Jon Bang Carlsen er ikke blot en usædvanlig filmmager, der elsker billedet lige så højt som fortællingen. Med sit letantændelige temperament og sin fabulerende formuleringsevne er han også en usædvanlig dansker. Ligesom han med sin blanding af en robust fremtoning og et følsomt og fintsansende sind kan siges at være en usædvanlig mand.
Er sindelaget poetisk, er produktionen til gengæld massiv og respektindgydende. Godt fyrre titler i løbet af omtrent lige så mange år. Spillefilm, dokumentarfilm, kortfilm, tv-produktioner. Men at disse genrebetegnelser dybest set er meningsløse og kun tjener til, at bogholderne kan opretholde en illusion om at have styr på den uregerlige kunst, er lige netop en pointe hos Carlsen.
Som kunstner er han en fribytter, der konsekvent trodser ethvert bud i filmens Grønspættebog og frygtløst krydser alle grænser, i virkeligheden såvel som i illusionernes verden. Ikke for at være på tværs eller provokere. Der er som sådan ikke noget eksperimenterende over Carlsens film. Nej, hvis han går på tværs, er det for at løse hver ny opgave bedst muligt. Og for at være tro – over for virkeligheden, den filmiske konstruktion og sig selv. Resultatet er, at de fleste Jon Bang Carlsen-film både er forskellige og genkendelige. De er gerne så anderledes, at man ikke havde drømt om, at man skulle se en historie fortalt på lige netop dén måde. Men samtidig er de oftest anderledes på en særlig carlsensk måde.
Hårdt presset af omgivelsernes behov for at sætte ord på alting har Carlsen opfundet sin egen genre: iscenesat dokumentarisme. Et tilsyneladende selvmodsigende begreb, der rummer lige præcis den dobbelthed, som må karakterisere en filmmager, der bruger virkeligheden som råstof, men som ikke anerkender eksistensen af en objektiv sandhed. Og han har sågar gjort sig den ulejlighed at lave et filmisk essay, hvor han forklarer sin metode. Titlen siger det meste: "How to Invent Reality" (1996).
Det startede forholdsvis ydmygt med en lille håndfuld film i starten af 70’erne. En periode, hvor Carlsen desuden var aktiv i kunstaktivistgruppen Solvognen og dermed gjorde erfaringer med at placere fremmedelementer ude i virkeligheden, dels for at iagttage effekten, dels for at ruske op i vaneforestillinger. Men snart blev filmene det primære, og allerede året efter, at han havde afsluttet Filmskolen, satte Carlsen sig selv på landkortet med en født klassiker, kortfilmen "Jenny" (1977). Hér demonstrerede han en vigtig side af sit temperament og sit talent ved at tegne et empatisk portræt af en 76-årig kvinde fra Fjaltring og dermed kalde dét, vi siden har døbt udkantsdanmark, til live med en tysthedens og fraværets æstetik.
Men ligesom Carlsens metode har været grænseoverskridende, har hans særlige blik aldrig været helliget danske landskaber og karakterer. Dét kom til at stå klart, da han i slutningen af 70’erne indledte et kærlighedsforhold til det amerikanske, som først resulterede i "En rig mand" (1979), et meget omdiskuteret portræt af den i Beverly Hills (og Frankrig) bosatte Substral-konge Hans Smith, og siden i iscenesatte dokumentarfilm som "Hotel of the Stars" (1981) og "Fugl Fønix" (1984). Kulminationen på denne første USA-fase blev spillefilmen "Time Out" (1988), hvor den konstant udfordrende filmmager snarere end at iklæde fiktionen dokumentariske gevandter formede virkeligheden til kulisse for en fiktion.
Siden blev basen – og dermed kulisserne for Carlsens film – Irland. Hér skabte han blandt andet "It’s Now or Never" (1996), hvor menneskets længsel efter kærlighed skildres gennem en lokal bondes søgen efter en hustru. Og senere endnu blev det Sydafrika, hvor en trilogi om tro, tvivl og tilgivelse vidnede om, at den modne filmmager absolut ikke var til sinds blot at gentage sig selv eller på anden måde hvile på laurbærrene. I film som "Addicted to Solitude" (1999), "Portræt af Gud" (2001) og "Blinde engle" (2005) pressede Carlsen sig selv ud i nye metoder og fortælleformer, samtidig med at han mere direkte end før satte sig selv på spil.
"Jeg ville først finde sandheden" var titlen på Jon Bang Carlsens film fra 1987 om den danske ingeniør Ove Arup. Selv har Carlsen nu i fire årtier ledt efter sandheden, både i film og på skrift (et udvalg af hans essays udkom i 2002 under titlen Locations). Vi vil tillade os at håbe, at han ikke finder den foreløbig. Dertil er det ganske enkelt alt for berigende at følge med i hans søgen.