"Mr. Gorbatjov, riv nu den mur ned!". Og Gorbatjov rev Muren ned, de to tysklande blev genforenet og det delte Europa samlet. Den Kolde Krig var forbi. Næsten som ved et trylleslag.
Eller sådan kan det se ud nu 25 år senere, hvor Berlin Murens fald som begivenhed for længst er gledet ind i den verdenshistoriske mytologi.
Den danske instruktør Anders Østergaard stødte imidlertid på en uventet helt, da han gik i gang med at lede efter den rigtige indfaldsvinkel til at fortælle historien om sin generations vigtigste europæiske begivenhed.
Miklós Némeths beslutning
Hvor mange husker i dag den uerfarne ungarske premierminister, som trodsede Østblokkens hårde hunde Erich Honecker og Nicolae Ceaucescu og egenhændigt besluttede sig for at åbne Ungarns grænser mod Vesten? Og dermed reelt åbnede op for en flodbølge af begivenheder, der ikke længere kunne standses.
Den stilfærdige økonom og teknokrat Németh indså, at Ungarn som resten af Østblokken stort set var bankerot. Den massive grænsebevogtning mod Vest kostede en formue. Så Németh valgte at sløjfe den. Østtyskere strømmede igennem Ungarn mod friheden. Hele systemet raslede sammen.
Men hvordan turde Miklós Németh træffe sin epokegørende beslutning? Ifølge "1989" handlede det ikke mindst om et ungt tysk ægtepar. Deres skæbne bevægede Németh til at turde, hvor andre tøvede.
"Det var jo min generations mirakel", siger Anders Østergaard, der blev mindet om betydningen af begivenhederne dengang, da han sad og så på Vaclav Havels begravelse.
Tilfældets magt
"Jeg kom i tanke om optimismen lige efter Murens Fald og jeg fik lyst til at markere 25-året. Jeg ville selvfølgelig gerne komme med noget nyt og blev optaget af tilfældets magt".
"Der gik noget tid, før jeg og min ungarske medinstruktør Erzsebet Racz indså det, men på et tidspunkt gik det op for os, at det var en ungarsk grænsevagts drab på en tysk flygtning, der helt konkret fik Németh til at træffe sin historiske beslutning. Han fik simpelthen en slags personligt moralsk sammenbrud, som bød ham at handle, som han gjorde", fortæller Anders Østergaard.
"Der var andre grunde til, at Muren faldt, men dette var en udløsende faktor – og dét var en god historie! Jeg havde fundet en nøgle", konstaterer Østergaard om konklusionen efter mødet med Miklós Németh.
Store verdenshistoriske begivenheder kan blive sat i gang af små, personlige historier og enkeltindividers modige handlinger. Det er ikke noget nyt for Anders Østergaard, der er kendt over hele verden for sin film "Burma VJ" om burmesiske videocam-aktivisters stædige og dødsforagtende kamp for frihed i Myanmar.
De fleste opfatter i dag historien om Murens Fald som historien om noget, der nødvendigvis måtte ske. Fordi historiens tandhjul var gået ned i dét hak. Men sådan var det ikke. Mange ting kunne være sket og gået anderledes. Det har været magtpåliggende for Østergaard, at vise nutidens unge, hvor lidt givet det faktisk var. Hvor meget der hang uafklaret i luften og var afhængig af resolutte individers handlekraft.
Gorbatjov sad som en velvillig, men gådefuld sfinks, der stiltiende og i kryptiske vendinger accepterede store forandringer, men ikke selv var i en position til aktivt at bakke op. Hvis han havde sagt "Vil I være venlige at hjælpe mig med at afvikle verdenskommunismen?", så var han selv røget, forklarer Østergaard. Det var op til andre at afkode, hvor langt de kunne og turde gå. Den upåagtede og uerfarne ungarske premierminister og partileder Miklós Németh gik længst af alle.
Den lille bogholder ugleset
"Det er altså morsomt med denne lille bogholder!", ler Anders Østergaard. "Det er også hans egen selvforståelse: "jeg var jo bare en lille økonom". Det er populært at se begivenhederne dengang som et heroisk udslag af Folkets vilje, men det handlede altså også rigtigt meget om interne opgør i de lokale kommunistpartier i Østblokken".
Da Anders Østergaard og Erzsebet Racz begyndte at overveje projektet var der lagt op til, at året 1989 skulle markeres som begyndelsen på et nyt, fredeligt Europa forenet i drømmen om frihed og velstand. Men siden er kolde vinde fra Øst begyndt at blæse. Politiske kriser er eskaleret i Østeuropa, hvor Putins Rusland bl.a. i forholdet til Ukraine har ageret på måder, som får ildevarslende gamle spøgelser til at tone frem på ny.
"Jeg vil ikke sige det har påvirket processen, men jeg synes, det er et interessant sammenfald. At Ukraine-krisen er opstået, sætter selvfølgelig hele historien og Europas forhold til Rusland i et andet lys og giver det en helt anden aktualitet. Men min drivkraft var ikke at skildre de bristede forhåbninger og problemerne, men at prøve at vise, hvad vi var ude på, og hvor opløftende det faktisk var, dengang det skete".
Dengang, hvor Europa så længe havde været delt i to af et Jerntæppe, og ikke mange havde haft fantasi til at forestille sig, at det nogensinde skulle blive anderledes. Det var bare sådan, det var. Et Europa på den ene side af Jerntæppet og et meget forskelligt Europa på den anden. For vestlige unge som Anders Østergaard var Østeuropa en skyggeverden, hvor mennesker levede et helt andet liv under helt andre vilkår. Lige indtil de i 1989 pludselig ikke længere gjorde det.
Talende hoveder
Den journalistuddannede filmskaber Anders Østergaard har gjort det til sit trademark, at lave journalistiske dokumentarfilm som formeksperimenter, der går langt videre end gængs rekonstruktion. I '1989' ser man således bl.a. optagelser af Honecker, der siger ting på lukkede møder, han aldrig ville have sagt til kameraet.
Som han har gjort det siden sin portrætfilm om Tintins skaber Hergé "Tintin et moi", bruger Anders Østergaard arkivfilm til at gestalte sine personer på en temmelig frit fortolkende måde.
"Vi har rekonstrueret dialog ud fra research og lagt det i munden på figurerne for at genskabe en situation. Det er tricket. Det er Gorbatjov selv, der altså bare siger noget andet, end han lige gjorde den dag. På den måde slipper vi udenom det akavede ved at bruge skuespillere i rekonstruktionerne. Noget som altid bryder illusionen. Selv Oliver Stone med sine enorme budgetter og verdens bedste skuespillere kæmper med troværdigheden, når han skal fremstille historiske personer ved hjælp af skuespillere", siger Østergaard om metoden, man kan beskrive som en slags mental green screen.
En kontroversiel metode, der både virker autenticitetsfremmende og fanger publikum på det gale ben. Fordi de et eller andet sted véd, at det ikke kan passe, hvad de ser og hører. Man har ikke prøvet at gøre det perfekt. Det skal kun ligne 90 %. Man skal stadigvæk kunne se, det er en leg med materialet, forklarer Anders Østergaard.
"Jeg tror ikke publikum vil brokke sig. Måske er der historikere og fagfolk, der vil sige, det er dårlig journalistik. Men der må jeg så sige, at det er ikke journalistik! Det er en anden måde at fortælle om virkeligheden på."
"Jeg synes, det det giver det en kant", siger Anders Østergaard om sin metode. Og det har han fuldstændig ret i.
"1989", der er instrueret af Anders Østergaard og Erzsébet Rácz, er produceret af Lise Lise Lense-Møller / Magic Hour med støtte fra Det Danske Filminstitut.
Se 1989 online på Filmcentralen.
Kim Skotte er filmskribent på dagbladet Politiken.
