Skovbunden og klipperne skælver, og en overnaturligt stor bjørn rejser sig fra undergrunden. På ryggen af den vokser grantræer, og da den ryster sin gråbrune pels, svajer granerne. Så lunter bjørnen af sted gennem det skandinaviske landskab, hvor fjeldene rejser sig monumentalt omkring den.
Der er urkræfter på spil i Esben Toft Jacobsens nye animationsfilm "Den kæmpestore bjørn". Urkræfter, som udspringer både af den besjælede nordiske natur og af relationen mellem filmens hovedpersoner, de to søskende Jonathan på 11 år og Sophie på 6 år. I løbet af filmen bevæger børnene sig gennem hele spektret af stærke, kontrastfyldte søskendefølelser – jalousi, omsorg, beundring, had, kærlighed.
De er taget på sommerferie hos deres rare bedstefar dybt inde i skoven, og her begynder der at ske fantastiske hændelser omkring dem – hændelser, som delvis spejler deres egne følelsers vildnis. Der er både vanskelige udfordringer og hjælp at finde i den magiske natur, som er befolket af eventyrlige dyr og, ikke mindst, en hævntørstig jæger.
Ikke noget med grønt glimmer
Landskab og nordisk fortælletradition er centrale inspirationskilder for den danske instruktør Esben Toft Jacobsen, der tilbragte mange af sin barndoms ferier i Sverige.
"Magi og mytologi i nordiske fortællinger er ofte forbundet med naturen. Her er ikke noget kunstigt, grønt glimmer. I stedet er der sten, som bevæger sig, en enorm ulv, eller træer, som bliver levende i en mystisk, mørk granskov. Jeg tror, det hænger sammen med, at der er så meget at undre sig over i naturen."
"Vi møder også besjælet og eventyrlig natur i for eksempel Tove Janssons 'Mumitroldene' og Astrid Lindgrens fortællinger om Brødrene Løvehjerte og Ronja Røverdatter. Som barn var jeg dybt fascineret af de fortællinger. Det er historier, som har en dobbelthed – på en gang afskrækkende og tiltrækkende, rare og uhyggelige. Når filmatiseringerne blev sendt i tv, gemte jeg mig bag stolen, samtidig med at jeg bare skulle se dem. Jeg tænkte, at det måtte være ren magi at være filminstruktør og kunne slet ikke forestille mig, at det kunne lykkes for mig," fortæller den nu 33-årige Esben Toft Jacobsen med et smil.
Intense søskenderelationer
Men det blev han – uddannet animationsfilminstruktør på Den Danske Filmskole i 2006. Han har lavet en række korte animationsfilm, heriblandt den sjove og dramatiske "Drengen i kufferten", der gav ham en Special Mention i Berlin. Med sine kun otte minutter demonstrerer filmen på eksemplarisk vis, hvor stramt og præcist der kan fortælles i en kortfilm. Den handler om søskendejalousi, og tematisk set er der en rød tråd til "Den kæmpestore bjørn", som er Esben Toft Jacobsens første spillefilm.
"Det er interessant at lave film om børn, fordi børn oplever så intenst. En enkelt dag føles uendelig lang og fyldt med indtryk. Søskenderelationer er spændende at udforske, fordi der er nogle virkelig stærke og vilde følelser på spil. Samtidig er de meget modsætningsfyldte. Det er forvirrende, at man på en gang kan hade og elske. Som børn var jeg og min storebror indimellem ved at rive hovederne af hinanden. Jeg kan huske den dag, det gik op for mig, at vi også kunne bruge hinanden til noget. Det var virkelig en aha-oplevelse."
Bamse, rovdyr og urkraft
Med "Den kæmpestore bjørn" lægger Esben Toft Jacobsen sig på flere måder op ad en nordisk fortælletradition. Der er mytologiserede dyr og besjælet natur i hans film – og en historie med bid i til et børnepublikum.
"Der skal være noget på spil i historien, og det må gerne være farligt. Hvis bare vi bliver samlet op i slutningen, kan vi sagtens blive taget med ud til kanten undervejs," siger Esben Toft Jacobsen.
"Der er ingen klar skelnen mellem godt og ondt i "Den kæmpestore bjørn". Det er der jo heller ikke i virkeligheden. Min ambition er at fortælle en historie, hvor man føler sig underholdt, uden at der er et klart facit, og hvor man fornemmer, at der er flere lag bagved det, man lige umiddelbart ser og hører."
En central vision er den enorme bjørn, der har givet filmens titel. Den spiller en vigtig rolle i historien, hvor lillesøster Sophie bliver venner med den trods dens ærefrygtindgydende størrelse.
"En bjørn er spændende, fordi det er et dobbeltdyr. Den er både sød og farlig, en blød bamse og et vildt rovdyr. Og så er det indbegrebet af et nordisk dyr," siger Esben Toft Jacobsen.
"I filmen er bjørnen hverken god eller ond, den er en urkraft, en naturkraft. Som udgangspunkt ville min med-manuskriptforfatter Jannik Tai Mosholt og jeg jo gerne lave en film i nordisk tradition. Og noget af det første, der skete, da jeg tænkte 'en nordisk fortælling', var at jeg så den her bjørn for mig komme vandrende ud af skovtykningen. Kæmpestor og med grantræer på ryggen. Og det billede har vi holdt fast ved gennem hele produktionen. Den er en del af landskabet, et ægte fabeldyr."
Krads og malerisk
Navnet Miyazaki ligger lige på tungen, når man ser "Den kæmpestore bjørn", der med sit fantasifulde univers og uventede hændelser bringer tilskueren ud på gyngende grund og adskiller sig fra den traditionelle amerikanske fortælleform. Esben Toft Jacobsen nævner da også Miyazaki blandt sine forbilleder og tilføjer, at han filmisk set finder det mest inspirerende at kigge i retning af Rusland og Asien i øjeblikket.
"Først og fremmest var det vigtigt for os at være tro mod den fortælletradition, vi selv kommer fra, og som vi føler er 'ægte os'. Det har blandt andet medført, at vi visuelt har arbejdet på at komme væk fra det glatte look, man ser i mange animationsfilm. Der er noget råt og upoleret over nordisk natur og tegnetradition. Det har vi forsøgt at overføre til filmen ved at undgå glatte overflader. Det skal kradse og være malerisk, der skal være noget at tage fat i, noget at kigge på."
For at opnå filmens særlige look har Esben Toft Jacobsen og hans filmhold arbejdet med en lang række forskellige animationsteknikker, blandt andet cut out, maling og 3D-animation, og det har været en kompliceret proces at kombinere det. Instruktøren og hans hold har været i tæt samarbejde under filmens tilblivelse.
"Ikke noget outsourcing her. Vi sad få meter fra hinanden det meste af tiden, mens vi arbejdede med filmen. Det var vigtigt for mig, at alle på holdet havde en klar fornemmelse af mine visioner med filmen, og at vi hele tiden kunne kommunikere om det."
Artiklen har været bragt i en engelsk version i Det Danske Filminstituts festivalmagasin FILM (#71, februar 2011)