Martin de Thurah-kavalkade i Gloria

INTERVIEW. Martin de Thurahs nye kortfilm "Mountain", der er inspireret af et Edward Hopper-maleri, er sammen med en række af instruktørens tidligere værker på programmet, når Future Shorts blænder op for en ny omgang kunst- og kortfilm i Gloria tirsdag aften. FILMupdate har fanget instruktøren.

En kvinde, en mand og en hund. Det var udgangspunktet for Martin de Thurahs kortfilm "Mountain", som er improviseret over Edward Hopper-maleriet "Cape Cod Evening".

Filmen er en del af projektet "Hopper vu par", som den franske tv-kanal ARTE står bag. Her har otte instruktører – bl.a. franske Sophie Barthes ("Cold Souls) og britiske Sophie Fiennes (The Pervert's Guide to Cinema) - skabt film inspireret af et Edward Hopper-værk af eget valg i anledning af en stor udstilling med den amerikanske maler i Grand Palais i Paris. Martin de Thurah valgte at tage udgangspunkt i maleriet "Cape Cod Evening". Scenen er sat til 1950'ernes USA, og motivet er en kvinde, som står som ved et hus med foldede arme, og en mand, der sidder på trappestenen og leger med en hund.

Future Shorts i Gloria

Future Shorts viser foruden "Mountain" Martin de Thurahs kortfilm "Film 1" og "Film 2", kunstfilmen "Happy Ending" og hans musikvideoer for James Blake, Feist, Fallulah og David Byrne & St. Vincent. Derudover byder programmet på kortfilm af bl.a. Line Nikita Blom og A K Dolven.

Martin de Thurah og Line Nikita Blom vil være til stede til Q&A.

Kira Richards Hansen fra Future Shorts om de tre instruktører:

Martin de Thurah kan noget helt særligt med de magiske universer, han skaber i sine film og musikvideoer. Han arbejder meget i det korte format, og vi har valgt at vise en kollektion af de Thurahs værker for at give et samlet indblik i hans produktion. Enkeltværkerne komplimenterer hinanden ved at udforske forskellige rum i det magiske plan, som de Thurah bevæger sig i. Filmene og videoerne fortjener at blive vist under de bedst mulige forhold for til fulde at komme til deres ret visuelt og lydmæssigt. I biografens mørke er det muligt for publikum fuldt ud at lade sig forføre.

Line Nikita Blom er uddannet fra Goldsmith i London, hvor hun har boet, siden hun var 19. Hendes første film ”Roy East - End Boy, Childhood” blev til, efter kontakten til filmens hovedperson blev etableret under hendes arbejde med fanger i et engelsk fængsel. Hun har en meget ærlig og ydmyg tilgang til Roy og har med sin film skabt et poetisk portræt af et menneske, som kæmper imod alle odds for at komme på rette kurs. Filmen har vundet mange priser, men har aldrig før været vist i Danmark.

A K Dolven er en af de helt store kunstnere, som arbejder med filmmediet på særligt eksperimenterende og udfordrende måder. Med sine værker skaber hun udtryk som befinder sig i grænselandet mellem kunst og film. Hun er internationalt anerkendt inden for kunstverdenen, og to af hendes film vises som en del af FUTURE SHORTS program for at give publikum en hypnotisk og meget sjælden oplevelse. ”The day the sky became my ground” er uden lyd.

"For mig handler billedet om bristede drømme. Jeg ser for mig, at parret havde en idé om, at de ville finde lykken ved at flytte til forstaden og få hus og hund, men som jeg læser billedet, levede virkeligheden ikke op til deres drømme. Jeg var inspireret af alle de længsler, der lå i billedet, og det er blevet en meget sorgfuld og foruroligende film," siger Martin de Thurah.

cape cod evening 450
Edward Hoppers "Cape Cod Evening" fra 1939. Oil on canvas. National Gallery of Art, Washington.

"Det var en lavbudgetproduktion: Filmet i Mexico med et budget på 200.000, et par optagedage, og ret kort klippetid i forhold til materialet. Men formatet, begrænsningerne, Mexico og sammenhængen var spændende.”

"Mountain" foregår i Mexico og er en poetisk, næsten ordløs, musikalsk og dramatisk film med overnaturlige elementer om et par i krise – muligvis over et uforløst ønske om et barn.

"I mine tidligere film har temaerne ofte været ungdom og identitet: det at blive voksen og føle sig som en del af verden. I 'Mountain' er det mere en voksenkrise," siger Martin de Thurah, der tidligere har beskæftiget sig med problematiske kærlighedsforhold i kortfilmene "Film 1" og "Film 2" fra 2011, som også bliver vist til Future Shorts.

"'Film 1' beskriver et konfliktfyldt parforhold, men filmen anerkender bare, at der er nogle ting, der er svære, og nogle, der er lette. 'Film 2' handler om fascinationen af en kvinde på afstand."

Spillefilm i støbeskeen

Martin de Thurahs store kortfilmgennembrud var "Ung mand falder" (2007), der blev vist i Cannes, og "Vi der blev tilbage" (2008), der var udtaget til Venedig. Begge film har teenagere i hovedrollerne og blev rost for at blande det hverdagslige med det fantastiske i et særegent og dystert billedsprog. Filmmagasinet Ekko skrev i 2009 en stor featureartikel og udgav en dvd med hans værker. Foruden flere kortfilm og kunstfilm, bl.a. med John Kørner, har Martin de Thurah stået bag musikvideoer for bl.a. David Byrne & St Vincent, Kanye West, Feist, Fever Ray, Carpark North, Mew, Royksopp, Fallulah, Glasvegas og James Blake – og lavet flere reklamefilm bl.a. for Ikea og the National Lottery.

"Musikvideoer er små kunstværker, og det er en formmæssig udfordring. Det er et eksperimenterende medie, hvor man kan tillade sig nogle andre ting," siger Martin de Thurah, der mener, at hans æstetisk innovative univers sagtens ville kunne forenes med en narrativ spillefilm.

"Mit univers ville automatisk være til stede, om jeg så lavede et kedeligt politidrama. Jeg tror, at jeg skal lave noget, der er ekstremt genre-klart, fx en thriller. Jeg er i gang med at udvikle flere spillefilmprojekter, det tager bare tid at udvikle den rigtige historie – jeg ved ikke, hvordan andre mennesker gør det, men det er jo også sjældent, at der kommer en virkelig god film frem," siger den ambitiøse instruktør.

FUTURE SHORTS DK er støttet af Det Danske Filminstitut. Læs mere om Future Shorts DK og se hele programmet for arrangementet i Gloria på Facebook

Læs mere om projektet Hopper vu par…

Se Martin de Thuras film på Vimeo

Future Shorts: Gloria Biograf den 11. + 18. december kl. 19.30.