Trold, tro og tilgivelse

INTERVIEW. Fredag den 5. april får Fili Seiferts kortfilm "Trold" premiere på SneakBar. FILMupdate har fået en snak med instruktøren om de temaer, der præger filmen. 

"Trold" er historien om troens og tilgivelsens nødvendighed, når det værst tænkelige sker. I filmen følger vi den religiøse og gravide pige Mille på 13 år, der lever et liv med seksuelle overgreb. Mille og hendes mor deler en brutal tilværelse på landet under farens skånselsløse tyranni, der doseres igennem religiøse doktriner.

"Det er historien om vigtigheden af tilgivelse" - Fili Seifert

 

SneakBar

SneakBar er det sted, hvor kommende danske filmtalenter viser, hvad de kan, som regel i genren eksperimental-, kort- eller dokumentarfilm. Det er her, de har mulighed for at få deres film ud til et publikum. Utallige store instruktører, fotografer, tonemestre osv. har taget deres første spæde skridt ind i filmens verden gennem Filmværkstedet gennem tiden. SneakBar bliver afholdt 7-8 gange om året, og der vil være mulighed for at se nogle af de film, der bliver lavet på Filmværkstedet og møde filmtalenterne bag.

Troen og tilgivelsen

"Mille repræsenterer i 'Trold' barneuskylden og den rene, ubesmittede tro. Faren har også troen, men han misbruger dens rammer og doktriner til at udleve sin egen tyranniske adfærd," uddyber Fili Seifert. "Det er historien om vigtigheden af tilgivelse. Rammefortællingen er en incesthistorie og en misbrugshistorie, men den handler om tilgivelse."

Mille har trods alt nogle lyspunkter i sit liv – nabodrengen Sigurd, barnet i maven og troen. Men en dag flytter Sigurd, og Mille mister barnet på brutal vis. På trods af sit tab vælger Mille at holde fast i troen og derigennem finde styrken til tilgivelse.

"Troen er det sekundære tema i 'Trold'. Set i en historisk kontekst tror jeg, at historier om tilgivelse skal sættes på spidsen, før tilgivelsen rent filmisk kan forløses og formidles," fortæller Fili Seifert.

 

At tro eller ikke at tro

Selv har den 38-årige instruktør også personlige aktier i filmen, da tro og spiritualisme er noget, der interesserer og betager ham meget, skønt han godt er klar over, at det for mange er et tabu. 

"Der er ufattelig meget berøringsangst og mange aversioner mod tro. Det er forståeligt ud fra et kulturhistorisk perspektiv, men samtidig er det enormt fattigt. Jeg mener, at tro er noget, alle mennesker har i sig, og spørgsmålet er så bare, i hvor høj grad man kan forholde sig til det, acceptere det og forstå det. Den diskussion har jeg med i 'Trold' ved netop at præsentere den barske måde at udleve tro på," fortæller Fili Seifert.

Han beretter yderligere, at han ikke altid har haft det syn på religion og spiritualisme, han har i dag. I forbindelse med en rejse til Indien fik han åbnet øjnene op for hinduismen, hvilket inspirerede ham til at studere buddhisme og filosofi mere dybdegående.

Han forklarer: "Jeg havde alle fordomme om spiritualisme, og jeg havde kun hån og spot til overs for fok, som troede på den slags. Men efter at have fået denne indsigt i ideen om en enhed og en Gud, giver det hele mening for mig. Jeg tror ikke på Gud i traditionel forstand, men ser det nærmere som et metafysisk begreb."

I produktionen af "Trold" har Fili Seifert ladet sig inspirere af panteismen og troen på, at Gud er i alting omkring os. Dette kommer dels til udtryk gennem karaktererne, dels på filmens visuelle side, hvor rene, stærke og til tider dystre billeder af naturen er dominerende.

"Hvad jeg også forsøger at implementere i 'Trold' er, hvordan panteismen betragter naturen som den rene, fundamentale sandhed. Den er ubesmittet af menneskets konstruktioner og tanker, den har sin gang, og det kan vi ikke ændre på."

 

Den gode historie

Fili Seifert voksede op på Bornholm, men flyttede efter gymnasiet til København for at arbejde med film. Her fandt han ud af, at det var fortællingerne og ideen om at udleve tanker, fantasier og den gode historie på film, som inspirerede ham.

"Det er ideen om at levere et budskab eller fortælle en historie, som er spændende. Jeg kan som instruktør godt lide at samle alle de små dele – manuskript, tanker, det visuelle, lyden – og give det et særligt udtryk," udtaler Fili Seifert.

"Der er rigtig mange historier, som er vigtige at fortælle. Jeg tror på, at historiefortælling – og netop den filmiske historie – kan være essensen af nogle universelle sandheder for alle mennesker. Det er historier, vi bliver nødt til at fortælle igen og igen og igen, og hver version er jo i sig selv interessant og unik."

"Trold" er instrueret og produceret af Fili Seifert med støtte fra Filmværkstedet. Medvirkende: Cecilie Larsen Ellebye, Thomas Kirk, Linda Elvira, Kenneth Christensen, Søren Mühldorff, Micas Wolff.


Læs mere om SneakBar den 5. april.

Læs mere om SneakBar på Facebook

Trailer: SneakBar 5. april 2013

SneakBar 5. april 2013 from Filmværkstedet / DFI on Vimeo.

Fili-Seifert_web