Mikala Krogh, filminstruktør:
Hvis jeg skal tænke på en scene, et enkelt øjeblik, der er summen af Anne Wivels samlede værker af dokumentarfilm, så er det scenen, hvor Heidi Ryom står sammenbøjet med hænderne på knæene, i kulissen af Det Kongelige Teaters gamle scene, efter sin kraftpræstation i "Giselle".
Lyset, skyggerne og framingen, det hele går op i en højere enhed, og som beskuer føler man sammen med solodanserinden både hendes udmattelse og glæde ved at have givet alt, hvad hun har i sig af kunstnerisk styrke og fysisk vilje. Det er et helt unikt øjeblik, Anne Wivel lader os være vidne til. Og hver gang jeg ser den scene, tænker jeg på, at det er Anne selv, der står der, at danserinden er en spejling. Det er Anne, der har præsteret og står der, og på én gang nyder øjeblikket alene og samler sig selv sammen til at modtage publikums anerkendelse og bifald.
Hvis Arne Bro var vores far, da vi gik på Filmskolen, så var Anne Wivel vores mor, sagde vi altid til hinanden. Kærligt og klogt sad hun med til alle vores evalueringer. Hun var skarp og præcis, strøg os ikke med hårene, men viste os en vej til at udvikle et personligt billedsprog.
Hendes egen baggrund både fra Akademiet og fra Filmskolen var det bedste udgangspunkt, og hendes begavelse var og er et forbillede for os alle. Vi så de fleste af hendes film – "Søren Kierkegaard" og "Ansigt til ansigt", der talte til det intellektuelle, "Johannes' hjerte" og "Slottet i Italien", der talte til følelserne og kærligheden, og så var der "Tobak", "Gorilla, gorilla", "Den lille pige med skøjterne" og alle de andre filmiske værker, der bliver ved med at vende tilbage i tankerne. Jeg ser tit den lille pige med skøjterne stå og spejle sig i en butiksrude, når jeg cykler ned ad Østerbrogade.
Rollen som den, der tager ansvar for Filmskolens dokumentarelever, tog Anne Wivel meget alvorligt, da hun skabte Barok Film i 2003. Hun indså hurtigt, at der manglede et sted, der kunne bygge bro mellem Filmskolens kunstneriske rum og den kommercielle virkelighed, der ventede eleverne.
På Barok Film skabte Anne et selskab, hvor de tidligere elever kunne holde fast i deres egne visioner og samtidig udkomme i den virkelige verden. Her blev værker som Max Kestners "Rejsen på ophavet", Vibe Mogensens "Min fars sind", Nanna Frank Møllers "Someone Like You" og en række andre prisbelønnede film produceret.
Kronen på værket af Barok Film er for mig Annes egen film "Svend" om hendes afdøde mand Svend Aukens sidste tid. En dokumentation og manifestation af en politiker, der kæmpede for noget, der var langt større end ham selv. Til premieren under sidste valgkamp i 2011 i Imperial var der stående bifald af folk med tårer løbende ned ad kinderne. Men der var ingen Anne Wivel at vende bifaldet imod. Det var Svend og ikke hende, der skulle hyldes. Måske stod hun bøjet sammen med hænderne på knæene et sted.
Det er ikke mærkeligt, at Anne fylder 70 år, hvis man tænker på alt det, hun har bedrevet. Men det allerbedste er, at hun stadig er produktiv og laver utroligt gode film, som vi andre kan blive ved med at beundre. Anne Wivel er et forbillede.
Tue Steen Müller, tidligere konsulent på Statens Filmcentral og medstifter af European Documentary Network:
Allerede i 1980'erne, da jeg rejste rundt i ind- og udland for Statens Filmcentral, var mit standardsvar på, hvem der er de betydeligste danske dokumentarister, Jørgen Leth, Jon Bang Carlsen og Anne Wivel – den trio, som dansk dokumentarismes aktuelle succes hviler på.
Jeg klikker ind på Det Danske Filminstituts filmdatabase og ser den lange, lange liste over Annes film som instruktør, producer, konsulent, manuskriptforfatter. Filmografien kan ses som et katalog over dokumentarfilmens store udtryksmæssige spændvidde. "Gorilla, gorilla", "Den lille pige med skøjterne" og "Vand", alle fra 80'erne, er tavse, iagttagende kortfilm, fine små poetiske perler, hvorimod der snakkes uafladeligt i vérité-filmene "De tavse piger", "Motivation" og "Ansigt til ansigt". Sidstnævnte er 165 minutter lang (!), optaget på 16mm på Pastoralseminariet, et hovedværk i dansk film, inspireret af amerikanske Frederick Wiseman, men med sin helt egen tone og enkelhed.
Om temaerne har min kollega på Filmkommentaren Allan Berg skrevet, at Annes film "hver for sig i deres kerne handler om et omfattende væsen, som hun tager til filosofisk og poetisk behandling: troens væsen, kunstens væsen, tankens væsen." "Ansigt til ansigt", "Giselle" og den kolossale præstation "Søren Kirkegaard".
Det foregik alt sammen i 80'erne på adressen Ved Stranden hos Hanne Høyberg Film, hvor søstrene Hanne og Helle med deres varme og generøsitet fik skabt rammerne for at lave film, som røg ind i Statens Filmcentrals katalog og fik 16mm-apparaterne til at snurre. Det får mig til at tænke på, hvor vigtigt det er med steder, hvor filmsnakken kan gå. I dag får man et link på computeren, når man skal se et rough cut!
Jeg husker utallige møder på SFC, hvor vi mødtes med branchen. Anne var med nogle gange, sagde ikke meget, men når hun sagde noget, handlede det altid om at værne om den kunstneriske frihed og styrke mulighederne for talentet. Takket være Anne og mange andre er det jo lykkedes!
