinder, og det er fristende at gribe reguleringshammeren og tæske sig igennem. En smule analyse viser imidlertid, at størrelsen – budgetstørrelsen – nok gør en forskel. Kvinder fik f.eks. i perioden 2013-15 i gennemsnit en lidt højere støtteandel end mænd til deres filmprojekter, også selvom de absolutte støttebeløb var lavere. Sagen kræver efter min opfattelse mere grundig analyse end bare en hastig meningsudveksling og et bask med reguleringshammeren. Også selvom det givetvis ville være populært.
Vi har foreløbig meldt tre aktionsspor ud. Fastlæggelse af årsagssammenhænge, nærmere undersøgelse af barrierer og en kommerciel drøftelse. Det sidste er ikke det mindst vigtige. Vi har ikke statsproduktion i Danmark, og hvis ikke de rundt regnet 30 % af spillefilmenes budgetter, der finansieres af DFI-kassen, godt og vel fordobles af markedet og andre finansieringskilder, kommer der intet ud af at kalde på flere ansøgere eller lægge nok så mange handlingsplaner. Jeg er glad for håndslaget fra instruktørformand Christiana Rosendahl, dramatiker Jenny Lund Madsen og biografformand Kim Pedersen om at drive de tre processer – flere kommer givetvis til og vil blive meldt ud inden sommerferien.
I mellemtiden kan enhver jo tygge på tallene i rapporten og drøfte med kollegerne hvorfor tingene er som de er. Mange vil sikkert rette spørgsmålene og kravene om handling mod DFI. Det er fair nok. Men skulle der blive tid til overs, har man jo lov til at se sig i spejlet og stille nogle af spørgsmålene til sig selv. Hvorfor har vi efter ti år med en ikke ubetydelig kvindelig dominans på dokumentarfeltet alligevel dobbelt så mange film, hvor de mandlige medvirkende dominerer? Spilder vi gode markedsmuligheder, når fire gange så mange unge piger som drenge gider gå i biografen og se danske film? Kan en Bechdel-test, som er født som en kommentar til et tegneserieunivers, virkelig give borgerne bedre film? Er der nogen særlig grund til at kvindelige spillefilmproducenter er bedre til at gafle produktionsstøtte end deres mandlige kolleger? Og er der nogen speciel grund til at kønsfordelingen på faggrupper til forveksling ligner stereotyper, mange af os troede døde bort for 30-40 år siden? Der er nok at tænke over, hvis vi skal begynde at formulere nogenlunde begavede målbilleder eller bare lægge en kvalificeret handlingsplan.
Foreløbig TAK for alle synspunkterne – og ikke mindst for engagementet! Vi er i gang.
Nielsens noter
