Afgangsinstruktør Eirik Sæter Stordahl

FILMSKOLEN. Mød de nyuddannede spillefilminstruktører, der taler om afgangsfilm, erfaringer fra Filmskolen og deres forventninger til fremtiden. Et ud af seks portrætter af årgangen.

Inden Filmskolen
Var jeg på European Film College i perioden 2007-08. Derefter arbejdede jeg freelance på filmproduktioner som bl.a. castingassistent og runner. De seneste ti år har jeg både skrevet og instrueret kortfilm i Danmark og i Norge, først og fremmest fiktion, men også dokumentar.

Din afgangsfilm
"I stykker" er en sci-fi film om kærlighed, længsel og menneskets undergang, sat i en verden overtaget af kunstig intelligens. Hovedkarakteren Victor kæmper en desperat kamp for at finde tilbage til sin store kærlighed, Sara, men først må han undslippe den bunker, som i første omgang har reddet hans liv.

Årgang 1115

Den Danske Filmskoles afgang 2015 er skudt i gang. 

Trailers fra årgangens afgangsfilm kan ses på Filmskolens Facebook.

Fra torsdag den 12. juni kan du se alle afgangsfilmene på filmskolens hjemmeside.

Fakta

Den Danske Filmskole udbyder 4-årige uddannelser.

Hvert andet år optages seks elever på hver faglinje. 

I den hårde optagelsesproces skal ansøgerne demonstrere, at de både har talent for at udtrykke sig filmisk og for at indgå i et kreativt samarbejde. I alt går der ca. 100 elever på Filmskolens grunduddannelser.

Inspiration til filmen
Jeg ønskede at koble min lyst til at fortælle en personlig historie om længsel, som vokser til besættelse, med et emne, jeg synes er både fascinerende og skræmmende: menneskets mulighed for at opfinde kunstig intelligens på niveau med vores egen. I det scenarie følte jeg, at jeg havde fundet en inspirerende arena, hvor jeg kunne undersøge den kamp mellem fornuft og følelser, som foregår i alle, der ikke er i stand til at acceptere en tabt kærlighed. Kan en kærlighed, som kun lever videre i erindringen, stadig være ægte, eller er den lige så syntetisk som en intelligens, der ikke er af kød og blod?

Din stil
Jeg er meget optaget af at udforske, hvordan man kan gøre indre liv levende på film. Mange af mine film skildrer drømme, fantasier og minder, og de har en fragmentarisk, søgende og sanselig visualitet.

På Filmskolen 
Lærte jeg at lytte til min egen stemme, og samtidig åbne op for dem, jeg arbejder sammen med, så man i fællesskab kan finde modet til at følge sin lyst.

Fremtiden

Jeg er i gang med arbejdet på min første spillefilm, der kredser om nogle af de samme tematikker og sansninger, som kærlighedshistorien i min afgangsfilm gør. Det ville være spændende at udvide "I stykker" til en spillefilm, men jeg har ikke fundet den rigtige tilgang til det endnu. Jeg ønsker at blive ved med at udvikle mit sprog som filmskaber, bygge videre på de erfaringer og samarbejder, jeg har fra min tid på Filmskolen, og blive ved at søge derud, hvor jeg ikke kan bunde. Jeg håber, at jeg kan blive ved med at fortælle historier, som forhåbentlig både fascinerer og berører.

Trailer

 

Instruktør: Eirik Sæter Stordahl
Producer: Jakob Langkjær
Foto: Troels Rasmus Jensen
Klip: Anna Heide
Lyd: Philip Nicolai Flindt