Ny film om timerne efter Danmarks besættelse

FILMSTØTTE. Da tyskerne i 1940 krydsede den sønderjyske grænse – og inden det blev kendt, at regeringen allerede havde overgivet sig – tog de danske soldater kampen op. Det skildres i Roni Ezras kommende spillefilm "9. april", som netop nu blandt andet optages on location i Haderslev med regional filmstøtte fra DFI.

Natten til den 9. april 1940 alarmeres den danske hær. Tyskerne har krydset grænsen, Danmark er i krig mod Europas stærkeste hær.

I Sønderjylland beordres en dansk fortrop bestående af cykel- og motorcykeldelinger ud for, imod alle odds, at bremse overmagten indtil de danske forstærkninger kan mobiliseres.

Fakta

Regional filmstøtte

Filminstituttet yder støtte til regionale filmproduktioner for at sikre at dansk film fortæller historier fra alle egne af landet, og at udviklingen af produktionsmiljøer foregår i hele landet.

Støtten gælder både spillefilm og dokumentarfilm – herunder også kortfilm og talentfilm – og er rettet mod film der rejser med henblik på optagelse og efterarbejde uden for hovedstadsområdet. Støtten er ikke afhængig af regional medfinansiering.

Læs mere om regional filmstøtte.

Markedsordningen

Markedsordningen støtter produktion og udvikling af film med særligt vægt på populærkulturelle kvaliteter.

Støtten skal sikre en kontinuerlig produktion og udbredelse af forskellige film, således at det samlede udbud – i henseende til kunstnerisk kvalitet, mangfoldighed, volumen og på denne ordning især publikumsappel – fastholder og udvikler dansk filmkunst og filmkultur.

Læs mere om Markedsordningen.

I de skæbnesvangre timer følger vi sekondløjtnant Sand (Pilou Asbæk) og hans cykeldeling. De skal som de første danske soldater møde fjenden i kamp.

"9. april" instrueres af Roni Ezra efter manuskript af Tobias Lindholm og produceres af René Ezra og Tomas Radoor for Nordisk Film med støtte fra Det Danske Filminstitut / Markedsordningen samt regional filmstøtte i forbindelse med de igangværende optagelser i Haderslev.

"9. april" forventes at have premiere i foråret 2015.