Efter en flot begyndelse på året med priser i Sundance, Berlin og Cannes, fortsætter dansk film med at markere sig på de store filmfestivaler. Venedig har udvalgt to film, Toronto har fem danske film på programmet og San Sebastian to.
Venedig Film Festival (29. august-9. september)
Venedig Film Festival, som sammen med Cannes og Berlin udgør Europas tre vigtigste filmfestivaler, har ikke haft danske film i konkurrence i årevis, men i år har festivalen udvalgt to danske film: Susanne Biers "Den skaldede frisør" er udtaget til hovedprogrammet, hvor den får en gallavisning uden for konkurrence, og Tobias Lindholms "Kapringen" er i konkurrenceprogrammet Orizzonti. Begge film har international premiere på festivalen. Derudover er den paraguyask-finsk-danske kortfilm "Tataré" udtaget til Orrizzontis kortfilmkonkurrence.
Nicolas Winding Refn skal også til Venedig, da hans reklamefilm for Gucci med den amerikanske skuespillerinde Blake Lively får premiere ved et special event på festivalen.
Læs Bier og Lindholm til Venedig
Venice International Film Festival
Toronto International Film Festival (6.-16. september)
Nordamerikas største filmfestival, Toronto International Film Festival, har udtaget fem danske film. Nikolaj Arcels "En kongelig affære" er udtaget til gallavisning, Thomas Vinterbergs "Jagten" og Susanne Biers "Den skaldede frisør" til en Special Presentation, Tobias Lindholms "Kapringen" til serien Contemporary World Cinema og Joshua Oppenheimers "The Act of Killing" til TIFF DOC. "The Act of Killing" får verdenspremiere på festivalen, mens de fire andre får nordamerikansk premiere.
Desuden er de to danske koproduktioner, norske Espen Sandberg og Joachim Rønnings "Kon-Tiki" og engelske Sally Potters "Ginger and Rosa", udtaget til Special Presentation, ligesom den danske instruktør, Mahdi Fleifel, deltager i TIFF DOC med sin engelsk-libanesisk-producerede "A World Not Ours".
Den danske producer Tine Grew Pfeiffer fra Alphaville Pictures Copenhagen er udvalgt til at deltage i Producers Lab Toronto 2012, som er en netværksplatform for koproduktioner.
Læs Bier og Lindholm til Toronto
The Act Of Killing til Toronto
En kongelig affære og Jagten til Toronto
Toronto International Film Festival
San Sebastian International Film Festival (21.-29. september)
Katrine Wiedemanns "Viceværten" er udtaget til A-filmfestivalen San Sebastian i Nordspanien, hvor den får verdenspremiere. Filmen bliver vist i sektionen New Directors.
Festivalen viser også en nyrestaureret udgave af Gabriel Axels Oscar-vinder "Babettes gæstebud" fra 1987 i sektionen Culinary Zinema: Film and Gastronomy.