Børnefamilier kan i efterårsferien rejse i fodsporene på den nye Far til Fire-film, der havde premiere sidste uge. Filmen foregår tilsyneladende i Sverige, men er i virkeligheden optaget på Sydfyn, og i den forbindelse har FilmFyn og Faaborg Turistbureau i uge 42 lanceret en kampagne målrettet børnefamilier.
Familierne kan booke ferieophold på Sydfyn og deltage i et ugeprogram med fokus på "Far til fire – Tilbage til naturen" og andre film optaget på Fyn.
Programmet byder på en række familievenlige aktiviteter. Blandt andet vil det tirsdag i efterårsferien være muligt at besøge Naturlegepladsen ved Svanninge Bakker, der gør det ud for lejren i filmen. Her kan man kl. 12 møde Søs, Ole, Mie og Lille Per til autografskrivning. Fredag er det muligt at komme med på en bustur, hvor man besøger en række locations fra sydfynske film og får fortalt anekdoter.
Billet til busturen købes på Faaborg Turistbureau, tlf. 6261 0707.
Læs mere om programmet og se locations fra filmen på filmturist.dk